Bluegrass er ikke umiddelbart en genre vi danskere er velbevandret i, men det er præcis hvad This Is Lorelei serverer på sit nyeste udspil, The Singer In my Band.

Er du til hjemmeproduceret indie fra Alex G, MJ Lenderman, Adrienne Lenker og Chanel Beads, bør du straks tilføje den brooklynbaserede Nate Amos aka. This Is Lorelei til dit arsenal. Selv om navnet klinger af tyske havfruer, er de nyere udgivelser præget af den amerikanske bluegrass- og countrymusik. På Box for Buddy, Box for Star (2024) kunne denne lyd især høres på titelnummeret og I’m All Fucked Up, hvor den på The Singer In my Band særligt skinner igennem på det længslende single Billy Came Back såvel som dette albums titelnummer, der inkoorpererer banjo og en tydelig walking-bas.

Amos har længe lavet musik under pseudonymet This Is Lorelei, hvor han allerede i de tidligere 10’ere begyndte at lave eksperimentel indie. Mens hans mixtapes fra denne tid overskygges af de seneste albumudgivelser og samarbejdet Water From Your Eyes med musiker Rachel Brown, er der meget guld at hente fra denne tid. Særligt mixtapet Did You Dream It or Did You See It In A Photograph (2016) introducerede alt-rock-nummeret Like, efterfulgt af Cool Roof, der ved hjælp af samplingteknikker og pitchshifting skabte et grænsesøgende og drømmende indienummer. Jeg slås bagover ved tanken om, at auteurens debut-mixtape This Is This Is Lorelei udkom i 2012, for flere af lydene kunne lige så godt komme fra en cafégængers wired earbuds på Vesterbro i dag. 

Jeg må da også erkende, at flere af mine yndlingsnumre fra den nyeste plade er de hvor country og bluegrass lægger i baggrunden til fordel for eksperimentel indie og støjelementer, hvilket eksempel gør sig gældende på The Kid With The Crown, hvis hylende guitar langt overhaler den næsten karikerede grass-guitar på det efterfølgende And I Havn’t Seen My Love in Quite a While. Dette valg overskygger desværre de ellers gennemgribende tekster:

”Pain it knows no time, but I couldn’t find the line without it either way”.

Pladens højdepunkt er uden meget diskussion andensinglen ”Oh No Now My; et tungt og opbyggende nummer, hvis tekster går ud til Joey – en selvsaboterende person Amos tydeligt holder af:

”When the past comes back, you’re gonna go mad, and Joey, I wish you wouldn’t mess around like that. If the kid comes out, I’m kicking your crutch ’cause Joey, I don’t wanna let you miss so much.”

Nummeret mister dog effekt når det opfølges af det lalleglade Watching Heaven Fall. Mens jeg ikke har været pjattet med de udprægede countrynumre, beviser Amos på Hey Sarah Is It Gonna Rain Forever at han sagtens kan navigere mellemtingen. Sangen ledes af et medrivende riff, strygere og en pulserende stortromme, der ikke blot holder tempo, men sikrer en følelsesmæssig nerve.

Musikerens andet album Holo Boy (2025) var en til tider rodet kompilering af ældre Bandcamp-materiale, men tilgengæld var roots-indflydelserne mindre påtrængende – noget jeg savner når jeg lytter til guitarnummeret Nitro fra den nye plade. This Is Lorelei har selvsagt modtaget hæder for sin amerikanalyd, men jeg glædes alligevel ved, at musikeren altid er i bevægelse, og efter udtalelse vil prøve nye grænser på sit kommende udspil. Med tre studiealbum på lidt over to år, skal vi formentlig ikke vente længe på dette nye kapitel.

Kort sagt: Nate Amos er stærkest når han ikke bliver for traditionel, og hvad angår den hjemmeproducerede indie, har The Singer In My Band nogle solide bud når banjoen træder i baggrunden. Pladen vil glæde fans af amerikanske singer-songwriters, og udvide universet for elskere af Water From Your Eyes.

Hvis This Is Lorelei er noget for dig, skal du tjekke GB, Wynd og Smiling ud.

Et boomende billetsalg blandt mange af festivalerne vidnede en stadig stor prioritering af danskernes penge på live oplevelserne, der i år bød på nye kendskaber i form af Nyborgs “Ny(d)borg” og samtidig et farvel til Københavnske Aiasound. Der blev plads til forandring af scenerne rundt omkring, hvor f.eks. Smukfest bød den elektroniske genre velkommen med deres nye tiltag “Ekko”. Ikke mindst blev det stort jubilæumsår hvor bl.a. Rudme Festival på Fyn kunne fejre de 10 år, Vig Festival kunne fejre 30, og Nordjyllands Nibe Festival de 40 år.

Det største jubilæum fandt dog sted på Dyrskuepladsen i Ringe – da traditionen tro – den første weekend i september blev afholdt Midtfyns Festival og i år kunne markere 50 år siden den så dagens lys i 1976.

Fra storhed til fald

Meget er sket siden, som oftest når den bliver omtalt er det med en stor nostalgi blandt mange, da den rummer en enorm mængde historie bag sig. Især storhedstiden omkring 1980’erne og 1990’erne, hvor den spillede en afgørende rolle for den danske musikscene og igennem tre årtier formåede den at favne bredt og få nogle af tidens største internationale kunsterne forbi Ringe. Som en del af en yngre generation nåede jeg personligt aldrig selv at opleve Midtfyns Festival i sin oprindelige version før den ved årtusindeskiftet blev kendetegnet af skiftende ejere og et skuffende billetsalg der i sidste ende betød dens endeligt i 2004.

“Jeg synes det er synd at når man Googler “Midtfyns Festival” er noget det første der kommer frem næsten altid konkursen i 2004 – Det fortjener den ikke. Dens historie fortjener at blive ført videre for hvad den var. Drevet af Ildsjæle og Græsrødder” 

Udtalte festivallederen Sune Vesterlund i sin tale ved ferniseringen af kunstprojektet “Noget at stole på” der på kreativ vis visualiserede 50-års festival historie på malede stole. Det blev en reception der bød på taler de hyldede selve grundtanken om det genopstået Midtfyns Festival og til og med en unik optræden mellem mezzosopran Andrea Pellegrini og Svendborg-bandet Patina som headlinede som på førstedagen fredag.

En legendarisk festival genfødt på ny

Sune har siden 2017, været en af nøglepersonerne der har kæmpet for at bringe hvad der engang var kroejer Peter og Nina Færgemann oprindelige ide videre og tilbage på sporet af historien igen. 2019 blev festivalens officielle Genstart (for at blive i ordene af Patina) og har sammen med en trofast hold af frivillige “Græsrødder og Ildsjæle” fra Faaborg-Midtfyn kommune skabt grobund for et årligt voksende antal publikum som i år kunne passerer de 6300. Det lyder måske langt fra rekordåret med de 69.000 som de opnåede tilbage 1989, men Sune forholder sig optimistisk og har tidligere udtalt sig om en fremtidig ambition på måske omkring 10.000-15.000. Noget en lokalplan med forvaltningen skal op først og en udvikling der selvfølgelig skal ske naturligt.

