De to fotos er en del af udstillingen “1000 nye bekendtskaber – 100 gruppebilleder” på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. De 100 gruppebilleder er alle i sort/hvid og taget i årene 1860-2010 og fra fire kontinenter – med hovedvægten på Danmark. Det er opstillede fotos fra en arbejdsplads, et sportshold, en havetur, et bryllup, skoler etc. De fleste er udstillet på print, men der er også et par stykker blæst op på en fotostat.

Dén slags billeder er bare et skønt dyk tilbage i tiden. Man kan gå tæt på og studere detaljerne i tøjet eller frisuren. Og så er der noget morsomt ved det opstillede, det akavede ved situationen kan flere ses i ansigterne på de fotograferede, og prioriteringen. Avlstyren skal da med på familiefotoet!

Udstillingen “1000 nye bekendtskaber – 100 gruppebilleder” løber frem til 18. September, og der er åbent hver dag 10-17. 

De 100 gruppebilleder er indsamlet af forlæggeren Christian Ejlers, der i 2018 udgav en bog under samme titel. Skæg ide, som nu også kan nydes på Frederiksborg Slot. Og når man nu alligevel er der, kan man jo lige kigge over i portrætafdelingen og finde et malet portræt af sin favoritbogsamler.

Indlægget 100 gruppebilleder blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Den 21. September 2022 er det 60 år siden de første 10 titler udkom i billigbogsserien Gyldendals Bekkasinbøger. Romaner og noveller af Albert Camus, Knut Hamsun, James Joyce, Vladimir Nabokov, Katherine Anne Porter, Bent Rying, Ole Sarvig, Villy Sørensen, Amos Tutuola og Virginia Woolf kunne nu købes billigt, indpakket i små, hæftede bind med unikke forsider af Gyldendals chef-bogtilrettelægger, Austin Grandjean. 

Det fejrer Foreningen for Boghåndværk i deres seneste årspublikation fra februar 2022, Bogvennen 2021, der helt er helliget Bekkasinbøgernes historie. Det er litteraten og bogsamleren Felix Rothstein, der med udgangspunkt i egen samling og med dyk ned i arkiverne hos Gyldendal og Austin Grandjeans personlige arkiv med mere, har sammenstykket al kendt viden om seriens tilblivelse.

Billigbøgernes oprindelse

Felix Rothstein lægger ud med at fortælle billigbogens historie, som – og det vil måske overraske nogle – strækker sig helt tilbage til den italienske bogtrykker Aldus Manutius, der i Venedig i april-december 1501 udgiver en række “Aldinere” i oktavformat (cirka 17,7 x 10,5 cm) med tekster af Virgil, Horats, Petrarca med flere. Små praktiske bøger, lige til at stikke i lommen og tage med sig.

Og vi får historien om jernbanen, hvis udbredelse pludselig gav mange pendlere, der ikke kunne tale sammen på grund af larmen fra toget, og derfor gav sig til at læse. Et marked som særligt engelske Penguin Book så og fik succes med.

Vi spoler frem til sidst i 1950’erne og Danmark, hvor flere forlag, men især Gyldendal fik succes med billigbogsserierne Tranebøgerne og Uglebøgerne, og nu ønskede man at skabe endnu en serie. En mere intellektuel serie med sværere tekster og lidt dyrere bøger set i forhold til Tranebøgerne. 

Bekkasinbøger

Oprindeligt havde serien arbejdstitlen Svalebøgerne, og hvorfor det endte med Bekkasinbøgerne, har det desværre ikke været muligt for forfatteren at opklare, men det er hyle morsomt at læse samtidige aviskritikernes fantasifulde spekulationer. De kommer vidt omkring.

Felix Rothstein redegører fint for forløbet op til lanceringen og modtagelsen, både roser og kritik, den skæve køns- og geografiske fordeling blandt de forfattere, der blev udgivet. I det hele taget den noget ustrukturerede redaktionelle linje eller mangel på samme, der lander på at være “..et værdifuldt alternativ til det kendte end en udforskning af det ukendte”, som Felix Rothstein skriver.

