Indhold

Kinas kamp for at vinde verdens vigtigste teknologikapløb
Af Johan Knudsen

Formand Mao i flere udgaver
Af Flemmiing Ytzen

Ikke for de blå øjnes skyld – pædagoger på gæsteptræden i Kina
Af Jakob Sonne, Hanne Nielsen og Lisa Johansen

Fremtidens grønne skibsfart – kig mod Kina!
Af Christian Føhrby

En lægemissionærs trængsler i Manchuriet 1909-1924
Anmeldelse af Simon Rom Gjerø

Zhujiayu 朱家峪 : En historisk landsby præget af tiden
Af Vilgot Yilun Zhang

Formanden for det hele: Xi Jinpings Kina
Anmeldelse af Mette Brøndum

Om et nyt liv i Beijing
Af Emma Christine Andersen

Kinesisk spion til andet er bevist
Af Anders Nørland

Toget, der kører gennem bygningen
Af Tage Vosbein

Arrangementer

“For mig bliver det ikke meget større. Hvis bare én kinesisk pædagog ændrer sin måde at møde børnene på, kan det få betydning for hundredvis af børn gennem et helt arbejdsliv!” To danske pædagoger fortæller om tre ugers berigende arbejde i kinesiske børnehaver.

“Da børnene begyndte at grine, fordi vi skulle vrikke med numsen til Åh boogie woogie, vidste jeg, at isen var brudt. Kinesiske og danske børn ser forskellige ud, men indeni er de præcis lige nysgerrige, legesyge og fulde af fantasi.”

Sådan fortæller pædagog Jakob Sonne om sit tre uger lange ophold i to kinesiske børnehaver. Han deltog i Learn for Lifes udvekslingsprogram Pædagoger til Kina, hvor erfarne danske pædagoger deler deres viden og praksis med kinesiske børn, pædagoger og forældre.

Her fortæller Jakob Sonne og Hanne Nielsen om deres ophold i Kina. Jakob arbejdede i børnehaver i Changde og Hangzhou, mens Hanne var i børnehaver i Nanning og Jiangmen.

JAKOB SONNE, PÆDAGOG

Jeg har arbejdet som pædagog i 37 år – hovedsageligt i naturbørnehaver. Her har jeg igen og igen oplevet, hvordan leg, nysgerrighed og ophold i naturen giver børn lyst til at undersøge verden. Med de erfaringer i bagagen og efter mange timers forberedelse af lege, sanglege og aktiviteter rejste jeg til Kina.

Allerede den første dag fandt jeg dog ud af, at det vigtigste ikke var alt det, jeg havde planlagt. Det vigtigste var kontakten med børnene og det at kunne se og turde gribe øjeblikket, der hvor nye veje og muligheder viser sig.

Danske pædagoger til Kina

Programmet Danske pædagoger til Kina giver erfarne danske pædagoger mulighed for at arbejde tre uger i kinesiske børnehaver. Rejse og ophold bliver betalt. Bag initiativet står foreningen Learn for Life. I forbindelse med optagelser til tv-programmet Anne og Anders i Kina besøgte Anne Hjernøe en naturbørnehave i Shijiazhuang. Her var den danske pædagog Marianne Olesen fra Odense på et tre ugers ophold. Programmet Anne og Anders i Kina kan ses på DR i efteråret 2026.

Læs mere på learnforlife.dk

En lille dreng rakte mig to græsstrå – et kort og et langt. Med hjælp fra en ung tolk udviklede situationen sig til en spontan leg om stor og lille. Den fortsatte længe og tog hele tiden nye retninger.

En anden gang brugte jeg sammen med en dreng næsten en hel eftermiddag på at pille bark af nogle grene.

Drengen samlede omhyggeligt de fine barkstrimler i sine lommer, og bagefter fulgte han glad efter mig resten af dagen. Der var ikke mange ord, men der var masser af kommunikation.

Blå øjne?

Jeg blev imponeret over, hvor hurtigt alle forestillinger om kulturelle forskelle forsvandt. Børnene var nysgerrige. De ville holde mig i hånden, lege, undersøge naturen og grine sammen med mig. Og så stillede de naturligvis det spørgsmål, der gik igen i næsten alle de børnehaver, jeg besøgte: “Hvorfor har du blå øjne?”

