Fra første wall of death til et tætpakket dansegulv holder Cold Culture og aftenens to opvarmningsbands Lille Vega i bevægelse.

Lyset dæmpes, og røde lamper fylder Lille Vega, da den nystartede kunstner ROSA går på som aftenens første opvarmning. Der går ikke længe, før publikum er i bevægelse. Rosa opfordrer til wall of death og går selv ned blandt publikum og stiller sig midt i kaosset.

Efterfølgende tager Odd Palace over og holder energien i kog. Der bliver danset, sunget med og skreget, inden aftenens hovednavn indtager scenen.

Cold Culture mødes af en proppet sal, hvor temperaturen hurtigt stiger. Med Downfall og Chemicals åbner bandet koncerten, inden de giver publikum en smagsprøve på hidtil uudgivet materiale. Undervejs skifter forsanger Mads Zelasny til engelsk og fortæller om fansene på forreste række, der har fulgt bandet gennem flere lande.

Da bandet når til Low som næstsidste nummer, bliver hele Lille Vega en del af showet. Først går publikum på knæ. Sekunder senere springer salen op igen.

Kort fortalt: Cold Culture indtager Lille Vega med høj energi, stærk publikumskontakt og en sal i konstant bevægelse.

Se billederne fra koncerten her:

ROSA:

Odd Palace:

Cold Culture:

OBS: Teksten i denne fotoreportage er blevet tilrettet med hjælp fra AI.

På Cancel Me (I’m Tired) bliver punk, EDM og mere absurde indspark til et kaotisk
soundtrack for en udmattet vestlig verden.

På deres andet album Cancel Me (I’m Tired) smider Fat Dog dancepunk, post-punk og EDM i en blender og
kører den på maksimal hastighed. Pumpende synthbas, 808-klap, fremaddrivende percussion, klezmer-inspirerede blæsere, strygere og aggressive vokaludladninger kolliderer på ti voldsomme og urovækkende numre.

Hvor debutalbummet WOOF. ofte føltes teatralsk og cirkusagtigt, er Cancel Me (I’m Tired) mindre flamboyant. Klezmer-elementerne ligger mere i baggrunden, og det groteske teater er i højere grad erstattet af direkte, elektronisk energi. Resultatet er stadig kaotisk, men mere fokuseret.

Bandet fra Sydlondon har siden dannelsen under coronanedlukningerne opbygget et ry som et af de mest kaotiske livebands på den britiske scene, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Fat Dogs musik føles som en hyperteknologisk dansefest, hvor alle sanseindtryk er skruet op på samme tid. De fleste numre starter tæt på 100 procent og forsøger derefter at finde ud af, hvor meget mere der egentlig er at give af.

Fat Dogs tekster spænder fra afhængighed, familie og kærlighed til AI, rumvæsner og mere bizarre indfald. De er ofte absurde og humoristiske, men under overfladen ligger en frustration over verden omkring dem. Albummet handler i høj grad om at være udmattet af verden og have lyst til at melde sig ud – et tekstunivers, der afspejler en fragmenteret vestlig verden. Det er ikke stor lyrisk poesi, men det passer til Fat Dogs kaotiske univers.

Albummet åbner med “Smile and Wink”, en titel, der leder tankerne til pingvinerne fra Madagaskar og deres forsøg på at “keep it cool”, selv når alt omkring dem sejler. En passende attitude for Fat Dog. På “Go Fuck Urself” møder aggressive råb en næsten 90’er eurodance-agtig stemning, mens et simpelt og fængende omkvæd gemmer sig midt i kaosset. “Shit Love” bygger op som en EDM-banger, før den eksploderer i råb, dissonante harmonier og urovækkende kor.

Synthesizerne er ofte simple, men insisterende, mens percussionen konstant skubber numrene fremad. Det gør Cancel Me (I’m Tired) svært at sidde stille til. Men når energien og produktionen forsvinder, er der ikke altid lige så meget tilbage. Det bliver tydeligt på albummets mere afdæmpede numre.

“Heart of Darkness” er en velkommen temposænkning med akustisk guitar og et svævende melotronkor. Her viser Fat Dog, at de faktisk kan skrive en indierocksang uden at få den til at eksplodere hvert tyvende sekund. Det er et af pladens bedste øjeblikke, netop fordi bandet giver lytteren plads til at trække vejret.

På “Snakes” bevæger Fat Dog sig ind i et mørkt spaghettiwesternlandskab med akustisk guitar, pedal steel og gunslinger-stemning. Som dynamisk afbræk fungerer det fint, men nummeret er ikke særligt interessant i sig selv. Westernæstetikken føles mere som en gimmick end som en naturlig udvidelse af Fat Dogs lyd. Det er, som om en ensom gunslinger pludselig er gået forkert og er endt på Fat Dogs aggressive kaos-diskotek.

Det samme gælder “The Devil”, der leger videre med spaghettiwestern-æstetikken og sender tankerne mod både Tarantino, Mr. Bungle og soundtracket fra The Good The Bad & The Ugly. Det er kitschet, teatralsk og tilpas mærkeligt til, at det er svært ikke at smile lidt af. Men samtidig ender man med at spørge sig selv, om det er en joke, en parodi eller noget, Fat Dog faktisk mener.

Det siger ret meget om albummets grundlæggende problem. Fat Dog har en stærk identitet, når de accelererer. Når de stopper op og prøver noget andet, er det ikke altid lige tydeligt, hvad de vil med det.

Og så kommer afslutningsnummeret “Aliens”. Albummets længste og smukkeste nummer sender tankerne mod IDLES’ mere stille ballader. I stedet for pulserende dansemusik eller spaghettiwestern får vi klaver, akustisk guitar, små blæsermotiver og urovækkende strygere. Nummeret bygger langsomt op og truer hele tiden med at eksplodere. Da klimakset endelig rammer, skaber det et stort følelsesmæssigt øjeblik, der afrunder albummet virkelig virkelig fint.