Og naturligvis, det afgørende for nutidige bogsamlere, forløbet med de første 49 udgaver med unikke forsider af Austin Grandjean, der derefter af sparehensyn måtte udvikle et design til serien, hvor vægten skiftede fra at signalere noget om indholdet i den konkrete bog, til at signalere, at her er en bestemt billigbogsserie. Og det endte, som det er bekendt, med de stribede omslag i forskellige farvekombinationer. Det vil sige: det ender faktisk med et sidste pinagtigt skvulp i 1978, med en serie på syv titler (se side 124-125), hvoraf tre dødkedelige er på hvid baggrund uden striberne, kun toppet af Hermann Hesses “Glasperlespillet” i to bind med forsider med en bunke perler og stavefejl i forfatterens navn. Pinlig afslutning.

I 2018 luftede Gyldendal ideen om at genoplive serien, der blev endda sendt mockups ud af fire titler af Herta Müller, Philip Roth, Kundera og Naipaul, men relanceringen blev udskudt og siden helt droppet.

Værktøj for bogsamlere

Det vigtige arbejdsredskab for samlere, er siderne 146 til 160, hvor Felix Rothstein præcist beskriver samtlige 121 udgivelser og deres variationer (unik forside, stribet forside, med film-smudsbind etc.). En uvurderlig registrant af Gyldendals Bekkasinbøger, så man nu for første gang kender det nøjagtige antal etc. Og han nævner også de tre kendte eksempler på efterligninger af seriens stribede design. Dem må man som samler naturligvis også have med.

For billigbogen var en del af brug-og-smid-væk-kulturen, men de er ikke alle sammen blevet læst og smidt væk. I dag 60 år efter, hvor genbrugstanken og klimaet er på dagsordenen, er Bekkasinbøger et samleobjekt, der kan læses og/eller beskues fra Børge Mogensen-stolen, stående dér på teaktræshylden belyst af le Klint lampen.

Bogvennen 2021 er tilrettelagt af Malene Hald. Naturligvis designet som en Bekkasinbog, helt i emnets ånd. Det er en lækker læseoplevelse: god størelse bog, skriftstørrelse og skrift (ABC Diatype), der er plads til fingrene udenom teksten og man skal langt fra mase ryggen flad for at få teksten med. Det samme gælder opsætningen af de mange forsider af Bekkasinbøgerne (de er der alle sammen) i forskellige størrelser, og teksteksemplet side 85-86 etc. Ja, lækkert og smagfuldt tilrettelagt.

Bekkasiner i bakspejlet og notater

Bogvennen kunne have haft gavn af en ekstra omgang korrektur. Ja, det skal med. Vi der skriver digitalt, har fordelen af at kunne rette vores mange skæverter, men når man lader sine tekster trykke, er der kun et succeskriterie: nul fejl. Jeg tænker på orddelingen “Republi-kken” side 22, “..og man presse [-ede] produktionsprisen..” side 40, “..var bladet fuld af mere eller [mindre] morsom…” i nederste billedtekst side 130.

Og så er der et par kendte problemstillinger, der aldrig rigtig synes at være den perfekte løsning på, heller ikke her. Skal der fx noter med og skal de serveres straks eller bag i bogen? Jeg kan godt lide at noter placeres ved teksten, så længe de er korte, men at noten placeres en side før referencepunktet i teksten, som på side 24 og 25, forekommer mig ikke at være en god løsning, og noten om Hans Reitzels Serie Uforkortede Udgaver side 48, er måske lige lovlig uforkortet. Den hører måske endda til i kategorien “kill your darlings”? Ellers virker noterne gode og oplysende. Og så har man fint valgt et dobbeltnotesystem, hvor uddybende/forklarende noter serveret straks, mens noter med litteraturhenvisninger placeres bagerst i bogen.

En anden problemstilling er artikler inde i teksten. Jeg tænker på de fire “Bekkasiner i bakspejlet”, hvor fire aktive grafikere forholder sig til Bekkasinbøgernes design. Den første dukker op side 26, og den oplevede jeg som en ret brutal afbrydelse af hovedteksten. Også selvom jeg var advaret i indholdsfortegnelsen. Den næste side 60 er placeret mere naturligt ved et kapitelskifte i hovedteksten. Hvad er alternativet? At arbejde med at få alle fire artikler placeret mere naturligt i hovedteksten? At samle de fire artikler efter hovedteksten? Jeg har ikke løsningen. Men jeg elsker ideen om, at lade bogtilrettelæggere forholde sig til Austin Grandjeans arbejde med moderne øjne.

Jeg ville godt have set flere af Gyldendals gamle annoncer. Den slags er der bare noget skægt ved. Vi får et billede af Gyldendal billigbogsstativ side 53 og endelig et par reklamer side 140-141 (se hvor de ryger og drikker igennem i dagligstuen, istedet for at læse!), mens referencer side 46, 51, 66 og 67 desværre er uden illustration. 