Bagefter diskuterede børnene ivrigt, hvordan man mon får blå øjne. Nogle mente, at jeg måtte have spist noget blåt. Andre foreslog, at jeg havde drukket af havets blå vand. Deres forklaringer siger noget om børns naturlige nysgerrighed, fantasi og lyst til at forstå verden.

En pind kan blive til hvad som helst

I de kinesiske børnehaver var hverdagen struktureret med faste planer og aktiviteter. Jeg forsøgte at vise en anden måde at være sammen med børnene på: at følge børnenes initiativer, lade legen udvikle sig og tage udgangspunkt i det, vi fandt omkring os. En pind blev til et redskab. En sten blev til farvekridt. Et insekt blev dagens største oplevelse.

Heldigvis blev jeg mødt med stor interesse og imødekommenhed. I Changde blev jeg hurtigt en del af et fast team. Dagene bød på skovture, køreture, måltider og faglige samtaler med hjælp fra en tolk.

Vi diskuterede pædagogik, grinede, udvekslede erfaringer og lærte hinanden at kende. En dag var mine sko gennemblødte efter en tur i mudderet. Kort efter stod en kollega med et par nyindkøbte, tørre sokker til mig. Da vejret blev koldere, ventede der en varm jakke næste morgen.

Klatre i træer?

Jeg mødte også mange nysgerrige forældre ved forældreaftener og andre sammenkomster. Samtalerne blev hurtigt både faglige og personlige.

Forældrene ville vide, hvordan danske børn lærer, hvordan vi håndterer konflikter, og hvor meget frihed børn får. De spurgte også, om det virkelig var rigtigt, at danske børn må klatre i træer, tænde bål og risikere at slå sig.

Ofte blev de overraskede over mine svar. Jeg fortalte, at konflikter, skrammer og modgang ikke nødvendigvis er noget, børn altid skal beskyttes imod. Det kan også være erfaringer, der hjælper dem med at udvikle robusthed, empati og selvstændighed.

Efter et af møderne kom en far hen og takkede mig. Samtalen havde sat mange tanker i gang hos ham. Det gjorde stort indtryk på mig.

Det vigtigste er det samme

Jeg håber, at jeg har gjort bare en lille forskel. Jeg delte nogle af vores danske erfaringer med natur, leg og børns frie udfoldelse. Til gengæld rejste jeg hjem med en dybere forståelse af kinesisk gæstfrihed og stor respekt for de kinesiske pædagogers engagement i en travl hverdag med meget lange arbejdsdage.

Jeg blev samtidig bekræftet i, at børn overalt i verden har de samme grundlæggende behov. De vil lege. De vil opdage verden. Og de vil mærke, at de voksne er nærværende og oprigtigt interesserede i dem.

HANNE NIELSEN, MOTORIKPÆDAGOG

Man skal være fleksibel og forberedt på lidt af hvert, når man tager til Kina som pædagog. Her var jeg glad for, at jeg havde mange års erfaring fra daginstitutioner og var vant til at improvisere.

Ofte blev der med kort varsel arrangeret en workshop for kolleger eller en samtaleaften med forældre. Interessen for at høre om dansk pædagogik var enorm.

Allerede den første morgen stod hundredvis af børn på række, mens det kinesiske flag blev hejst. Børnene sang, dansede og klappede. Pludselig blev jeg kaldt frem og præsenteret for dem alle. Kort efter sad jeg på gulvet med maling helt op til albuerne, omgivet af nysgerrige børn, som ivrigt viste mig deres lege og kreative projekter. Det var lige på og hårdt.

Senere samme dag stod jeg foran 16 børn og omkring 20 pædagoger. Jeg er vant til både at undervise og stå foran mange mennesker gennem mit arbejde som bevægelseskonsulent i DGI og som motorikvejleder, men jeg kunne alligevel mærke ansvaret.

De var nysgerrige på dansk pædagogik, og hvorfor Danmark bliver betragtet som et af verdens lykkeligste lande.

Legen fjernede nervøsiteten

Når jeg satte en leg i gang, forsvandt usikkerheden hurtigt. Vi legede med reb, balloner og hulahopringe, byggede motorikbaner, sang danske sanglege, fortalte historier og samarbejdede på kryds og tværs.

En dag begyndte jeg med nogle enkle danske bevægelseslege og tænkte: “Åh nej, det her går helt galt!” Men børnene grinede. Pædagogerne grinede. Og langsomt forsvandt min nervøsitet. Da workshoppen sluttede, blev de voksne selv sendt ud for at lege videre. Kort efter løb omkring 40 kinesiske pædagoger rundt, mens de sang, samarbejdede og eksperimenterede med bevægelserne.