Kort sagt: Cancel Me (I’m Tired) er et album, der både imponerer og frustrerer. Fat Dog er ekstremt medrivende, men den klaustrofobiske intensitet kan også blive udmattende. Der mangler til tider en rød tråd, og nogle af de mere aparte idéer føles som gimmicks. Men Cancel Me (I’m Tired) føles først og fremmest som en fest på kanten af verdens undergang: kaotisk,
overvældende og svær helt at forlade, selv når man har brug for lidt luft. Det er svært ikke at blive revet med.

Hvis Fat Dog er noget for dig, skal du tjekke Green Tea Bitches, Von Quar og Smag På Dig Selv ud.

Vi rammer oktober med endnu en bunke ny musik fra det danske vækstlag. Denne uge byder blandt andet på to dobbelte debuter fra Carry Me og Mayclub, mens AK også er klar med sin første EP. Steph genintroducerer samtidig sig selv med October 31st, efter tidligere at have udgivet musik under sit fulde navn. Indsat markdown

Derudover bevæger vi os fra Libres Manchester inspirerede postpunk og Anberoses atmosfæriske univers til Gry, der på sit første dansksprogede album skriver om at blive skilsmissebarn som voksen. Christina Strandholdt er også med i denne uge med nyt fra sit kommende tredje album. Otte udgivelser er klar, så lad os komme i gang.

Carry Me (DK) – Eurydice / Lily Use My Hands (Debut Dobbeltsingle) → Lyt her

Carry Me tager hul på deres eget musikalske projekt med dobbeltsinglen Eurydice og Lily Use My Hands. Den ene sang henter inspiration fra den græske myte om Orfeus og Eurydike og kredser om længslen efter en tabt kærlighed, mens den anden handler om heling og om at samle sig selv på ny. Det hele udfolder sig i et shoegaze og indie rock univers med svævende guitarer, ambiente synths og intense vokaler. Udgivelsen markerer et nyt kapitel for medlemmerne efter flere år som musikere i andres projekter. Indsat markdown

Mayclub (DK) – Sun and the Sea / Appletree (Debut Dobbeltsingle) → Lyt her

Aarhusianske Mayclub debuterer med to sange, der introducerer trioens bud på nordisk americana. Sun and the Sea dvæler ved et øjeblik og følelsen af at være alene med noget smukt, mens Appletree handler om at turde lukke et andet menneske ind. Det akustiske og organiske udtryk udspringer af trioens fælles kærlighed til singer songwriter traditionen, americana og jazz. Og der er mere på vej: Mayclubs debutalbum udkommer i starten af 2027. Indsat markdown

AK (DK) – In Relation To (Debut EP) → Lyt her

På debut EP’en In Relation To åbner AK døren til et mørkt og følsomt popunivers om de relationer, der både former, slider og forandrer os. EP’en bevæger sig gennem længsel, afhængighed, udmattelse og vrede, før den lander i erkendelsen af at være kommet ud på den anden side. Musikalsk befinder AK sig i den mørkere ende af elektronisk pop med elementer fra hiphop og R&B, mens stemmen hele vejen står helt centralt. Indsat markdown

Steph (DK) – October 31st (Debut Single) → Lyt her

Det er en debut med en lille krølle. Stephanie Meincke har allerede udgivet en EP, spillet på SPOT Festival og været support for blandt andre Brimheim og Mina Okabe. Men nu genintroducerer hun sig under navnet Steph med October 31st. Her møder soulet indiepop en hudløst ærlig fortælling om en bittersød halloweentradition og om vores trang til at kaste os ind i relationer, selvom vi ved, at vi risikerer at blive brændt. Indsat markdown

Libre (DK) – Supernatural (Single) → Lyt her

En bandweekend i Manchester med fjerdedivisionsfodbold, koncerter, dunkle pubs og lokale Mancunians blev startskuddet til Libres nye single Supernatural. Sangen handler om kunsten at stå fast i en verden, der bliver mere og mere kompleks. Den københavnske trio holder fast i deres postpunkånd, men skruer denne gang op for energien og viser en mere rocket side af deres lyd. Indsat markdown

Gry (DK) – Alt Er Brudstykker (Album) → Lyt her

Hvad sker der, når ens forældre bliver skilt, efter man selv er blevet voksen? Det er omdrejningspunktet på Alt Er Brudstykker, Grys første udgivelse på dansk. Albummet består af brudstykker fra den samme erfaring og bevæger sig gennem sorgen, loyaliteten, skylden og forsøget på at finde sin plads i en familie, der stadig eksisterer, men ikke længere hænger sammen på samme måde. Det danske sprog gør fortællingerne dagbogsagtige og helt konkrete. Indsat markdown

Christina Strandholdt (DK) – Solen hænger Lavt I Dag ft. Slagger Lund (Single) → Lyt her

Fra sin studieskurvogn i et parcelhuskvarter på Djursland retter Christina Strandholdt blikket mod næstekærligheden og det moderne voksenliv. Solen hænger Lavt I Dag er en del af hendes kommende tredje indiealbum Næste(n) kærlig, hvor bristede drømme, hverdag, nyhedsstrømme og kampen om vores opmærksomhed bliver mødt med mere humor og mildhed end på hendes tidligere udgivelser. Sangene beskriver hun selv som små, syngende postkort til mennesker omkring hende. Indsat markdown

Anberose (DK) – Trial Of Memory (Single) → Lyt her

På Trial Of Memory undersøger Anberose den mærkelige afstand, der kan opstå mellem os selv og vores egne minder. Hjem er ikke nødvendigvis et fysisk sted, men en følelse, der langsomt kan glide ud af rækkevidde. Gentagelser og bevægelse driver den atmosfæriske alternative sang frem og understreger følelsen af at være på vej væk uden helt at vide hvorhen. Singlen er samtidig første udspil fra Anberoses kommende album.