Lokationen er den samme. Dog er datoen blevet skiftet ud til nu den første weekend i september, hvilke har sine fordele og ulemper. Delvis må de potentielle vejrmæssige usikkerheder der kan komme ved en placering op af efteråret være det største gamble – men alligevel noget Midtfyns har helgarderet sig imod, da alle deres 3 scener + plus det løse er under telte. Ser man på festival kalenderen betyder datoen til gengæld ikke så stor konkurrence blandt de største spillere på markedet. Delvis finder den sted på samtidig med Fanø Vesterland og Danmarks Største Vejfest i Silkeborg (der også kunne fejre jubilæum i år med 10 år på bagen). Samt de to Fynske spillere – Studiestartsfestivalen Generator Festival i Odense og Michael Falchs velgørenhedsfestival NÆR Festival på Langeland. To begge meget populære events med en målgruppe i hver sin ende, hvor Midtfyns i sin historiske DNA ligger perfekt placeret i midten og favner bredt for alle aldre i deres lineup.

Fynsk åbning og lydtæt sønderjysk

Årets lineup for Midtfyns Festival anno 2026 gjorde plads til både de veletablerede artister med mange år på bagen og de nyere spændende artister som den seneste tid har slået igennem.

Traditionsvis blev det et ungt upcoming fynsk talent som fik æren af at åbne selve festivalen officielle dag første dag fredag. Det blev singer-songwriteren Lykke der tidligere på året havde vundet “Årets Håb” ved Den Fynske Musikpris 2026 efter bl.a at havde udgivet sit debutalbum “Et Ulykkeligt Liv” i oktober sidste år. Hun optrådte med sit kvartet af et band og leverede en omgang indiefolk med en imponerede vokal og en vildskab i sin lyrik om ulykkelig kærlighed. Sangen “Bus” hvor hun på smukkeste sang “Håber lidt at du bliver ramt af en langsom bus og bliver hjerneskadet mere end du allerede er” det fik det fynske publikum til at spærre øjnene op i teltet. Så var fredagen skudt i gang.

Oppe på den lille forhøjning af festivalpladsen, der udover at rumme en teressebar fra Midtfyns Bryghus med udsigt til scenen og store farvede bogstaver med “MIDTFYNS”, finder man scenen Tidslommen. Her er der mulighed for at dykke ned i Midtfyns festivalens historie som et mini-museum med avisudklip, programmer, og andre remedier fra samtlige år siden 1976. Denne scene danner ramme for dansegulvet med DJs når de sene nattetimer melder sig på og de mere unikke koncertkoncepter som “Lydtæt” formatet hvor man via Silent Disco hørebøffer kan opleve en unik koncert igennem.

Det blev i år den sønderjyske singer-songwriter Rikke Thomsen fra den lille by Blans som fik æren af dette finurlige koncept der blev til en særdeles underholdende fortælling undervejs. Rørende blev det også da hun i sin fortælling om sin kærlighed til “Back to the Future”, præsenterede sangen “Tebach Te æ Fremti” – omhandlede hendes barndom hvor hun som 12-årig måtte kæmpe med sine forældes skilsmisse – en universelt genkendeligt billede der fremtving tårene blandt publikum. Applausen kunne sagtens høres igennem hørebøfferne og klapperiet ville ingen ende tage under “Corolla ’94” og afslutningsnummeret “Mojn Når Vi Komme (Mojn Når Vi Gæ)” der fik alle til at rejse sig op og gå fuld acapella til det sidste så teltet næsten lettede.

Fra Von Quar til Dizzy Mizz Lizzy

Skiftevis i løbet af festivalens to dage trodsede det trofaste publikum regnvejret frem og tilbage blandt de to store scenetelte “Græsroden” og “Ildsjælden” der skiftevis husede årets hovednavnene. En frisk Sofie1998 lagde ud med lyssluppen energi, måne scenoegrafi og fællessang til nyere hits som “Slår op”, “Marianne og Henrik” og et besøg af 144hz med deres nyeste sang “Høj på livet“. Hitparaderne stod nærmest i kø når artister som Mads Langer, Madsen, Drew Sycamore og Shubidua 2.0 gik på.

For mange af artisterne var Midtfyns Festival et af de allersidste sidste stop på deres festivalturné og dermed en sidste mulighed for at se dem inden det står på en kommende indendørs turné. Saveus var blandt dem der med stort epos leverede en vild performance som fik alle til at hoppe op til skyerne under “Himalaya” og udbryde i spontan acapella til “Vil Du Noget” – Et lovende sidste show før de nu kan se frem mod Royal Arena. En anden publikumsfavorit som efter en hurtig rundspørge var Von Quar, der denne sommer har cementeret deres kultstatus efter at have turneret festivaler rundt med deres såkaldte “hooligan-rock”. “Jeg købte billet med det samme efter jeg så de kom!” nævnte et par unge gutter. Hypen var real og koncerten endte på mange måder som et 4-0 resultat til det 16 personers store hold.

Der var utallige momenter under hver af aftenens headliner lukkere der blev guld værd. Først bød på en hjemmebane til sydfynske Patina. Et veloplagt band med forsangere Søren Baastrup, Mads Skov Hansen og Gregers Møller Jensen der skiftevis på trommer og vokaler til tonerne af sange fra deres seneste album “Uvejr” – ret passende til særligt i år. Der blev danset til hits som “Flammer rammer” og plads til en tur ud blandt publikum da Søren trådte i karakter i tekstuniverset til “Hr. Ingenting”. Fællessang blev der også tid til da Gregers ændrede teksten i omkvædet til “Syg Den Dag” til “Jeg tror jeg var på Midtfyns den dag” til stor fornøjelse. Det gyldne moment indtraf til allersidst under deres nu største hit “Genstart” hvor Mads forlod scenen kort og overraskede dem med nyheden om at sangen var gået Guld – Det skulle fejres!

Den anden fejring bestod af 30-året siden sidst Dizzy Mizz Lizzy stod på Midtfyns Festivalen i 1996 og det blev et comeback til historiebøgerne! Et hovednavn rigtigt mange havde sat næsen op for at opleve og intet mindre en tur i rockhimlen som en eminent afslutning på årets Midtfyns Festival. Generelt kunne det mærkes blandt flere artister at det føltes som en ære i at få lov til at være en del af dens historie, som den unikke konstellation af Dorte Gerlach og Pernille Rosendal der leverede et rent potpourri af gamle sange, nye sange og covers der virkelig passede til Festivalens ånd. Ligeså for Ulige Numre hvis frontperson Carl Emil Petersen endda selv kommenterede på det i et talk-format tidligere på dagen med festivalens leder.

Meget mere end musik på programmet

Talk-formatet mellem Carl Emil Petersen og festivalleder Sune Vesterlund blev kaldt “Diabat” som en hybrid af Dialog og Debat. Her fik publikum fik en mulighed kort inden for den begyndte at være med til udvælgelsen af hvilke spørgsmål der skulle stilles og via en indsamling af ark blev der udvalgt 3 spørgsmål som publikum prioterede højst at få svar på. Det blev en interessant snak om kreativitetsprocesser, sangskrivning og tiden med Ulige Numre. Et event blandt der understegede samtalen omkring musikken er mindst ligeså vigtigt som at opleve den. Derfor har der på Midtfyns Festival udover musik været afholdt kreative workshops fra lokale foreninger, comedy med Thomas Warberg & Simon Tang og en ikonisk omgang “tømmermænds bingo” fra festivalens faste konferencier Martin Bager Wulff – Alt taget i betragtning har det ikke være så ringe endda!