Det blev meget tydeligt for mig, at de ønskede at opleve dansk pædagogik i praksis. Teorierne kan de finde på nettet og i lærebøger. Derfor legede og grinede vi først sammen. Bagefter talte vi om, hvorfor legene virkede.

Mere frihed, end jeg havde forventet

Jeg blev positivt overrasket over hverdagen i de kinesiske børnehaver. Mange forestiller sig, at kinesiske børnehaver er præget af meget streng disciplin, men sådan oplevede jeg ikke de to steder, jeg var i.

Tværtimod blev jeg imponeret over, hvor meget børnene fik lov til. De gravede i mudder, arbejdede med naturmaterialer og undersøgte deres omgivelser.

Der var naturligvis også forskelle. Blandt andet var der meget fokus på, at aktiviteterne skulle ende med noget, der så flot ud og kunne vises til forældre og besøgende. I Danmark lægger vi ofte mere vægt på selve processen. Som motorikpædagog er en af mine kæpheste, at hele kroppen skal med. Krop, hjerne og omgivelser hænger sammen, og bevægelse skal være en naturlig del af legen og understøtte børns læring, trivsel og sociale kompetencer. Faktisk var det et af de emner, der optog både pædagoger og ledere mest.

Først fuld fart – så fuldstændig ro

Vi kunne få børnene helt op at ringe med leg og bevægelse – og bagefter skabe næsten fuldstændig ro. Blandt andet brugte vi små vaskeklude til at massere hinanden. Det var rørende at opleve det nærvær, der opstod. De stille øjeblikke og små møder mellem børnene gjorde stort indtryk på de kinesiske pædagoger.

Jeg bruger mig selv meget aktivt, når jeg arbejder med børn, og det vakte opmærksomhed. Pædagogerne blev forbavsede, når de så mig ligge på gulvet, kravle eller rulle rundt sammen med børnene. Det var de ikke vant til. For mig handler det om relationer. Man må være i øjenhøjde med børnene – også helt bogstaveligt.

Rissuppe, vagtelæg og kunsten at sige nej

Opholdet bød selvfølgelig også på udfordringer. Sproget var én af dem, men med hjælp fra tolk, AI og gode apps til oversættelse kom vi langt. Den kinesiske gæstfrihed viste sig blandt andet gennem meget store måltider. Jeg blev nødt til at lære at sige høfligt nej, når jeg ikke kunne spise mere – eller når en ret var lidt for langt fra det, min mave kunne acceptere. Rissuppe og vagtelæg til morgenmad kræver også lidt tilvænning.

En anden forskel var den daglige hvilepause midt på dagen, hvor både børn og voksne fik mulighed for at slappe af. Den ro kunne vi godt lade os inspirere af i Danmark. Jeg tror faktisk, at både børn og voksne ville få mere overskud.

Da en pædagog fik tårer i øjnene

Det, der gjorde allerstørst indtryk på mig, skete, da en pædagog kom hen til mig med tårer i øjnene. Hun havde lagt mærke til, hvordan jeg helt bevidst søgte øjenkontakt med alle børnene og gjorde det til en naturlig del af aktiviteterne. Hun havde aldrig tidligere tænkt over, hvor vigtigt det er, at hvert enkelt barn føler sig set og bliver inviteret ind i legen. For hende var det næsten en åbenbaring.

For mig bliver det ikke meget større. Hvis bare én pædagog ændrer sin måde at møde børnene på, kan det få betydning for hundredvis af børn gennem et helt arbejdsliv.

De leger stadig videre

Det er nu mere end et år siden, jeg var afsted, men jeg modtager stadig billeder og videoer, der viser, hvordan pædagogerne arbejder videre med de lege og idéer, jeg introducerede.

Opholdet bød på lange arbejdsdage, masser af improvisation og en madkultur, der til tider udfordrede min mave. Men først og fremmest var det en oplevelse for livet – at få lov til at dele vores danske pædagogiske tilgang og samtidig opleve en helt anden kultur indefra er noget, jeg aldrig glemmer. Varmen, åbenheden, nysgerrigheden, fagligheden og lattermildheden blandt personalet og børn er den største følelse, jeg bærer med mig.