Om Ugens udgivelser

Med Ugens udgivelser vil vi gerne være talerør for vækstlaget og give plads til ny musik, debutanter og artister, der fortjener flere ører. Derfor samler vi hver uge nogle af de nye udgivelser, der er landet i vores indbakke.

Vi modtager ofte lange pressetekster sammen med musikken. Her bruger vi ChatGPT til at hjælpe med at forkorte og strukturere teksterne, så de passer til formatet i Ugens udgivelser. Det er stadig os på redaktionen, der lytter til musikken, vælger udgivelserne og står for det endelige indhold.

Vil du følge med i musikken, samler vi løbende numrene fra Ugens udgivelser på vores Spotify playliste.

Har du selv udgivet ny musik, som du synes, vi skal høre? Så send den og dit pressemateriale til emil@bandsoftomorrow.com.

Og har du lyst til selv at være med? Bands of Tomorrow er et frivilligt fællesskab, og vi er altid på udkig efter flere, der har lyst til at skrive om musik, fotografere, lave interviews eller på anden måde være en del af redaktionen. Skriv til katrine@bandsoftomorrow.com.

Allerede opvarmningen gjorde det klart, at det ikke skulle være en helt normal koncert. Store
gonger, klokker og en spirituel stemning fyldte Poolen, inden CA7RIEL & Paco Amoroso
overhovedet var kommet på scenen.

Det hele udspringer fra duoens nyeste album FREE SPIRITS, der er bygget op omkring det fiktive
holistiske retreat “FREE SPIRITS Center”. Her bliver selvudvikling, wellness og forskellige former
for terapi trukket helt ud i det absurde. Denne aften var det os, der skulle behandles. Step by step
blev vi guidet længere ind i deres univers, få pulsen op, giv slip og bliv til sidst en free spirit.
Pulsen kom i hvert fald op.

CA7RIEL & Paco Amoroso havde fra starten et udsolgt Poolen i deres hule hænder. Sprogbarrieren
var ikke til at finde. Folk sang med, hoppede og dansede, som om vi befandt os i Argentina og ikke
på Refshaleøen. Det var duoens tredje besøg i Danmark efter Roskilde Festival og Amager Bio i
2025, og kærligheden var tydeligvis kun blevet større.

Der var ingen kæmpe visuel baggrund eller et sceneshow, der forsøgte at stjæle opmærksomheden.
Bare CA7RIEL, Paco Amoroso og et vanvittigt velspillende band, der underholdt i 90 minutter. Og
det var mere end rigeligt. De to er simpelthen for sjove. Uforudsigelige, seksuelle og til tider
fuldstændig absurde. Det ene øjeblik befandt man sig i et spirituelt wellnesscenter, det næste blev
der sunget “Pussy so great I want to die”.

Genrekaos på den helt rigtige måde. Det samme uforudsigelige element findes i deres musik. House, elektronisk, rock, pop, latino og techno. Nogle gange føltes det, som om alle genrer skulle have lov til at komme med. Men det
fungerede underligt godt i deres bizarre univers.

Bandet var en kæmpe del af det. Bongotrommer, normale trommer, klaver og bas gav musikken en
helt anden tyngde live, og da guitaren kom frem, blev der pludselig skruet helt op for rockenergien.
CA7RIEL greb endda selv guitaren flere gange og viste, at der bag alt det bizarre og humoristiske
også gemmer sig to ekstremt dygtige musikere og en kærlighed til ”ROCK” livsstilen.

På en eller anden måde fik de genrekaosset til at hænge sammen. Man kunne gå fra elektroniske
beats og techno til tunge trommer, guitar og latinamerikanske rytmer på få minutter, uden at
koncerten mistede sin retning. Tværtimod blev det uforudsigelige hele pointen. Man vidste aldrig
helt, hvad næste nummer ville bringe.

Og selvfølgelig skulle koncerten heller ikke slutte normalt.

Musikken fortsatte, mens crewet begyndte at rydde scenen. Instrumenterne forsvandt ét efter ét,
fotograferne fik deres sidste billeder, og CA7RIEL og Paco var selv væk. Alligevel blev publikum
stående og dansede videre, som om ingen helt havde accepteret, at behandlingen var færdig. Til
sidst blev Poolen tømt, men musikken fortsatte udenfor. Folk dansede videre på Refshaleøen, og på
en eller anden måde gav den mærkelige afslutning pludselig mening.

2.500 mennesker var blevet sendt ind til behandling.

Ud kom 2.500 free spirits.

Der er især debuterne, der fylder i denne uges Ugens udgivelser. Better Life går direkte efter det brutale, YOAN samler deres støjrock på første EP, mens Wynd tager os med til Odsherreds kyster på en firespors kassettebåndoptager. Og så er der også debutudspil fra Lips Glued, YASMIN KAÏNA og BJERGE. Indsat markdown

Men vi kommer også videre omkring. Sasha Adrian skriver om sorgen ved at miste et venskab, Arto vender tilbage til sine elektroniske rødder, og Polite tager hul på efteråret med en sang skrevet midt i juni. Ni nye udgivelser er klar.