Med en klar kurs mod stjernerne for dem, er Sputnik er en passende titel til Smøgmænds nye album. På titelnummeret fra pladen skråler de ’’Jeg er blevet rumsatellit – Sputnik. Jeg er blevet sølvfarvet lige pludselig’’. Teksterne manifesterer sig i deres påklædning til aftenens koncert på VoxHall i Aarhus, hvor de to Smøgmænd er troppet op i henholdsvis en sølvfarvet bicorne og fez. Deres nylige gennembrud skinner også igennem i scenografien, ved at de har en replica af Sputnik satelitten stående bag dem på scenen. Det rimer glimrende med det nye album, som indeholder noget af deres mest maksimalistiske materiale til dato. 

Generelt har Smøgmænd et veldefineret univers. Med glimt i øjet er deres tekster præget af noget sortkomisk nihilisme og eksistentialisme, mens deres stil og lyd synes at hente inspiration fra analog og gotisk horror, ragerap, beats fra en producer som Wraith9, og de overdådige syntharrangementer, man forbinder med Mike Dean. Mest af alt, kaster deres univers mine tanker tilbage mod tidlige Soundcloud-rap navne som Bones og de resterende Seshollowaterboyz, der spredte ringe i vandet med selvhadende tekster og VHS-emulerende musikvideoer i 2010’ere. Smøgmænds univers bliver nu alligevel til en ny helhed i sammensætningen af deres mange indflydelser, hvor deres skæve tekster er et fremtrædende særtræk.

Som mange af deres indflydelser, er deres musik i liveformat en garant for moshpits og hype, og det er da heller ikke gået forbi publikums næser.

Den maskeklædte rapduo har fået et ry som et af de mest seværdige liveacts på den danske rapscene, specielt ovenpå deres næsten mytegjorte optræden under årets Roskildes First Days. Det ry lever de op til med deres optræden på VoxHall.

I starten af showet er det som om, at der er en usagt afklaring mellem Smøgmænd og publikum om udbuddet og efterspørgslen: Publikum er kommet for at høre bangers, og Smøgmænd har rigeligt af dem.

Med en sådan præmis, ville det dog ikke gøre skade, hvis rapperne var lidt mindre laissez faire i deres crowdkontrol, da det ikke er alle pitkrigere, der er lige bekendte med deres bagkatalog, hvilket gør crowdet en kende ukoordineret. Men samtidigt, er Smøgmændene alt andet end nonchalante på scenen, og de er tydeligvist taknemmelige for deres fans, der desuden har været oppe at tømme merchboden. Koncerten føles som en fest til ære for Smøgmænds nyfundne succes med en mærkbar kærlighedsudveksling mellem rapperne og publikum. Setlisten er også fyldt til bristepunktet med bastunge bangers, men måske det bliver en anelse for meget af det gode til en timelang koncert, selvom luften nu alligevel aldrig helt går af ballonen hos publikum.

Et nummer som ’’Prins Igor’’ kunne dog have lagt godt i midten som pusterum, men den går lidt til spilde, da de vælger at spille den som ekstranummer.

Men det ændrer ikke på, at Smøgmænd leverer en gennemført rapkoncert med et smittende stort engagement, og hvis chancen byder sig for at høre dem, skal man ikke tøve med at købe billet. Specielt ikke, hvis trenden med at deres koncerter bliver udsolgte fortsætter.

Kort fortalt:

Smøgmænd lever op til deres omdømme som et af dansk raps mest seværdige liveacts, og med tiden, er jeg overbevist om at de kun vil blive bedre til de dele af deres show, hvor der er plads til fintuning.

Der var gang i den, da Amager Hardcore-bandet SPLIT indtog et udsolgt Stengade en regnfuld fredag aften på Nørrebro. Allerede fra koncertens begyndelse var det de færreste i publikum, der stod stille. Med opfordringer fra frontmand Benjamin Jeppesen blev der hurtigt åbnet op for både moshpits og stagediving, og publikum blev derfor hurtigt en aktiv del af koncerten.

Undervejs blev der flere gange opfordret til at få mere lys på publikum, så både moshpits og stagedivers blandt andet bedre kunne ses fra scenen.

Benjamin havde en tæt kontakt med publikum, hvor frontmand og publikum nærmest smeltede sammen i koncertens intense energi.

Aftenen bød også på flere gæsteoptrædener. Nick, som normalt står bag kameraet, blev hevet med på scenen til en enkelt sang, inden Neema fra DETHXRONER kom på scenen for at synge Cold Heart, som de to bands har udgivet sammen. Sidst, men ikke mindst, sluttede Andreas Bjulver, kendt som forsanger i Cabal, sig også til festen.

Efter en intens halv time var der ikke meget tvivl om, at der var leveret “Amager Fucking Hardcore” på Nørrebro.

Efter en første dag med regn, bunkere og koncerter til langt ud på natten vågner vi til en noget langsommere lørdag på Høst Møn. Og det passer os egentlig meget godt.

Vi har nemlig fået lov til at sove længe. Ingen bagende sol, der har forvandlet teltet til en sauna fra morgenstunden, men i stedet lyden af legende børn fra campingpladsen. Tempoet er lavt, stemningen er god, og der er ikke rigtig nogen grund til at skynde sig.

Kommunistbrunch og en tur ud i lokalområdet

Inde på festivalpladsen er morgenmadsmulighederne begrænsede, men hyggelige. En lille selvbetjeningsbar byder på kaffe og kanelsnegle, og selvom der lige skal ventes på en ny omgang kaffe, er Julie ret begejstret for konceptet. Tilbage i campen bliver det til det, vi selv døber “kommunistbrunch”, hvor morgenmaden bliver delt lige mellem os.

Der er stadig længe til de koncerter, vi især glæder os til, så vi beslutter os for at forlade festivalen lidt. Heldigvis har vi vores egen lokale guide med. Isabell er vokset op i området og viser os lidt rundt, og vi ender både i et lokalt genbrug, en stor random butik og på en grillbar, hvor en halv grillkylling med pommes frites gør underværker. Derefter går turen i Lidl efter forsyninger til endnu en lang dag, inden vi vender tilbage til Høst Møn.

En meget langsom festivaleftermiddag

Der har faktisk allerede været musik på Høst Møn, mens vi har været på tur i lokalområdet. Mads Mouritz med Skvulp + Glöd spillede klokken 12 og The Tremolo Beer Gut klokken 14, men de mere stille koncerter var ikke lige det, vi var kommet mest for. Vi havde mere lyst til at gå på opdagelse i området og så til gengæld frem til flere af navnene senere på dagen.

Da vi kommer tilbage, er det derfor blevet tid til vores første koncert på dag 2. Klokken 16 finder vi en bænk til Majke Voss. Det er stille og roligt, og imens musikken spiller, kan vi se køkkenet rykke udenfor og begynde at gøre klar til aftenens fællesspisning.

Omkring klokken 17.30 er der blevet meget stille på Høst Møn. Majke Voss er færdig, næste koncert er først senere, og bortset fra forberedelserne til fællesspisningen er der hverken musik eller aktiviteter i gang. Børnene løber rundt på pladsen, mens de voksne kan sidde med en fadøl og lave meget lidt.

Det er hyggeligt. Men måske også lige lovlig roligt.

For det er her, vi opdager, at Høst Møns langsomme tempo nok afhænger ret meget af, hvem man er. Har man børn med, virker det nærmest ideelt. De kan løbe omkring, mens de voksne får lov til at sidde ned et øjeblik. Er man kommet for at blive underholdt konstant, kan halvanden til to timer uden musik eller aktiviteter godt føles lidt langt.

Bliver alle egentlig mætte?