Lisa Johansen er cand.phil. i fransk og har gennem mange år arbejdet med kultur- og uddannelsesprojekter bl.a. i Frankrig, Danmark og Grønland, og nu i Kina som sekretariatsleder i Learn for Life.

Mid-Autumn Festival er en af Kinas mest elskede traditionelle højtider. Højtiden forbindes med fuldmånen og med at samles med familie og venner, dele månekager og tænke på dem, man holder af – også når de befinder sig langt borte.

Dansk-Kinesisk Forening inviterede i anledning af Mid-Autumn Festival til en aften med musik, kreativitet, fællesskab og kulturel udveksling. Aftenen bød på forskellige musikalske og kreative indslag, hvor deltagerne bidrog med blandt andet musik, poesi, fortællinger og karaoke. Publikum kunne samtidig nyde musikken og fællesskabet under efterårsmånen.

Et særligt indslag var den kendte kinesiske sang Farewell (送别). Melodien stammer oprindeligt fra den amerikanske sang Dreaming of Home and Mother fra det 19. århundrede. Senere fandt den vej til Japan, hvor den blev kendt som Ryoshu (旅愁). Den kinesiske kunstner Li Shutong (李叔同) hørte melodien under sine studier i Japan og skrev senere den kinesiske tekst, som blev til den klassiske kinesiske sang Farewell (送别).

Melodien har således bevæget sig mellem forskellige lande og kulturer og er gennem tiden blevet forbundet med hjem, savn og tilhørsforhold. Som en del af aftenen havde deltagerne skrevet deres egne tekster på deres modersmål til den velkendte melodi. Aftenen blev afsluttet med, at sangen blev sunget i fællesskab.

Originalmelodien kan høres her

Quinn Liu var aftenens vært. Hun er kinesisk musiker og forsanger i dancepunk-duoen Green Tea Bitches. Quinn skriver, producerer og fremfører musik, der kombinerer elektroniske beats med punkenergi. Hun har desuden erfaring med open mic-arrangementer og med at skabe en afslappet og inkluderende stemning for både publikum og optrædende.

Medarrangører: Dansk-Kinesisk Integrations Forum, Nordisk Guangxi Forening og Kinesisk Te-Kultur Forening.

Indre Mongoliet forbindes ofte med stepper, nomadekultur og Djenghis Khan. Men regionen er også præget af moderne storbyer, minedrift og kinesisk udvikling, hvor den mongolske kulturarv lever side om side med spørgsmål om identitet.

Dansk-Kinesisk Forening arrangerede et foredrag om Indre Mongoliet med Kinakender Mads Vesterager Nielsen. Med afsæt i regionens historie, kultur og identitet tog han udgangspunkt i dele af Henning Haslund-Christensens rute og fortalte blandt andet om mindesmærket for Djenghis Khan. Foredraget satte fokus på den mongolske kulturarv og dens møde med det moderne Kina.

Mads Vesterager Nielsen er Kinakender og tidligere diplomat med stor rejseerfaring fra forskellige egne af Kina.

Medarrangør: Dansk Mongolsk Selskab

Sted: Forsamlingshus, Onkel Dannys Plads 5, 1700 København

Det danske missionsarbejde i Kina fra 1890’erne og frem til 1949 red i starten på en bølge af eufori og tro på, at de hedenske kinesere var åbne for at tage Kristendommen til sig. Med bred opbakning fra det kristne Danmark drog et mindre kontingent af missionærer til Kina og fik fodfæste i Manchuriet. Flere kom til i bølger og gjorde det muligt at opbygge missionsstationer med kapeller, skoler og hospitaler.

De danske missionærer kastede sig vovemodigt ud i opgaven. Mange havde deres familie med og fik børn i Kina. De fik oplæring og opbakning fra de danske missionsorganisationer i Danmark. Men det viste sig at være en svær og til tider farlig opgave i et Kina hærget af borgerkrig, et tusinde år gammelt kejserrige i opløsning, og Japans og andre landes forsøg på at få en bid af landets rigdomme.

Kristendom var ikke den første redningsplanke, den fattige kineser tænkte at klynge sig til. Fattigdommen og den politiske situation var ikke den eneste kamp, danskerne måtte kæmpe. Kineserne var rodfæstet i en gammel og meget fremmedartet kultur. Oveni tog mange af danskerne deres spøgelser med hjemmefra, andre blev kastet ud i magtkampe i den lokale organisation. Familierne skulle finde nye måder at leve på, og flere døde eller var døden nær uden at opgive troen på, at det ville lykkes at døbe kineserne og opbygge en kirke efter dansk forbillede. De efterlod sig spor i Kina, som vi stadig kan notere i dag.