Better Life (DK) – Shy (Debut Single) → Lyt her

Better Life tager et markant skridt fra eksperimenterende rock og direkte ind i det brutale på debutsinglen Shy. Dissonante, nedstemte guitarer, rastløse trommer og screams danner rammen om en sang om at føle sig fortabt i nye relationer og holde sine egne tanker tilbage. Shy er samtidig første smagsprøve på bandets selvbetitlede debutalbum, der udkommer gennem Over The Under og Happy Metal Records i februar 2027. Indsat markdown

YOAN (DK) – Step Into the Light (Debut EP) → Lyt her

Smadderbas, larmeguitar, drivende trommer og en vokal, der kan følge med. Aalborgensiske YOAN samler på debut EP’en Step Into the Light den støjrocklyd, de har udviklet siden 2024 i miljøet omkring Aalborg Musikforening. De fem egenproducerede sange bevæger sig mellem punk og metal, mens teksterne går fra frustration, ensomhed og rastløshed mod konfrontationen med ens eget mørke og en vej ud på den anden side. Indsat markdown

Wynd (DK) – The Shores (Debut EP) → Lyt her

På The Shores vender Morten Larsen, aka Wynd, tilbage til Odsherred og den nostalgi og længsel, der følger med. EP’en er optaget på en gammel firespors kassettebåndoptager og bygger et analogt indie folk univers af blandt andet mundharmonika, mandolin, lapsteel, guitar og violin. Demoerne har allerede fundet hundredtusindvis af lyttere på Instagram, og nu står Wynd med sit første samlede værk. Vi har også haft The Shores under kærlig behandling på Bands of Tomorrow, hvor EP’en er blevet anmeldt i denne uge. Indsat markdown

Lips Glued (DK) – A Case Of Racing Heart (Debut Album) → Lyt her

Skam, ækelhed, usunde tankemønstre og beskidt opvask i netstrømper. Der er plads til lidt af hvert på A Case Of Racing Heart, debutalbummet fra den københavnske alt pop trio Lips Glued. Mathi Egholt, Benjamin Draad og Anders Skadhede har sammen med producer Anders Boll skabt et album, hvor poptendenser møder det, bandet selv beskriver som hverdagshorror. A Case Of Racing Heart har også været forbi Bands of Tomorrow i denne uge, hvor vi har anmeldt debutalbummet. Indsat markdown

YASMIN KAÏNA (DK/MA) – BITTERSWEET (Debut EP) → Lyt her

Kærlighed kan godt være sød og bitter på samme tid. Det er udgangspunktet for dansk marokkanske YASMIN KAÏNAs første EP BITTERSWEET, der bevæger sig gennem kærlighed, hjertesorg og det svære i at savne nogen, man samtidig ved, man skal give slip på. R&B møder afro pop og spansk guitar på en EP, hvor inspirationerne også trækker tråde til både hendes marokkanske rødder og en periode af hendes liv i Barcelona. Indsat markdown

BJERGE (DK) – BJERGE (Debut EP) → Lyt her

William Braüner Bjerge samler sine første udgivelser på den selvbetitlede debut EP BJERGE. Fire dansksprogede indiepopnumre om kærlighed, relationer, selvtvivl og det at turde lukke et andet menneske ind. Klaver, elguitar, trommer, synths og elektronisk bas danner et til tider melankolsk og rocket univers, og de tre tidligere singler får på EP’en selskab af det nye fokusnummer Liljerne. Indsat markdown

Sasha Adrian (DK) – Punch (Single) → Lyt her

Hvordan mister man egentlig en ven, man har kendt i mere end ti år? På Punch skriver Sasha Adrian om en form for hjertesorg, der ikke altid er lige nem at sætte ord på: når et gammelt venskab langsomt forsvinder. Den guitardrevne sang blev skrevet alene på et hostel i Glasgow og tager afsæt i den tvivl og sorg, der følger med at vokse fra hinanden. Allerede i aften spiller Sasha Adrian support for Vilma Crow, og 1. oktober kan hun opleves som headliner på Stengade i København. Samtidig lover hun mere ny musik i 2027. Indsat markdown

Arto (DK) – ID. DI. (EP) → Lyt her

Efter flere år som producer for blandt andre Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Drew Sycamore vender Arto Eriksen tilbage til sine elektroniske rødder. På ID. DI. forlader han popproduktionen til fordel for house, dub techno og acid, skabt med blandt andet Juno, TB 303, MPC og Space Echo under et isoleret studieophold i den jyske natur. EP’en markerer samtidig starten på hans nye elektroniske label Bad Deal Records, der allerede har signet fire artister og fortsat tager imod demoer. Indsat markdown

Polite (DK) – June Blue (Single) → Lyt her

June Blue blev skrevet på Polites soveværelse i sommeren 2024, mens en vigtig relation var ved at gå tabt, og hun selv kæmpede med følelsen af ikke rigtig at kunne føle noget. Resultatet er en drømmende sang, hvor uro og optimisme får lov til at eksistere side om side. Singlen peger samtidig frem mod debutalbummet Miracles & Wonders, der udkommer 23. oktober. Det fejrer Polite med headlinershows på Loppen i København 5. november og Phono i Aarhus 6. november.

Om Ugens udgivelser

Med Ugens udgivelser vil vi gerne være talerør for vækstlaget og give plads til ny musik, debutanter og artister, der fortjener flere ører. Derfor samler vi hver uge nogle af de nye udgivelser, der er landet i vores indbakke.

Vi modtager ofte lange pressetekster sammen med musikken. Her bruger vi ChatGPT til at hjælpe med at forkorte og strukturere teksterne, så de passer til formatet i Ugens udgivelser. Det er stadig os på redaktionen, der lytter til musikken, vælger udgivelserne og står for det endelige indhold.

Vil du følge med i musikken, samler vi løbende numrene fra Ugens udgivelser på vores Spotify playliste.

Har du selv udgivet ny musik, som du synes, vi skal høre? Så send den og dit pressemateriale til emil@bandsoftomorrow.com.