Klokken 18 er der fællesspisning, og Metier står for maden. Der bliver serveret vegetariske retter på store fade ved langborde, og på ét punkt er vi ret enige: Det smager virkelig godt.

Selve spisningen deler til gengæld vandene lidt mere. Når mange mennesker skal dele fade ved lange borde, opstår der nemlig et ret lavpraktisk problem. Maden skal hele vejen ned gennem rækken, og nogle af fadene bliver temmelig tomme undervejs. Pludselig sidder man med mennesker, man ikke kender, og forsøger både at spise aftensmad og vurdere, hvor stor en portion man egentlig kan tillade sig at tage.

Det giver lidt blandede reaktioner hos os. Nogle når ikke helt at blive mætte og må supplere med en del brød. Andre er mere begejstrede for selve idéen, for selvom logistikken omkring mængderne godt kunne justeres, fungerer fællesspisningen virkelig godt som festivalgreb.

Hele festivalen bliver samlet omkring de samme borde. Man falder i snak med mennesker, man ikke kender, møder gamle bekendte, skåler på kryds og tværs, og de frivillige løber frem og tilbage for at få det hele til at fungere.

Imens går solen langsomt ned over vandet. Børnene leger videre på halmballerne, der bliver drukket vin langs bordene, og udsigten til broen på den anden side af vandet bliver badet i solnedgangen. Det er en udsigt, der egentlig har ligget omkring os gennem hele festivalen, men lige her gør den noget særligt ved stedet.

Det er svært ikke at synes, at Høst Møn er lidt magisk på sådan et tidspunkt.

Nu skruer vi op igen

Efter middagen er det tid til SNUGGLE. Det er endnu et af de navne på programmet, som vi fra Bands of Tomorrow har et særligt øje på. Koncerten er allerede blevet dækket særskilt af redaktionen, så den kan du også læse meget mere om her på Bands of Tomorrow.

Julie og Emil tillader sig derfor at trække lidt tilbage, sætte sig godt til rette og bare høre koncerten. Det er også her, en tanke fra dagen før begynder at vende tilbage: Høst Møn har virkelig gang i en spændende booking.

Det bliver kun tydeligere, da Bænch går på. Viktor og Isabell har set dem flere gange før, men for Julie og Emil er det første gang, og vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente. Det viser sig at være en kæmpe positiv overraskelse. De er mega fede live, rocker den og har et virkelig godt flow sammen på scenen. Pludselig er den meget langsomme eftermiddag temmelig langt væk.

Og så kommer Boko Yout.

Boko Yout vælter Høst Møn

Hvis vi skal blive enige om ét fælles musikalsk højdepunkt fra hele Høst Møn, bliver det Boko Yout.

For Isabell er det samtidig et gensyn. Hun så Boko Yout på Roskilde Festival et par år tidligere og havde nærmest glemt, hvor fedt det var, indtil en blåmalet Boko Yout pludselig dukkede op på hendes Instagram igen. Nu står hun foran ham på Høst Møn, og live giver det hele mening igen.

Boko Yout blander punk, indie, rock og elektroniske elementer, men det er især tilstedeværelsen på scenen og kontakten med publikum, der gør koncerten til noget særligt. Der er det karakteristiske tøj, den blå maling og hele det visuelle udtryk, men energien er mindst lige så voldsom som udtrykket.

Publikum følger med. Der bliver crowdsurfet, folk kommer tættere på, og endnu en gang står børn, unge og voksne midt i den samme koncert. Det er vildt og kaotisk, men samtidig med en følelse af, at folk passer på hinanden. Isabell beskriver rummet som et safe space, mens Emil især hæfter sig ved den forbindelse, der opstår mellem Boko Yout og publikum.

Det er en af de koncerter, hvor det føles, som om alle ret hurtigt forstår, hvad de skal være fælles om. Og endnu en gang står vi tilbage med den samme tanke: Hvordan fanden har en festival af den her størrelse fået den her koncert hertil?

Kæmpe cadeau til bookerne.

Vi glemmer lidt at lave vibe check

Efterhånden sker der noget meget passende med vores lydoptagelser: Vi holder stort set op med at lave dem. Ikke fordi der ikke er mere at sige, men fordi vi bliver opslugt af musikken.

Bænch har overrasket, Boko Yout har leveret vores fælles højdepunkt på hele festivalen, og til sidst lukker MIAW ballet med endnu en virkelig stærk koncert med masser af guitarer og elektronik. På det tidspunkt er det blevet sent, og ambitionen om hele tiden at hive telefonen frem og fortælle, hvordan vi har det, er efterhånden forsvundet.

Vi er bare på festival.

Høst Møn, vi ses forhåbentlig igen

Nu er der gået en uge, siden vi pakkede teltene sammen og forlod Masnedø, og vi har stadig Høst Møn lidt i kroppen.

For Høst Møn viste sig at være en fucking fed festival.

Det er selvfølgelig musikken, vi er kommet for, og her ramte bookingen virkelig noget. Fra Angående Mig og School of X på dag 1 til Bænch, Boko Yout og MIAW på dag 2 blev vi flere gange ramt af koncerter, vi enten ikke kendte eller ikke helt vidste, hvad vi skulle forvente os af. Og når Boko Yout kan ende som vores fælles højdepunkt på hele festivalen, siger det også noget om, hvad en lille festival kan, når den tør booke nysgerrigt.

Men det er ikke kun programmet, vi tager med os. Det er også bunkerne, campen, langbordene, børnene, solnedgangen over vandet og fornemmelsen af, at rigtig mange mennesker på pladsen kendte hinanden, men at der stadig var plads til os, der kom udefra.

Høst Møn føltes som en festival lavet af mennesker, der virkelig gerne ville den. Kærlig, lidt skæv, ambitiøs på musikken og samtidig helt nede på jorden.

Vi kommer i hvert fald gerne igen.

Det er en uge siden, Høst Møn løb af stablen, og vi har stadig lidt svært ved at komme os over, hvor fed en weekend det var.

På Høst Møn prøvede Bands of Tomorrow et lidt anderledes festivalformat. I stedet for kun at skrive om koncerterne optog vi undervejs vores umiddelbare tanker, samtaler og reaktioner på det, der skete omkring os. Bands of Tomorrow var afsted med Emil, Julie, Isabell og Viktor, og gennem weekenden lavede vi små lydoptagelser af det, vi oplevede. Koncerterne selvfølgelig, men også menneskene, pladsen, vejret og alle de andre ting, der endte med at forme festivalen.

Det er blevet til vores vibe check fra Høst Møn. Først: fredag.

Høst Møn er ikke på Møn

Man skulle tro, at Høst Møn foregår på Møn. Det gør det ikke. Vi er ankommet til Masnedø lidt uden for Vordingborg på den sydligste del af Sjælland. Viktor får hurtigt leveret den geografiske forklaring: Festivalen blev oprindeligt afholdt på Møn, holdt derefter et års pause og er nu genopstået her. Fair nok. Vi slår teltene op.

Det første indtryk er, at vi er landet et sted, hvor mange allerede kender hinanden. Børn løber rundt, folk hilser på kryds og tværs, og midt i det hele ligger det gamle fort med sine store bunkere, som vi ret hurtigt bliver lidt besatte af.

Da vi bevæger os ind på festivalpladsen for første gang, er der stadig ved at blive gjort klar. Folk går rundt med fadøl, og hele pladsen virker til at være formet efter landskabet og det gamle fort. Et stort hul i jorden med bunkerne nede i bunden, telte placeret i en halvcirkel omkring det og en lille arenaagtig scene. “Det er fandme fint, det her.” Det er det faktisk.