I denne KinaSalon talte vi om deres historie med forfatterne Prami Larsen og Simon Rom Gjerø, som begge har skrevet spændende bøger om danske missionærer i Kina.

Prami Larsen er filminstruktør, forfatter og filmpolitisk rådgiver og var direktør for Filmværkstedet København fra 1995 til 2023. Han udgav i 2025 bogen Pest, tyfus og hedenskab – Lægemissionær i Manchuriet 1909–1924.

Simon Rom Gjerø er gymnasielærer, forfatter og foredragsholder. Han udgav i 2008 bogen Kaldet til Kina – danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893–1960.

Moderator: Jørgen Delman

Medarrangør: Kinastudier, Københavns Universitet

Sted: Union, lokale Aula

Kina har gjort store fremskridt inden for kunstig intelligens (AI) i de seneste årtier. I januar 2025 kulminerede udviklingen med DeepSeeks lancering af en sprogmodel, der kunne konkurrere med ChatGPT. Det vigtigste er dog regeringens strategi om at integrere AI med robotter og automatisering, så 90 procent af Kinas økonomi i 2030 vil være AI-drevet.

Kunstig intelligens (AI) skaber stor debat – både på grund af de risici, der følger med nye teknologier, og de muligheder for økonomisk udvikling, de varsler. Kinas ledelse har i det seneste årti øget sin satsning på AI, og spørgsmålet er ofte, om USA eller Kina vil blive den førende AI-nation.

Jeg synes, det er forkert at betragte Kinas satsning som led i en “krig” mod USA – hvilke beviser er der for et kinesisk “angreb”? – eller en konkurrence, hvor det er uklart, hvornår nogen har “vundet”. Det er mere interessant at forstå forskellene mellem den amerikanske og den kinesiske tilgang, fordi de kan blive afgørende for, hvordan AI bliver anvendt i begge lande og resten af verden.

Først er det umagen værd at forstå, hvad AI står for. I Amerika og Danmark omtales teknologien som “kunstig” intelligens (artificial intelligence). I Kina hedder den rengong zhineng (人工智能), som mere ordret betyder “menneskeskabt intelligens”. Det kan se ud som sinologisk pedanteri at fremhæve forskellen, men jeg synes, de to udtryk indebærer en væsentlig meningsforskel.

De systemer, vi kalder AI, er skabt af mennesker – udviklet af Coca-Co-la-drikkende og pizza-spisende programmører i højteknologiske virksomheder. De er styret af algoritmer, dvs. instruktioner eller “opskrifter”, som programmører har udformet, og trænes med digitale data, der hovedsageligt hentes på internettet, hvor “fakta” er blandet med rent ævl produceret af mennesker.

Menneskeskabt “intelligens” er med andre ord behæftet med alle de politiske “værdier”, fordomme og dumheder, som almindelige mennesker – også programmører – lider under. Både fortalere og modstandere af AI er glade for at give teknologien et skær af noget selvstændigt, hinsides menneskelig indflydelse, som var det robotter på vej til at overtage verden! Mit synspunkt er tværtimod, at AI er styret af mennesker, kapital og hensigter; netop derfor er det vigtigt at kontrollere teknologien så vidt muligt – fra dens fødsel og udvikling til dens eventuelle død.

Udvikling af AI i Kina

Kinas AI-udvikling foregik i mange år uden den store internationale opmærksomhed. De første spirer kan spores til 1950’erne, hvor kinesiske forskere blev påvirket af kybernetikken, der var populær i Sovjetunionen. Udviklingen blev støttet af Qian Xuesen (钱学森), en ledende videnskabsmand inden for aerodynamik, som skrev lærebogen Engineering Cybernetics under sin fire år lange husarrest, før amerikanerne udviste ham til Kina i 1955.

I 1960’erne og 1970’erne blev kybernetikken kritiseret som borgerlig videnskab, og det var svært at bedrive AI-forskning. Først med 863-programmet for højteknologi, som Deng Xiaoping godkendte i 1986, blev statsstøtten til AI en høj prioritet.