Og har du lyst til selv at være med? Bands of Tomorrow er et frivilligt fællesskab, og vi er altid på udkig efter flere, der har lyst til at skrive om musik, fotografere, lave interviews eller på anden måde være en del af redaktionen. Skriv til katrine@bandsoftomorrow.com.

Lips Glued leverer en forfriskende debutplade, der balancerer de store følelser med distinkt og unik skønsang, kombineret med et særpræget og nervepirrende udtryk.

Med Lips Glueds første plade skaber de et rum, hvor der også bliver plads til alle de grimme og smukke sider af mennesket, som vi alle sammen er i stand til at bære. Debutalbummet rummer dybe følelser af intensitet, ubehag og store eksistentielle spørgsmål. Musikken bærer masser af krop og sjæl og beretter om noget dybt autentisk og utroligt menneskeligt.

Det er dog langt fra kun mørket, der fylder, fordi pladens udtryk bliver balanceret af et utroligt smukt og velskabt lydbillede og en utroligt behagelig og veludført instrumentaldel.

Albummet pendulerer samtidigt mellem et udtryk, der kan svinge fra ultraseriøst og dystert, men samtidig virke legesygt og dristigt. Pladen bærer tydelige inspirationer fra succesfulde eksperimenterende danske acts som både When Saints Go Machine og Blau Blume, men udført med ny forfriskende energi. Hjemsøgende og sjælerystende vokal.

Som så mange andre debutplader og plader generelt centreres indholdet meget efter de samme temaer og æstetikker. Her udmærker bandet sig ved at præsentere en lyd, som de fra starten virker yderst komfortable i, på trods af hvor meget deres lyd træder ud fra normen. Særligt på sangen Trophy Talk viser de for alvor, hvad de er i stand til, samtidigt med at de får skabt et yderst dansevenligt nummer.

Pladen udforsker mange hårde og tunge tematikker som skam, ækelhed og usunde tankemønstre for at kunne føle sig smuk på den anden side. Lips Glued tøjler dog alle disse store tematikker yndefuldt ved at iklæde det en stor mængde tankevækkende refleksioner. Dette udtryk fyldestgør de med sangtekster, der sommetider opnår både filosofisk og til tider seksuel karakter. Had a Great Day er et glimrende eksempel på, hvordan de leger med både deres helt unikke soniske udtryk, kombineret med deres egen helt personlige sangstil og spændende tekstunivers.

I lydbilledet skaber de en smagfuld orkestrering, der kombinerer elektroniske elementer med analoge instrumenter i en yndefuld og sprød mixing og mastering. I virkeligheden en ret stærk produktion, der bærer en stor mængde dristige kreativitet. Helt klart et originalt og forfriskende lyt, der udmærker sig i mængden. Albummet er produceret af den danske producer Anders Boll, som tidligere har arbejdet sammen med bands som Lowly og Rigmor.

Der er rigeligt med plads og ånderum i den meget omhyggelige produktion. Det er en tålmodig plade, der hviler i sit eget yderst særprægede udtryk. Den er yderst delikat, med masser af plads til fordybelse, med mange detaljer og et distinkt tekstunivers, der kalder på skærpet opmærksomhed og flere genlyt og gennemlytninger.

Kort sagt: Albummet rummer et meget og unikt udtryk, som vil fange den lytter, der leder efter noget nyt, originalt og anderledes. Samtidig er det en meget inspirerende særpræget lyd, som den almene lytter muligvis vil finde en kende for speciel og udfordrende. Denne plade er i sandhed til de kunstneriske musiknørder, som hungrer efter nye nuancer i det danske musiklandskab.

Efter syv år i London og Los Angeles er Morten Larsen vendt hjem til Odsherreds kyster. Ikke med
store armbevægelser, men med en gammel kassettebåndoptager.

De fleste har en gammel kasse med minder gemt på loftet. Fotografier, breve og andre små rester af
et liv, man for længst har lagt bag sig, men ikke helt kan slippe. Lidt støvet, lidt slidt og fyldt med
minder, man ikke helt kan slippe. Det er den stemning, der gennemsyrer Wynds debut-EP The
Shores.

Bag navnet Wynd står Morten Larsen, der efter flere år som producer, musiker og sangskriver i
London og Los Angeles – blandt andet for Skepta, Rema og Headie One – nu træder frem som
soloartist.

Men hvor producerrollen ofte handler om at forme andre menneskers lyd, er The Shores bygget op
omkring det intime og uperfekte. Larsen har nemlig optaget EP’en på en gammel firespors Tascam-
kassettebåndoptager ved kysterne omkring Odsherred. En analog lyd der giver guitarerne en let
ruhed, mens harmonika, violin og mandolin føjer et varmt, hjemligt skær til det akustiske folk-
univers. Sammen med Larsens bløde vokal og smukke falset skaber det en drømmende og
sørgmodig lyd, der giver associationer til Phoebe Bridgers og Big Thief, men som først og
fremmest har sin egen støvede, danske hjemstavnsstemning.

Og selv om musikken er dybt forankret i Odsherred, virker den til at appellere til et internationalt
publikum, bl.a. de amerikanske medier Ones To Watch og The Luna Collective, eller hvis man
kaster et blik på kommentarsporene under Wynds opslag på sociale medier. Måske fordi der er
noget tiltalende ved hele DIY-æstetikken: En påmindelse om, at man ikke behøver et stort studie
eller dyrt udstyr for at skabe noget personligt. Eller måske fordi det bare lyder super godt.
The Shores er et forsøg på at skrue ned for alt det ydre og undersøge det, der bliver tilbage, når man
kun har sine egne minder, sin guitar og en bunke ting, man aldrig fik sagt.