Og solen skinner. Det er værd at nævne, for vi er blevet lovet regn. Meget regn. Indtil videre er der ikke kommet en dråbe.

Cool, nysgerrige ældre mennesker?

Da vi gør os klar til dagens første koncert med Angående Mig, er der kommet mere liv på pladsen. Øllene er landet på bordene, folk står i små grupper og snakker, og igen får vi følelsen af, at alle kender alle. Vi begynder også at kigge lidt på, hvem der egentlig er her. Der er børn, unge, voksne og ret mange, der er noget ældre end det publikum, vi normalt møder, når vi tager ud for at dække upcoming musik.

Vores første analyse er ikke ligefrem sofistikeret: boomer generationen. Men ret hurtigt bliver vi enige om, at det måske snarere er “nogle cool, nysgerrige ældre mennesker.” Høst Møn skriver selv, at man kommer til at opleve bands, man højst sandsynligt ikke kender. Det passer egentlig ret godt til publikum. Folk virker oprigtigt nysgerrige på, hvad der skal ske på scenen, uanset alder.

Fem minutter inden Angående Mig skal begynde, tæller vi cirka fem mennesker i teltet. Så går holdet bag Høst Møn på scenen, byder velkommen, takker de frivillige og skyder festivalen i gang. Det er uhøjtideligt og nærværende og føles meget passende for et sted, hvor alle tilsyneladende kender nogen. Og pludselig er teltet fyldt.

Angående Mig spiller i et mere strippet format, end Julie tidligere har oplevet dem, og det gør koncerten meget intim. Vi står helt tæt på, og rundt omkring os står voksne og synger med, børn lytter koncentreret og unge er blandet ind imellem. “Det var sgu mega lækkert, at de var så tæt på.”

Viktor og Isabell har lavet den egentlige dækning af koncerten, så den lader vi dem om. Men som første møde med musikken på Høst Møn passer det meget godt til det, vi allerede har opdaget om festivalen: Her er tæt.

Så kom regnen

Vi vidste jo godt, at den ville komme. Alligevel når vi at blive en lille smule optimistiske efter flere timer i tørvejr, men senere på eftermiddagen begynder det at regne. Folk søger sammen og ind under teltene, og det viser sig faktisk at være ret perfekt timing. For så går School of X på.

På det tidspunkt er det dagens klare højdepunkt for Emil. Fire mennesker på scenen, men på en eller anden måde fylder de det hele. Scenografien er stor, koncerten føles stor, og fordi regnen har presset alle tættere sammen, bliver oplevelsen kun mere intens. School of X har spillet på Høst Møn før, og det føles som om både band og festival ved, hvad de har med hinanden at gøre. Det uvejr, vi havde frygtet siden ankomsten, ender altså med at gøre koncerten bedre.

En belgisk punkkoncert rammer en nerve

Senere kommer Maria Iskariot, og her ændrer energien sig. Det belgiske punkband er larmende, kaotisk og ekstremt tilstedeværende. Hele bandet bevæger sig på scenen, joker med publikum og skubber hele tiden til grænsen mellem dem, der spiller, og dem, der ser på.

Isabell og Julie ender midt i det. Der opstår en moshpit. Fedt nok. Men der opstår også den klassiske situation, hvor enkelte mennesker ikke helt har forstået, at en moshpit godt kan være voldsom, uden at man behøver være ligeglad med alle omkring sig. Som det bliver formuleret umiddelbart efter koncerten: “Man kan godt passe på hinanden, mens man wilder out.”

Det ændrer dog ikke på deres oplevelse af bandet. Tværtimod. For Isabell og Julie er noget af det stærkeste ved Maria Iskariot, hvor inkluderende koncerten føles. Det er et band, der tager plads og samtidig inviterer andre til at gøre det samme. Forsangeren bevæger sig ud blandt publikum, bandet er sjovt, og mellem sangene er de meget direkte omkring virkeligheden i at være et turnerende band: Kom ned og køb vores plade. Det er fucking dyrt at være på tour. Ingen mystik eller cool distance, og det falder i god jord hos Isabell og Julie.

Viktor står tilbage med en lidt anden observation. Han er mest overrasket over, hvor hårdt koncerten rammer Høst Møn. Pludselig står vi til en kaotisk belgisk punkkoncert, og publikum er helt med. Musikken, siger han bagefter, “ramte en nerve.” Måske siger det også noget om Høst Møn. For mellem alt det hjemlige og familiære har bookerne kigget ud over landegrænserne og fundet et band, som kommer ind fra siden og vælter det hele.

Hvor lang tid skal man egentlig bruge på et band, man ikke kender?

I løbet af weekenden begynder Isabell at tænke over noget andet: koncertlængder. For når en festival i så høj grad handler om musik, man ikke nødvendigvis kender på forhånd, er en time så egentlig det rigtige?

Hendes bud er nej. Omkring 40 minutter føles perfekt. Det er nok til, at man kan nå at blive nysgerrig, lære musikken lidt at kende og måske opdage noget nyt, men kort nok til, at koncerten slutter, inden opmærksomheden begynder at forsvinde, og folk langsomt siver videre. Det er en lille ting, men efter en hel dag med ny musik giver det ret god mening.

100% WET og en festival, der for længst er vågnet

Hvis pladsen føltes halvtom, da vi gik rundt på den tidligere på dagen, er det billede væk nu. Under 100% WET oplever Viktor nærmest, at publikum og band smelter sammen. Der er ikke nødvendigvis voldsomt mange mennesker på scenen, men det føles stort. Effekter, lyd og energi fylder rummet, og kontakten med publikum får det hele til at hænge sammen.

Det er måske også meget sigende for, hvor vi selv befinder os på det her tidspunkt. Optagelserne fra tidligere på dagen handler om geografi, vejrudsigter og gode toiletter. Nu er de blevet lidt mere løse. Der er kommet øl indenbords, det er blevet mørkt, og festivalen er for længst kommet i gang.

Selvfølgelig skal vi ned i bunkeren

Efter den sidste koncert kunne vi selvfølgelig bare gå i seng. Men vi har brugt hele dagen på at kigge på de bunkere, så selvfølgelig skal vi ned og se, hvad der foregår.

Der er fest og god stemning, og i stedet for den techno, man måske kunne forestille sig i en bunker midt om natten, bliver der spillet Madonna og Katy Perry. Det er egentlig rigtig fint, men efter en lang dag er vi ved at være færdige. Klokken er over tre, så vi forlader bunkerfesten, går tilbage til campen, spiser chips og hopper i seng.

Dag 1 på Høst Møn er slut.

September er skudt i gang, og denne fredag byder på nye udgivelser fra vidt forskellige hjørner af den danske musikscene. Vi har samlet ni af dem, der er værd at have med på weekendens soundtrack.

Denne uge byder blandt andet på hele fire debutudgivelser. Emma Ilena tager hul på solokarrieren med en sang, der har fulgt familien siden 90’erne, Rødbuks gør streaminghistorikken til omdrejningspunkt for et breakup, mens Solipsy og Fred Stranger & The Mudd hver især albumdebuterer fra den tungere ende af spektret.