I 1990’erne tog digitaliseringen af den kinesiske økonomi fart, og nye digitale tjenester skabte behov for AI. Konkurrencen mellem de store digitale platforme, kendt som BAT (Baidu, Alibaba, Tencent), drev i det første årti efter 2000 en hastig AI-udvikling, blandt andet til søgemaskiner. Sideløbende opstod specialiserede virksomheder som SenseTime (ansigtsgenkendelse) og iFlytek (automatisk oversættelse).

I 2017 formulerede regeringen en strategi ved navn En Ny Generations Udviklingsplan for Kunstig Intelligens, som i tre faser frem mod 2030 skulle gøre kinesiske AI-teorier, -teknologier og -anvendelser globalt førende og industrien internationalt konkurrencedygtig. Planen vakte ikke megen opsigt i udlandet, men samlede en række kinesiske virksomheder om at videreudvikle teknologien.

DeepSeek-chokket

Gennembruddet kom i januar 2025, da et finansfirma fra Zhejiang-provinsen lancerede DeepSeek R1, en stor sprogmodel, der kunne konkurrere med ChatGPT og lignende AI-værktøjer. For amerikanske journalister var dette helt uventet, fordi de regnede med, at Kina var langt bagud. Begivenheden blev sammenlignet med “Sputnik-chokket” i 1957, da Sovjetunionen sendte den første satellit op i rummet – noget amerikanerne ikke troede var muligt for sovjetterne.

Det interessante er, at DeepSeeks sprogmodel var et biprodukt. Liang Wenfeng, direktør for Hangzhou-baserede High-Flyer – en kvantitativ hedgefond, der ejer DeepSeek – igangsatte projektet for at forbedre fondens investeringsanalyser. Modellerne bygger på ræsonnement og forstærkningslæring (reinforcement learning, RL), hvor en agent lærer at træffe beslutninger ved at handle og modtage feedback. Desuden anvender DeepSeek en arkitektur kaldet “blanding af eksperter” (Mixture-of-Experts, MoE) – nyttig både i investeringsanalyse og i store sprogmodeller.

Tilgangen reducerede omkostningerne og kravet til avancerede chips, så DeepSeek R1 kunne udvikles på Nvidias mindre avancerede H800-chips, som ikke var sanktioneret af USA og derfor tilgængelige i Kina. Udviklingen af R1 kostede tilsyneladende 27 gange mindre end OpenAIs GPT-o1.

At kineserne kunne udvikle en model med billigere chips og mere opfindsomme metoder kostede Nvidia næsten 600 milliarder dollar i markedsværdi. Nasdaq faldt 3,1 procent i frygt for, at markedet for amerikanske AI-chips og -modeller ville blive undermineret. Krisen blev kortvarig – tech-giganterne investerer videre i datacentre og modeller – men på længere sigt har DeepSeek ændret tilgangen til AI-træning, med større vægt på ræsonnement og mindre vægt på enorme datasæt til prætræning.

Et andet vigtigt aspekt var, at DeepSeeks modeller blev udbudt gratis som open source eller “åben vægt” (open weight), dvs. at modellens trænede parametre er offentligt tilgængelige. Det skabte en bølge af åbne modeller fra andre kinesiske AI-firmaer og påvirkede også enkelte amerikanske aktører – OpenAI har for nylig markedsført sine egne åben vægt-modeller, GPT-OSS.

Kinas AI-industri og regeringens politik

DeepSeek er kun én blandt mange. Konkurrenterne til DeepSeek-V3 omfatter Alibabas Qwen 2.5-Max og ByteDances Doubao 1.5 Pro. Ifølge industri- og IT-minister Li Lecheng nåede Kinas AI-industri i 2025 op på over 6.200 virksomheder og en omsætning på mere end 1 billion yuan, og AI bliver anvendt i over 30 procent af de større kinesiske virksomheder.

Regeringens politik har udviklet sig siden 2017-strategien. Den 27. august 2025 udstedte Statsrådet en ny handlingsplan ved navn AI+, som sigter mod 70 procents AI-anvendelse i nøglesektorer i 2027, 90 procent i 2030 og en fuldt AI-drevet økonomi i 2035. Det hænger sammen med de øvrige digitaliseringsplaner, hvor den femårsplan sætter platformvirksomheder centralt i innovation, beskæftigelse og international konkurrenceevne.