Titelnummeret The Shores handler om et forhold, der stadig befinder sig i fortællerens bevidsthed,
selvom det for længst er forbi. Hvor havet, der engang bandt dem sammen, nu bliver et billede på
afstanden mellem dem, mens minderne langsomt æder sig ind i nutiden. ”I wanted to write about sailing
Or – any odd thing that she likes – But the words won’t find their way out – I can’t let the sea take her twice”

På Go Back vender fortælleren tilbage til den by, han forlod ti år tidligere. Markerne er blevet til
beton, men ellers føles alt næsten uforandret. Det er en sang om at vende tilbage for at finde ud af,
om man stadig hører til, og opdage, at man måske ikke gør.

Samme længsel går igen på Amelia’s Daughter, hvor fortælleren forestiller sig et telefonopkald til
moderen til en tidligere kæreste og forsøger at formulere alle de ord, han aldrig fik sagt. Et
forestillet liv, hvor Amelias datter var blevet hans kone. Til sidst afsløres det, at telefonopkaldet
aldrig har fundet sted. Han har blot haft samtalen i sit hoved. Det kunne let være blevet et
sentimentalt og klichefyldt greb, men rammer rigtigt, fordi sangen kredser om afstanden mellem det
liv, der blev levet, og det liv, der kunne have været.

”Oh Amelia gives no answer
There’s just silence on the line
Cause I’ve never dialed the number
I wasted too much time”

Wynds musik er dog ikke kun mørk. Half løfter eksempelvis stemningen med livlig lapsteel og
violin. Flere steder løfter sangene sig med smukke flerstemmige harmonier, der klinger af Crosby,
Stills, Nash & Young. Og på Hopeful giver den raslende percussion det ellers skrøbelige udtryk lidt
mere liv. Det er en kontrast, der gør EP’en interessant – og samtidig noget, man godt kunne ønske
sig mere af.

For The Shores kan indimellem blive så konsekvent drømmende og afdæmpet, at sangene flyder lidt
sammen. På en EP fungerer det homogene udtryk fint, hvilket understreges af Houses by the
Coast, der igen trækker EP’en tilbage mod det rolige og understreger, hvor veldefineret Wynds lyd
er. På et kommende album kunne man dog ønske sig større lydlige kontraster, så musikken ikke
altid behøver at længes lige så tungt som minderne, den beskriver.

Kort sagt:
The Shores er en overbevisende debut, der viser masser af potentiale for et kommende
fuldlængdealbum. Kassettebåndets støv er ikke bare en æstetisk effekt, men passer naturligt til
sangenes kredsen om fortiden. Sange der føles som minder og små glimt fra et liv, der allerede er
levet, som man har fundet frem fra en gammel kasse og forsigtigt blæser støvet af. Det er analog
indie-folk om det, vi ikke fik sagt, steder, vi ikke længere hører til, og mennesker, der bliver ved
med at leve videre i vores hukommelse.

Hvis du vil opleve Wynd live, optræder de som support for den islandske singer-songwriter Axel
Flóvent på Stengade i København d. 2. november.

Hvis Wynd er noget for dig, skal du tjekke: Hjalte Ross, BRIDGING og Kayak ud.

I det dystre sceneri af den Københavnske venue Basement, brød ny stjerne frem fra mørket, da den unge multimusiker Xenia spillede sin første headliner koncert i weekenden. Helt udsolgt. og helt uden support.

Til daglig studerer 21-årige Xenia Englert på Rytmisk Musikkonservatorium i København, og har sideløbende opbygget sit eget lille univers på TikTok. Her deler hun lystigt ud af sin proces derhjemmefra i bedste “bedroom pop” stil, med covers, teasende demoer og i sidste ende sine færdige udgivelser – Som hendes f.eks. hendes seneste EP “Daggry” der blev udgivet i slutningen af august – som sidste optakt til hendes første headliner koncert her midt i september. Hendes musik kan bedst beskrives som en eksperimenterende kombination af elektronisk pop og klassisk kormusik. Sidstnævnte noget hun haft med sin i opvækst og en essentiel del af hendes inspiration. Tekstuniverset rummer både personlige refleksioner over livet som kærligheden og usikkerheder, samt livlige historiefortællinger. Alt sammen sunget i en unik vokal der sjældent er hørt på dansk.

Da klokken så ramte omkring de 20.00 bredte sig de første beats fra hendes band bestående af Justus Nørskov og Arn Holland, inden hun selv – på den lille intime scene – lod sine vokaler bryde sig igennem mørket.

Åbningsnummeret “Rul Med En Terning” blev med sin første linjer a la. “Du står i solen, indtil du står i skyggen…” en passende startskud af det tilhørende lysshow. Her forvandlede lamperne hende skiftevis fra til en silhuet i skyggen, over til en belysning af hendes 2 kor sangere som akkompagneret hende på scenen undervejs. Kort efter kunne hun så byde velkommen – Tydeligt overvældet over det tiljublende publikum.

Settet fortsatte med “de niver mig“-interluden, hvor belysningen lyste rummet op i forskellige farver som den lille scene i grøn og den stilladsagtige balkon i blå. Det blev overgangen til de resterende medlemmer af koret der nu talte 6 personer, og nu påbegyndte “Mens Du Sover”. En særprægen melankolsk og himmelsk lydende sang som måske kunne lede tankerne hen ad artister som Caroline Polachek. Sangen er åbningsnummeret på Daggry-EP’en, og er gået hen og blevet en af Xenias mest populære sange – ikke mindst takket været TikTok-platformen – Hvilket også kunne mærkes af mængden af telefoner som blev fundet frem for at optage.