Emma Ilena (DK/IT) – Feeling Baby (Debut Single) → Lyt her

En sang skrevet af hendes far i 90’erne bliver startskuddet på Emma Ilenas solokarriere. På Falling Baby har hun bevaret sangens oprindelige følelse, men placeret den i et drømmende og filmisk popcountry-univers med en moderne produktion. Debuten markerer samtidig et skifte for Emma Ilena, der tidligere har sunget i blandt andet DR Pigekoret og Tonika, men nu træder frem som solist.

Rødbuks (DK) – Netflix (Debut Single) → Lyt her

Hvad gør man egentlig med den fælles Netflix-konto, når forholdet er slut? Rødbuks tager fat i breakup’ets små og lidt latterlige efterdønninger på debutsinglen Netflix, hvor halvfærdige serier, Click Mix og Ben & Jerry’s bliver en del af kærlighedsregnskabet. Musikalsk bliver det pakket ind i hårdtslående hyperpop, indierockguitarer og synths med masser af energi og en passende portion bitterhed.

MAE (DK) – Månens yndlinge (Debut Album) → Lyt her

Otte dansksprogede poprocksange udgør MAEs første fuldlængdealbum Månens yndlinge. Her kredser bandet om tiden, der går, lyset og mørket og det, der vokser, forsvinder og bliver hængende undervejs. Albummet er blevet til gennem et toårigt samarbejde med producer Mads Björn og bevæger sig mellem melodisk pop, mørkere rocktoner og store omkvæd med plads til eftertanke.

Solipsy (DK) – Dissolution (Debut Album) → Lyt her

Efter koncerter siden 2023 og to singler er det københavnske dødsmetalband Solipsy klar med deres første album. Dissolution skruer ifølge bandet selv op for både ambitionerne og teknikaliteten og kombinerer hårde riffs med melodiske temaer og kompleks sangskrivning. Under tyngden ligger et introspektivt album, der samtidig retter blikket udad mod sociale diskurser. Hele projektet er produceret og udgivet af bandet selv.

Fred Stranger & The Mudd (DK) – Pop Prostitution (Debut Album) → Lyt her

Ni støjrockballader om prostituerede, prædikanter, hjertesorg og fortrydelse udgør Pop Prostitution. Fred Stranger & The Mudd har allerede gjort sig bemærket i den skandinaviske undergrund med koncerter og support for Elias Rønnenfelt, men først nu lander debutalbummet. Her mødes knusende trommer, støjende guitarer og rå vokaler i et beskidt postpunkunivers, hvor længsel løber som en rød tråd gennem kaosset.

Ilma (DK) – Bridges (Single) → Lyt her

Et brændt forhold behøver ikke kun være ødelæggelse. På Bridges vender Ilma blikket mod den klarhed, der kan komme efter et breakup, når man pludselig ser både relationen og den anden person anderledes. Melankolien får selskab af legende, dansable beats og eksperimenterende elektronisk pop. Singlen er sidste stop inden Ilmas andet album HORIZON, der udkommer den 25. september.

Ida Lilja (DK) – STOR SOM SOLEN (EP) → Lyt her

At fylde mere og samtidig hvile mere i sig selv er omdrejningspunktet på Ida Liljas nye EP STOR SOM SOLEN. Sangene kredser om autenticitet, glæde og de mennesker, der får paraderne til at falde, med leadsinglen KYS PÅ MIT HJERTE som et legende centrum. For Ida Lilja bliver sangskrivningen dermed ikke bare en måde at beskrive livet på, men også et redskab til faktisk at leve det.

Kjartan Bue (DK) – SPØGELSESUNGER (Album) → Lyt her

SPØGELSESUNGER får nyt fysisk liv, når Kjartan Bues album fra november 2025 nu udkommer på vinyl. Her bevæger den sydfynske sangskriver sig mellem alternativ country, nordisk folkemusik og improvisation med fortællinger om blandt andet forældreskab, sorg, håb og relationer. Et stærkt hold af musikere er med til at give sangene et levende udtryk, hvor det komponerede og det improviserede hele tiden mødes.

Anastasia (DK) – Stol På Mig (Single) → Lyt her

Angst og tillid står over for hinanden på Anastasias nye powerballade Stol På Mig. Sangen udspringer af frontkvindens egne oplevelser med panikanfald og kredser om forsøget på at stole på, at tingene nok skal gå, selv når kroppen fortæller noget andet. Bandets glamourøse DIY-lyd lader samtidig funklende popmelodier støde sammen med en mere rå rockenergi.

Bridging (DK) – David (Single) → Lyt her

En vinternat og nyheden om David Lynchs død blev udgangspunktet for Bridgings tredje single. David er trioens hyldest til instruktørens mystiske univers og den inspiration, forsanger Søren Vegger selv har hentet i hans værker. Akustiske guitarer, støj og synthesizere danner et vindblæst lydlandskab omkring sorgen og taknemmeligheden, mens trioen fortsætter opbygningen mod deres kommende EP.

Få endnu mere ny musik

Vil du have endnu mere ny musik? Så følg vores Ugens Udgivelser-playliste på Spotify, hvor vi løbende samler de nyeste udgivelser fra den danske og internationale upcoming-scene.

Er du selv artist og har ny musik på vej? Så send din udgivelse til emil@bandsoftomorrow.com og kom i betragtning til en plads i næste uges Ugens udgivelser.

Har du lyst til at blive en del af Bands of Tomorrow og være med til at sætte fokus på morgendagens musik? Så skriv til katrine@bandsoftomorrow.com.

Hvad der på papiret lignede en perfekt booking, endte med at blive en begivenhedsløs episode. Snuggle er tydeligvis på fosterstadiet af deres karriere.

Lørdag aften klokken 19 skulle Snuggle spille en koncert i det lille koncerttelt på Høst Møn Festival, men det blev en oplevelse, som nok ikke sætter sig særlig godt fast.

Snuggle trådte op på den lille scene, og så snart de havde placeret sig, rokkede de sig ikke det mindste ud af flækken. De spillede en koncert uden de store armbevægelser eller den store entusiasme og gav i virkeligheden blot et uoplagt indtryk. Bandet leverede heller ikke det store indtryk af, at de var særligt begejstrede over at være til stede på festivalen.

Efter at de havde spillet en sang, havde man oplevet de fleste facetter af deres potentiale, og efter en hel koncert vidste man stadigvæk ikke rigtig, hvem de var. Det blev til en koncertoplevelse med minimal karakter og overraskende lidt personlighed.

På scenen besad de en beskedenhed, der nemt kunne opfattes som en lidt for nonchalant ligegyldighed.

Forsangeren Andrea Thuesens smukke sangstemme var det, der reddede koncerten, da de to andre musikanter mest fungerede som en form for ligegyldigt baggrundstæppe. En gang imellem ville den ene guitarist synge med på enkelte sange, hvilket ikke var til gavn for noget som helst. På trods af en skøn leadvokal havde bandet ikke det store at byde på denne lørdag aften.

Snuggles musik lyder uden tvivl fremragende i høretelefonerne gennem telefonen, men live er det ikke en oplevelse, der er værd at skrive hjem om (medmindre du er journalist på en festival, og det dermed er dit arbejde).

Hvis man var mødt op for at opleve lidt atmosfærisk baggrundsstøj, som man ikke nødvendigvis behøvede at forholde sig til, så var man kommet til det rette sted. Hvis man derimod kom for at opleve et hypet ungt indierockband med stort potentiale, så blev man nok en smule skuffet.