Regeringen tøver heller ikke med at regulere industrien, hvor det gælder stats- eller borgersikkerhed. Sikkerhed for kinesisk AI var et vigtigt emne på det tredje plenum i juli 2024 og blev drøftet i en studiesession i partiets politbureau i april 2025. Sektoren reguleres formelt af Kinas cyberspace-administration, der godkender algoritmer og generativ AI. I maj 2025 udsendte Statsrådet et White Paper, der betegnede AI som et tveægget sværd, der kræver yderligere tilsyns- og evalueringssystemer.

Det er blevet aktuelt under det nylige OpenClaw-vanvid: appen, også kendt som “hummer” (longxia 龙虾), er en autonom AI-agent udviklet af en østrigsk programmør, som kan organisere e-mail, kalender osv. Den blev enormt populær, da Tencent tilbød at installere den på folks mobiltelefoner tidligere i år, men regeringen har omgående igangsat et arbejde med standarder og tests af OpenClaw.

Det er værd at huske, at Kina i de forløbne årtier har opbygget en stor robotindustri, og at femårsplanen satser på embodied AI – fuld integration af virtuel AI med hardware. Mange har set kinesiske humanoide robotter udføre kampsportsstunts under fejringen af det kinesiske nytår. Uanset hvad man synes om den slags brovtende præstationer, viser begejstringen hos politiske topfolk og en hastigt voksende gruppe virksomheder, at der vil opstå et enormt marked for AI-tjenester i Kina.

Kina og USA: Konkurrence eller divergerende udvikling

De dansende robotter afslører et væsentligt aspekt ved Kinas AI-udvikling: en satsning på specialiserede modeller, chips og anvendelse i økonomiske kernesektorer. Det adskiller sig fra den amerikanske strategi.

I USA er man stolt af at være førende i fremstilling af avancered chips til AI. Nvidia er i særklasse, hvilket gjorde de amerikanske chip-sanktioner til en udfordring for kinesiske AI-firmaer. OpenAI, Anthropic og de førende tech-giganter har ligeledes udviklet de mest avancerede store sprogmodeller (LLM’er). Amerikanerne satser med andre ord på systemer, der kan give mere eller mindre vildledende svar på mere eller mindre dumme spørgsmål. Nogle amerikanske delstater har overvejet sikkerhedsregulering, men den modarbejdes – ikke overraskende – af industrien, Republikanerne og Trump.

Amerikanerne opfatter situationen som en konkurrence om AI-førerskab mellem USA og Kina, som en kinesisk trussel og som et spørgsmål om national sikkerhed. Kineserne er ikke blinde for konkurrencen og for ambitionen om at “indhente” USA, hvilket DeepSeek viste, ikke var helt umuligt. I sin nytårstale sagde Xi Jinping, at Kinas teknologier, herunder kunstig intelligens og halvlederchips, i 2025 “nåede nye højder”, men understregede samtidig, at det var lykkedes at “integrere videnskab og teknologi dybt med industrierne og skabe en strøm af nye innovationer”.

Med andre ord: I sin AI-strategi har Kina valgt at se AI som en alment anvendelig teknologi (general-purpose technology), på linje med dampmaskinen og computeren – en teknologi, der vil kunne transformere økonomien. Det indebærer måske, at AI også skal kunne give dumme svar på dumme spørgsmål. Men det er ikke dér, AI for alvor kommer til at forme Kinas fremtid.

Erik Baark er professor emeritus ved Hong Kong University of Science and Technology og mag.art. i sinologi fra Københavns Universitet. Han har forsket og undervist i videnskab og teknologi i Kina og andre lande i Asien. For nylig har han været redaktør på en bog med titlen Innovation and “China’s Global Emergence” som blev udgivet af NUS Press i august 2021.

Indhold

Ny forperson i Dansk-Kinesisk Forening & ny redaktør på Kinabladet

Mindeord – Pia Sindbjerg

Rejse til Kina før tøbruddet
Af Pia Sindbjerg

Hvorfor sendte Yuan Zhongfu sin søn til Danmark?
Af Kun Zhou

Anmeldelse: Generationers familieliv i Kinas nordøstlige rustbælte
Af Emma Christine Andersen

Dao Lang – et kulturelt fænomen
Af Tage Vosbein

De første skrevne ord og forfatterne til tidlige kinesiske klassikere
Af Hugo Hørlych Karlsen

Kinas sidste oprindelige landsby – Wengding
Af Burao Yilu

Menneskeskabt intelligens (AI) i Kina
Af Erik Baark

Anmeldelse: Fra bud i Beijing til international bestseller-forfatter
Af Simon Rom Gjerø

Kinas femårsplaner bliver set som et magisk instrument, der kan styre den økonomiske og sociale udvikling i planperioden. I de senere år har der også været fokus på, hvordan planerne har været med til at kickstarte Kinas high-tech revolution og den grønne omstilling.