Det melankolske og himmelske blev i næsten glidende transition skiftet ud til et mere klubbet beat igen til “Jeg Vil Trække Vejret” men stadig med koret i fokus. Hvilket Xenia også gjorde plads til en hyldest af til slut. Det var en speciel oplevelse hvor jeg ikke mindes at have oplevet sådan en kombination før. Selv blandt publikum kunne man både spotte folk som enten forsigtigt prøvede at danse med til beatet eller nikkede anerkendende som et par veninder der med armen om hinanden med lukkede øjne bare stod og tog det hele ind.

Selve lysshowet kunne dog til tider også virke en kende for overvældende blandt folk som måtte kigge væk eller flytte sig en smule rundt, for at undgå det skiftende spotlight fra lamperne mellem sangene. Setuppet var der tydeligvis nogle ambitiøse tanker bag, ikke mindst valget af netop Basement som hendes første headliner koncert. Stedet der fungerer som en undergrundsplatform for de mere alternative og eksperimenterende kunstformer, blev på mange måder et godt match for Xenias projekt og en fin mulighed for at teste ting af.

I bund og grund blev Basement en balance mellem kontrasterne. Halvejs igennem koncerten præget en mængde nyere sange der komplimenterede mange af hendes tidligere udgivelser utroligt godt. F.eks hendes mest danceable og klubbet hit “Til Næste Vinter” blev stærkt fulgt up af en urpremieren på en den helt nye “Trækker Kulden Ned” der må siges at være potentiale til næste single og mere i det mainstream pop.

Derefter trak hun det helt ned; “Okay, er i klar til en mere stille sang, jeg skrev for 2 år siden?” spurgte hun i ud til publikum og satte sig med Justus, blot belyst af spotlys. “Tror du der findes en en himmel?” blev titlen på et af de nok gåsehudsfremkaldende øjeblikke under koncerten, der samlede publikum i en sårbar seance. Også her blev den fint forfulgt af hendes en anden populær single “Alle skal ku lide mig” hvor koret kom tilbage.

Det kunne vidne som en stærk afslutning efter næsten en times performance, men der var alligevel 2 sange tilbage med plads til de sidste overraskelser. Der var nemlig plads til hendes allerførste feature på “Blomstergudinde” hvor den tidligere Karrierekanonen 2024-udvalgte Cano gjorde sit besyv med og gæstede hende på scenen undervejs. Trods en kort pause fra musikken, var det betryggende nu at kunne få lov til at opleve ham med hans sarte lyse vokal – Et perfekt match til Xenias stemme & elektroniske produktion.

Den endelige afslutning kom ved “Spejl”. En af hendes mest livlige historiefortællinger der med alt sin ængstlighed synger “Hov ups, nu står jeg foran dit hus // jeg vil ind, for jeg vil have en bid til // af din hud // jeg vil have den nu /// Jeg savner at smage dig // Så jeg kravler ind af din vindue // I din stue //”. Det kunne lyde som en thriller der med sin sidste kor-del bliver bygget op til et sidste klimaks og en guddommelig afsked.

Kort sagt: Med sit unikke kombination af “klubbet kormusik” fik publikum muligheden for at spejle sig i et helt nyt talent af en nyere generation på den danske musikscene. En generation der efterhånden også snart kan betegnes som en dediceret bølge af talenter med baggrund i traditionsrige MGP – som set med navne som Annika, Mille og Friða Saiya,

Sammen med Mazzy Star, The Marías og Cigarettes After Sex er Slow Pulp et af de indie-bands, hvis musik har soundtracket de fleste hipsteres lagengymnastik. Den drømmende lyd og ømme tekster på numre som Falling apart og Idaho fra debutalbummet Moveys, gør plads til, at den indadvendte Slowdive-fan og lokale Clairo-Pinterest-lover kan mødes i midten af venndiagrammet over soveværelses-playlister.

Gruppens debut var en smule rodet hvad angår energi, hvor bandet tilsyneladende havde svært ved at navigere mellem deres indierødder fra tidligere EP’er og indflydelsen fra tourné-partneren Alex G. På deres opfølgende album Yard legede de med en mere punchy lyd på numrene Cramps og Worm, men kunne stadig ikke abstrahere fra at lege folkstjerner på Carina Phone 1000 og Broadview.

Derfor glædede det mig da kvartetten i juni måned smed førstesinglen, Better Man; et storlandent, energifyldt nummer, der lader forsanger Emily Massey skråle lungerne i stykker over hjertevridende tekster: ”’Cause I can hurt myself again/As I fade away from everything/And I hear a voice that’s telling me to leave”. Nummeret er egentlig ret simpelt i struktur, men indebærer en medrivende opbygning af akkordhøvleri, der efterlader en hungrende efter mere som det korte nummer ringer ud.

Når man trykker på albummets playknap mødes man ikke af samme brusende indtryk, men derimod det inderlige Yellow and green, der dog formår at være en blid og velkomponeret indkøring til pladen. Klingende guitarmelodier blinker følsomt i baggrunden, mens Massey synger om en flamme mistet. Reflekterende, bliver jeg’et gennem sangen ældre, men insisterer på at ”I know I would never forget about you now”.

Gruppens mest følsomme moment indfinder sig under singlen Not For Nothing, en klaversjæler der går lige i brystet frem for i fødderne som titelnummeret Melodie, der attitudefuldt rusker op i pladen. Mens både pladens titel og albumcover kunne stikke dybere, sætter jeg pris på, at gruppen har forsøgt at larme lidt mere, eksempelvis under Entertainer, der ser et forudsigeligt, men gribende omkvæd af forvrængning og andenstemmer. Alex Leeds’ bas er aldente, med tydeligt bid på Red Car, men her falder gruppens tekstmæssige kvalitet, og giver referencer til Queens cringeworthy I’m In Love With My Car.