De store forventninger, der skulle have mødt en stor oplevelse, blev til en lettere kedelig og begivenhedsløs situation. På trods af at der havde været et pænt fremmøde af nysgerrige festivalgæster, tabte de fleste interessen efter få numre, og der var gentagende udskiftning i, hvem der turde spilde deres tid på en lettere ligegyldig koncert. På trods af al den hype og medvind, som Snuggle har modtaget over det sidste års tid, lignede det mest af alt, at alt den opbakning bare manifesterede sig i en mindre skuffelse.

Der var minimal nerve, minimal inspiration og minimal sjæl til stede på den lille scene.

Da koncerten var færdig, trådte bandet af scenen, som hvis de lige havde afsluttet deres sene aftenvagt på jobbet, og drog afsted, som hvis de skulle nå den sidste bus hjem. Hen imod slutningen af koncerten fik man fornemmelsen af, at de muligvis var ved at have spillet sig varme, men da koncerten så endelig var forbi, var det som om, at de aldrig rigtigt var kommet i gang.

Karrusel Festival er tilbage, og endnu en gang er festivalpladsen større, mere gennemført og mere ambitiøs end året før. Spørgsmålet er, om Karrusel kan bevare sin unikke identitet, når festivalen år for år vokser?

Karrusel kan ikke beskrives uden at tale om dens omgivelser

I tre dage forvandler lokale kræfter Refshaleøens skovområde til en elektronisk festival. Allerede ved indgangen ændrer omgivelserne karakter. At gå gennem indgangen føles som at gå gennem porten til Barda, at træde ind i en parallel verden. Byens beton og områdets industrielle omgivelser forsvinder gradvist og omdannes til en festivalplads.

Skoven er ikke bare kulisse. Den er en del af oplevelsen. Mellem træerne findes diskokugler, neonlys i alle regnbuens farver, detaljeret dekorerede forlystelser, ekstravagante scenografier og installationer, som får festivalpladsen til at føles som et elektronisk eventyrland. Festivalpladsen er indrettet til at gå på opdagelse i, hvor stierne leder i forskellige retninger, og rundt om det næste hjørne venter endnu en bar, en installation, en scene eller et spisested, for uden mad og drikke duer raveren ikke.

Det er netop her, Karrusel adskiller sig fra mange andre festivaler. Den forsøger ikke kun at sætte en række artister på en plakat. Den bygger et fysisk univers omkring musikken. Det er tydeligt, at arrangørerne ikke kun vil præsentere elektronisk musik. De vil skabe et sted omkring den. Det er en vigtig del af Karrusels identitet.

Musikken er dog fortsat hovedfokusset, for når der ikke skal danses foran en af scenerne, er musikken stadig en del af samtalen. Uden for scenerne ligger folk i hængekøjer eller sidder i græsset. Nogen sidder med en øl. Andre leder efter deres venner, som forsvandt ind foran en scene for tyve minutter siden. En gruppe fremmede ender med at tale sammen, fordi de begge forsøger at finde ud af, hvor lyden fra den næste scene kommer fra. Mellem koncerterne er der plads til at trække vejret. Festivalens afslapningsområder ligger som små pauser mellem dansegulvene.

Det er her, festivalens sociale dimension bliver tydelig. For Karrusel er i høj grad en festival, hvor det er legitimt at fare vild. Måske er det netop pointen.

Fire scener. Ét univers

Musikken er naturligvis stadig festivalens vigtigste drivkraft, og de fire scener har hver deres stemning, mens lineuppet balancerer mellem internationale navne og lokale DJs. Selvom scenerne hver især har deres eget udtryk og musikalske fokus, fungerer de som dele af den samme helhed.

Lineuppets styrke ligger i evnen til at lade forskellige grene af den elektroniske musik eksistere side om side. Den ene scene kan være præget af hård techno og hardgroove, den anden scene kan tilbyde bouncy UK garage og drum’n’bass-klubenergi, mens en tredje scene byder på legende og transcenderende trance, og den sidste scene inviterer til tilbagelænet, atmosfærisk og minimal house. Blandt de mange gæster, som Sven og jeg falder i snak med, siger nogle, at de kommer for et bestemt navn, hvorimod andre er der for den generelle stemning og blot følger lyden.

Det fremgår også tydeligt af portrætterne, som kan findes i fotoserien i bunden af artiklen. Portrætter, hvor diverse gæster har hvert sit udtryk og kommer med enkelte genstande, såsom en oppustelig, der afspejler et af hovednavnene, Horsegiirl.

Selv når lokale artister i form af Eloq og Talons, som ikke er en del af det officielle lineup på dette års udgave af Karrusel, får arrangeret en musikquiz med tilhørende præmier, og spiller et radio-set i samarbejde med P3, vidner det om en passion for kulturen samt en opbakning og interesse for festivalen. Billedet fremgår også af fotoserien nedenfor.

Iblandt de mange sets, vil jeg fremhæve nedenstående:

Torsdag vil jeg fremhæve følgende sets:
Egyptian Lover,
Conducta,
Lou Nour,

Fredag vil jeg fremhæve følgende sets:
Valentina,
DJ Spice b2b Draber666,
Bad Boombox,
Helena Lauwaert,
Riria,

Lørdag vil jeg fremhæve følgende sets:
Suzie The Cockroach,
Horsegiirl,
Mischluft,
Parashoot,

En festival i konstant bevægelse

Karrusel er en festival, der tydeligt er i gang med at udvikle sig. Fra 2024 til 2025 tog festivalen et markant skridt, da pladsen voksede ud over skoven. I 2026 fortsætter udviklingen, denne gang med hovedscenen Manegen i centrum. Scenen er nu overdækket af et stort telt, mens en ny platform bag scenen åbner muligheden for at arbejde endnu mere konsekvent med den 360-graders æstetik, som forbindes med blandt andet Boiler Room.

Publikum placeres tættere på artisten, og scenen bliver mindre en klassisk frontalscene og mere et rum, publikum befinder sig inde i. Det passer godt til den måde, elektronisk musik i stigende grad bliver præsenteret på. Det er ikke bare en praktisk udvidelse. Det ændrer også oplevelsen af scenen. Dansegulvet bliver en del af selve scenografien. Når musikken rammer, står man ikke længere blot foran en scene. Man står midt i den.

Udviklingen stopper ikke ved scenerne. I år tilføjes endnu en karrusel. Et pariserhjul rejser sig over festivalpladsen og bliver endnu et visuelt pejlemærke i skoven.

Arrangøren Thomas Fleurquin fortæller Soundvenue, at ambitionen fortsat er at udvide festivalen med en mulig fremtidig scene, der dyrker den mere poppede elektroniske musik. En scene, der kan åbne festivalen for nye publikummer og få endnu flere mennesker til at finde vej til dansegulvet.

Det er en forståelig ambition. København oplever i disse år en hastig udvikling i interessen for elektronisk musik. Det mærkes både på klubber, festivaler og de mange internationale navne, der finder vej til byen. Distortion Ø er et tydeligt eksempel på en festival, der har bevæget sig ind i dette voksende marked. Det er ikke nødvendigvis et problem. Men udviklingen rejser spørgsmålet om, hvad der sker, når et miljø, der oprindeligt er båret af musik, mennesker og fællesskaber, samtidig bliver en stadig mere attraktiv kommerciel platform.