Nu står Kina foran at skulle i gang med en ny femårsplan – den femtende (2026-2030).

Denne KinaSalon tog deltagerne med ind i planernes maskinrum. Vi blev klogere på, hvad planer er for en størrelse, hvordan de bliver til, hvad de bruges til og ikke mindst, hvad vi skulle notere os i den 15. femårsplan.

Endelig skulle vi snakke om, den nye femårsplan kan bruges til at positionere Danmark og EU anderledes, måske endda bedre i forhold til for eksempel videnskabeligt, teknisk og økonomisk samarbejde fremover.

KinaSalon er et samtaleformat. 

Paneldeltagere

• Professor Kjeld Erik Brødsgaard, Copenhagen Business School – specialist i kinesisk politik og politisk økonomi.
• Martin Bech, vicegeneralsekretær, Danish Chinese Business Forum – specialist i Kinas teknologiske udvikling, kinesisk videnskabsdiplomati og innovation.
• Bertel Heurlin, professor emeritus og leder af China Security Studies, Center for Militære Studier – deltager med et kort oplæg om militærets rolle i de to sessioner.
• Interviewer og moderator Jørgen Delman, professor emeritus i Kinastudier, Københavns Universitet; medlem af Dansk-Kinesisk Forenings bestyrelse og redaktionen af Kinabladet.

Arrangører
Dansk-Kinesisk Forening, Det Udenrigspolitiske Selskab, Center for Militære Studier.

Sted
Center for Sundhed og Samfund, Gammeltoftsgade 15, 1353 København K, lokale 35.01.06.

Entré
Gratis.

De sidste to årtier har bragt en bemærkelsesværdig udvikling i Kinas transportsektor, og landet indtager i dag på mange områder den teknologiske førertrøje på verdensplan.

Det kinesiske bilmarked er verdens største, og de nye producenter inden for New Energy Vehicles (NEV)-sektoren har også sat deres præg på bilindustrien i Europa.

Samtidig har massive investeringer i infrastruktur styrket Kinas position yderligere, blandt andet gennem opbygningen af verdens største og hurtigste højhastigheds-jernbanenet (HSR) samt landets jernbaneprojekter uden for Kina, herunder projekter under Belt & Road-initiativet.

Udviklingen har dog ikke været uden udfordringer, da Vesten har forsøgt at bremse Kinas hastige fremskridt.

I dette foredrag fik vi et unikt indblik i Kinas teknologiske fremskridt, transportinnovationer og de globale konsekvenser, der former fremtidens mobilitet – både på hjul og skinner.

Foredragsholder
Carsten Sonne Pedersen, tidligere Delivery Manager hos elbilproducenten Xpeng og passioneret tognørd.

Sted
Union, lokale Aula (1. sal), Nørre Allé 7, København.

Faldende fertilitet er nu et globalt fænomen. Over halvdelen af verdens befolkning lever i lande, hvor fertilitetsraten anses for at være lav, samtidig med at et stigende antal unge stiller spørgsmålstegn ved, om, hvornår, hvorfor eller hvordan de skal have børn – eller om de overhovedet ønsker børn.

Alarmerende prognoser advarer om sammenbrud i velfærdssystemerne, ældre uden tilstrækkelig omsorg, insolvente pensionssystemer og økonomisk stagnation. Som en direkte reaktion er statsoverhoveder verden over begyndt at opfordre deres borgere til at få flere børn og har iværksat en række fødselsfremmende politikker og programmer.

Intetsteds har denne overgang været mere markant end i Kina. I oktober 2022, efter årtiers strengt håndhævede antinatalistiske familieplanlægningspolitikker (kendt som »etbarnspolitikken«), lovede Xi Jinping »at etablere et politisk system, der skal øge fødselsraterne og nedbringe omkostningerne ved graviditet og fødsel, børneopdragelse og skolegang«. Alligevel bliver fertilitetsraten ved med at falde.

I dette foredrag så vi nærmere på årsagerne til denne tendens.

Foredragsholder
Ayo Wahlberg, professor i antropologi med speciale i fertilitet og reproduktion i Kina.

Sted
Union, lokale Cielo (3. sal), Nørre Allé 7, København.