Måske taler mit dreampop-hjerte for meget her, men selv med de drømmende vokaler og fuzzede guitar på Like Me, mangler jeg min kvote af støj som gruppen fremviste på Big Day EP’en fra 2019. Her blev æteriske vokaler udpenslet som akvarel og på High skreg guitarerne højere end de siden har gjort. Stilistisk giver det dog rigtig god mening at danske Snuggle er valgt som opvarmning på album-tournéen, for These Days fra den nye plade lyder som noget der kunne indgå i en Goodbyehouse Deluxe Edition.

Det samme kan til dels siges om singlen Spill, der introducerer slackerrockede trommer fra Teddy Mathews over forsangerens fine vokal. Med Spill og de afsluttende to numre fortsætter Slow Pulp i det intime univers, hvor de kunne have endt på et højdepunkt. Mens Slip Away bliver for singer-songwriter til mig, er Up To You velkomponeret, selv om jeg havde håbet på en Better man nummer to mod albummets slut. Som jeg lyttede til albummet, kom jeg flere gange til at sætte det på repeat. Trods min fejl må det siges, at pladens start og slut virkelig flyder skønt sammen, hvilket det ikke havde gjort, havde det sluttet på maks.

Kort sagt: Mens jeg havde ønsket en intens og kompakt albumoplevelse, består Melodie som en indieplade der kan høres flere gange i streg, og når gruppen læner sig ind i de storladne øjeblikke, topper numrene over deres bedste. Forhåbentligt vil de dog på deres fjerde album turde gå støj-planken ud, som jeg ved de kan.

Hvis Slow Pulp er noget for dig, skal du tjekke Rocket, Yndling og Kayak ud.

Som efteråret begynder at melde sig, er københavnske Vega for alvor blevet åbnet op igen til en ny sæson denne måned. Her kunne det danske trio Kayak nu krydse Store Vega af listen og inviterer til en intim fredag aften i indie-poppens tegn.

Jeg har personligt kun oplevet dem tidligere i festival format – som f.eks. en på Roskilde Festival i år – Så forventningerne over at se dem indtræde Vegas ikoniske scene var store. De blev ikke mindst forstærket efter et spændende valg af support, med singer-songwriter og producer Morten Larsen aka. Wynd, der indtog scenen med sit guitarist. Her stod det først og fremmest på et skud indie-folk på engelsk, som på kreativ vis blev kombineret med moderne teknik som f.eks. brugen af lap steel. Det skabte en atmosfærisk oplevelse der fyldte hele Store Vega ud – Især da mundharmonikaen kom i brug under “The Shores” – der også er titelsangen fra en kommende EP, der er værd at holde øje med.

Atmosfæren i Store Vega generelt igennem den aften er i den grad værd at fremhæve. Må sige det er en længe siden jeg har oplevet så lyttende og respekfuldt publikum, der i en tid med tendens til snak, virkelig var en befriende oplevelse. Ligeså befriende da forsangeren Eva Berghamar brød stilheden og mørket med sin entre alene og lagde ud med to nye følsomme sange “Krystaller” og “Rygrad“. Langsomt undervejs blev hun akkompagneret af de resterende bandmedlemmer Carl Magnus på guitar og Albert Odgaard på keys samt deres ekstra live-konstellation med Elvira Hebel på bas og Thomas Axelsen på Trommer.

Samlet udgør de en stærk kvintet der har fundet et godt sammenspil og løfter deres sange til det bedste som live-band.

“Tak for at være her, det så sindsygt” udbrød Eva kort i en nervøs lille introduktions speak efter at spillet de første sange. Overvældet og glad. Der var smil over hele bandet, hvilket forståeligt nok giver mening når man tænker de blot med få år på bagen, nu kan sige de har headlinet på et af landets største scener.

Men trods scenens størrelse formåede de alligevel at skabe en intim stemning, fyldt med dem inderlighed som deres tekstsuniverser rummer. Som i åbningsnummeret “Smykker” på deres EP “Ind i Solen”, bød på en indre vred fællessang fra et engageret publikum, der gladeligt sang med på linjerne “Jeg har lyst til at dø!”

Igennem koncerten forløb det hele i en konstant balance af det helt akustiske med Evas isolerede vokaler til en opbygning af intensitet fra bandet med den ene vilde solo til den anden. I et sødt lille moment kom Eva endda til at vælge forkert guitar til en af sangene – hvilket hurtig pointeret af Carl Magnus – og hun kækt svarede: “Det også så hårdt at have så mange guitarer!” Der udløste latter blandt publikum.

Det blev en koncert der rummede alle følelser, fra grin og glade smil, til de mere sørgmodige af slagsen. Tårer blev der ihvertfald plads til et af koncertens nok stærkeste øjeblikke under “Svært ikke at forsvinde” – der omhandler at blive opslugt og miste sig selv i en nær relation. Evas isolerede vokaler rammer nærmest en dybt ind i hjertet som den bliver bygget op med intensitet fra bandet og efterlod en med gåsehud.

Som altid gemmer man de største hits ⁸til sidst, her først i form af “Stories“, der med sin baggrund som “P3’s uundgåelige” kunne få hele Store Vega til at skråle med. Det blev et klimaks som sluttede med et brag – Bogstaveligt. Da formentlig en teknisk fejl gav en høj tone som efterlod bandet lidt forvirret og publikum ligeså.

Ligesom man kunne tro det værste, kunne Eva dog berolige med fejlen blev rettet og de nu kunne rette fokus mod det sidste sang. Her levede de med Titelnummeret fra deres seneste EP “Ind i Solen” en energisk afslutning på aften fyldt med inderlighed og et slag tamburin til allersidst