Distortion Ø er et oplagt eksempel. Festivalen har i høj grad positioneret sig som en international destination, hvor Københavns elektroniske musikscene bliver en del af en større fortælling om byen. Det giver mening. København har opnået en international position på den elektroniske musikscene, og festivaler som Distortion Ø er med til at cementere den. Som gæst kan man dog få følelsen af, at fokus nogle steder bevæger sig væk fra atmosfære, musik og fællesskab og hen imod omsætning, kapacitet og kommerciel gennemslagskraft.

Det er her, Karrusel har noget at miste.

Når gæsten bliver til kunde

Karrusel og Distortion Ø udspringer af samme arrangørkreds, NusNus, men de to festivaler har udviklet forskellige identiteter. Når Distortion Ø har scenetakeover af Teletech, en stor international arrangør og et brand inden for technomusik, der oprindeligt blev grundlagt i Manchester i Storbritannien, vidner det om et internationalt bookingsamarbejde.

Hvor Distortion Ø i høj grad henvender sig til et internationalt publikum, føles Karrusel fortsat som en festival med en stærk forbindelse til det lokale miljø. Det er ikke mindst tydeligt i den måde, festivalen bliver skabt på. Lokale kunstnere og kreative kræfter får lov til at præge både scener, udsmykning og den samlede atmosfære. Festivalens identitet bliver dermed ikke kun produceret ovenfra. Den opstår også gennem de lokale mennesker, der allerede er en del af det miljø, festivalen udspringer af.

Det kan mærkes, når man bevæger sig rundt på pladsen. Karrusel føles ikke som et neutralt festivalområde, der efterfølgende er blevet pakket ind i et tema. Temaet er selve stedet. Og det er en væsentlig forskel. For en festival mister noget, når gæsten begynder at føle sig mere som kunde end deltager.

Det handler ikke om, at kommercialisering i sig selv er forkert. Festivaler skal kunne løbe rundt, kunstnere skal betales, og større produktioner kræver større økonomi, men når et festivalområde vokser, følger der også en risiko med. Jo flere mennesker, jo flere behov. Jo større lineup, jo større produktion. Jo større økonomi, jo flere interesser. På et tidspunkt kan alle de ting, der gør festivalen større, begynde at gøre den mindre særlig.

Karrusel holder balancen

I 2026 er Karrusel endnu ikke nået dertil. Tværtimod. Festivalen formår stadig at balancere mellem det genkendelige og det uforudsigelige, mellem internationale navne og lokale DJs, mellem det kommercielle og det opkommende.

Lineuppet afspejler den balance. Festivalen vil gerne være større, men den vil stadig give plads til de kunstnere, der er med til at definere det miljø, festivalen udspringer af.

Det samme gælder festivalpladsen. Hovedscenen er større og mere spektakulær end tidligere, men den eksisterer side om side med de mindre områder og de mere uforudsigelige steder, hvor gæsterne kan ende med at tilbringe en hel eftermiddag, selvom de egentlig var på vej et andet sted hen.

Det er Karrusels vigtigste kvalitet. Den får forskellige elementer til at føles sammenhængende. Industriområde og skov, klubmusik og afslapning, internationale navne og lokale DJs, gøgl og seriøse dansegulve, diskokugler og jord under skoene, festivalproduktion og en følelse af noget lokalt. Det hele eksisterer på én og samme tid.

Opsummeret

Karrusel er større end tidligere. På trods af den årlige udvikling formår 2026-udgaven stadig at holde fast i den lokale forankring og særlige atmosfære, der diskutabelt gør festivalen til en af Danmarks bedste, hvis ikke også den bedste elektroniske festival. Næste år bliver den måske endnu større. Det er ikke nødvendigvis problemet. Spørgsmålet er snarere, om festivalen kan fortsætte med at vokse uden at vokse fra det, der gør den værd at besøge. For indtil videre er Karrusel ikke bare endnu en elektronisk festival. Den er en parallelverden.

Fotoserie: Sven Bjørn Weber Andreassen
Fotoserien forsøger at afspejle en kronologisk dag på Karrusel Festival.

Angående Mig fik bevist, hvordan de er en sand kamæleon af et band, der kan spille fantastiske koncerter hvor som helst og når som helst, det passer dem.

Den setliste, bandet spillede, var så veltilpasset, at det virkede som skræddersyet til den koncert, de skulle spille. Det var meget mere bare og stripped down-versioner af deres sange. Det var, som om den intime stemning, der opstod i det lille koncerttelt, skabte et meget bart, ærligt og autentisk rum. Det blev til en koncert, hvor der både kunne danses, krammes, piftes, klappes og grædes. Der var så mange forskellige følelser til stede, at ingen kunne føle sig forkert. Her var hvert et humør velkomment.

Selvom koncerten blev afviklet sidst på sæsonen på en af Danmarks mindre festivaler, virkede det, som om bandet var i absolut topform. Det er tydeligt at se, hvordan det her band har brugt al den erfaring, som de har samlet over de senere år, til at udvikle fuldstændigt eminente musikalske færdigheder. Tilmed lignede bandet som helhed nogle tilfældigt genererede Sims-karakterer, der havde gået amok i en genbrugsbutik.

Til koncerten befandt sig nærmest alle alderstyper. Her var både små børn og granvoksne mennesker. Klart domineret af boomergenerationen, der stod forsigtigt og vippede med deres fadølsglas. Der var også mindre børn, der nysgerrigt var fulgt med deres forældre til koncert, og unge mennesker, der var klar til at danse og feste med hinanden. Det lod til, at alle kunne enes om at have en dejlig koncertoplevelse med hinanden.

I virkeligheden var der nok ikke meget mere end 50-100 mennesker til stede, og alle publikummer havde rigeligt med albuerum, men det ændrede på ingen måder på bandets fremragende niveau. Hvis man turde, kunne man uden at forstyrre nogen træde helt tæt op foran scenen og opleve et af Danmarks absolut bedste livebands. Men det kræver et helt særligt mod, fordi hvis man vælger at træde så tæt på musikken, skal man være beredt på at bevidne et menneske, der bærer følelserne så langt ude på tøjet, at det nærmest kan virke intimiderende. Forsangeren Lauras væsen og udstråling er så magisk og stærk, at man ikke kan undgå at blive påvirket af det. En koncert med Angående mig er netop ikke kun en fantastisk musikalsk oplevelse, men også en mulighed for at opleve et af vor tids allermest menneskelige og autentiske mennesker.

En gang imellem ville Laura tjekke sødt ind med publikum og fik skabt fin forbindelse ved hjælp af hendes søde smil og hjertevarme væsen. Det var yderst passende, da der ikke var mange meter mellem musikere og publikum, så det virkede meget naturligt at skabe lidt forbindelse. Laura afslørede smilende og charmerende, at hun selv var en anelse nervøs, men det lod ikke til at have den mindste indflydelse på koncertens høje kvalitet.

Om Angående Mig skal spille foran 50 mennesker eller flere tusind mennesker, spiller det ingen rolle for bandets kvalitet. De kan transformere sig ind til lige den version, de behøver, for at skabe den bedste situation for sit publikum.

For denne koncert var det ikke de store effekter eller fascinerende virkemidler, der fangede opmærksomheden. Her var det de store følelser og forsangeren Lauras mægtige væsen, der var i spil. Selv de mere stille sange ramte hårdere end forventet, og bandets poetiske og sentimentale evner virkede utroligt vitale. Selv de store maksimalistiske numre som Beton Baby bliver langt mere nøgne og autentiske end før set.

Til sidst kunne koncerten for alvor erklæres for en succes, da Angående Mig modtog en utroligt stor mængde applaus fra en meget taknemmelig menneskeflok.