Dansk boghistorie

Men det skal ikke forplumre det store billede: en eksemplarisk og læseværdig bog, velskrevet og veltilrettelagt. En stor tak til Felix Rothstein og Malene Hald for bogen, og til redaktør Christian Kaaber for at gribe lejligheden til at udgive dette vigtige stykke dansk boghistorie. 

“Bogvennen” er blevet udgivet som årbog for Foreningen for Boghåndværk siden 1890, men kan også købes af ikke-medlemmer på hjemmesiden boghaandvaerk.dk.

Note: jeg er betalende medlem af Foreningen for Boghåndværk.

Indlægget Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger blev vist første gang den Bogstavsamleren.

– Er du hjemme 17.50?

“Søsyge er en lidelse, der inddrager flere og flere ofre, efterhånden som trafikken til søs og i luften tager til. Den er årsag til utallige lidelser for dens mange ofre, men den er tillige et samfundsproblem af uoverskuelig rækkevidde. Tænk blot på, hvad der mistes i tabte arbejdstimer. Og tænk blot på, hvilke opsving trafikken ville få, dersom folk ikke af frygt for søsygens kvaler holdt sig tilbage fra rejser.

Under verdenskrig II fik spørgsmålet stor praktisk betydning både af hensyn til troppetransporter til søs og til de mangfoldige bombetogter, hvor besætningerne under manøvrerne til undgåelse af antiluftskytset i høj grad var udsat for “søsyge”. Foranlediget heraf har man udført et stort systematisk arbejde til opklaring af søsygens ætiologi.”

Det er ikke hver dag min svigerinde sætter mig så præcist i stævne over Messenger. Noget kunne tyde på, hun var på vej hjem fra arbejde, og havde sat rute-app’en til. 

– Kommer lige forbi med at par bøger

“Hævert og pipette. Disse apperater grunde sig på den atmosphæriske lufts tryk og benyttes især til at optage en del eller hele vædskemængden fra et kar, uden at dette behøver at forandre stilling.

Den togrenede hævert er den almindeligste brugte, og er i den simpleste form et bøjet rør med ulige lange grene.

For at undgå at fylde hæverten ved sugning, kan man, ved at vende begge grenene opad, fylde den med vædsken, lukke for den ene åbning med fingeren, hurtigt vende den om, og sætte den åbne korte gren ned i vædsken.”

Pia og jeg havde besøgt Vesterbro i forårssolen, for at handle stort ind af grøntsager, krydderier og tørrerede bønner. Vi startede hos Radissen på Istedgade, men det var ærlig talt ikke en butik med fordums høje niveau der mødte os, så vi måtte videre ned ad Istedgade for at finde friske grøntsager og god service. Frokosten bestod som altid, når vi er på Vesterbro, af shawarma og cola. 

Siden plyndrede vi genbrugsbutikker i Brønshøj-Husum for bogguld, inden vi skulle hjem til Otto. Toiletterne i Føtex havde lort op og ned ad væggene og ud over gulvene og var ude af drift. Toilettet hos Lumi Genbrug var strengt forbeholdt personalet, til gengæld bestod 95 % af bøgerne i deres bogafdeling af religiøse bøger. Videre. 

“Sammendrag: Det er vist, at tilsætningen af benzylpenicillinnatrium til opløsninger af røntgenkontrastmidler indeholdende diætanolaminsaltet af diodon er uhensigtsmæssig. Diodondiætanolaminat har en særdeles kraftig katalytisk virkning på penicillinets spaltning.”

Maiken arbejder i et medicinalfirma, og deres mødelokale skulle tømmes for alle de gamle bøger. De bevaringsværdige var sendt videre til rette sted, resten var up for grabs for personalet – eller skulle smides ud. 

Dén skæbne kunne Maiken ikke holde ud skulle overgå bøgerne, så hun havde samlet hvad hun kunne have i favnen, og nu var stakken på vej til Skibby: en stak blade fra Danmarks Apotekerforening, “Archiv for Phamarci og Chemi” årgang 1954, “Publikationer fra “Medicinalco”s Kemisk-Biologiske Laboratorier XVI” 1956 og en lærebog i “Pharmaceutisk Teknik” med 191 afbildninger udgivet i 1888, skænket i nyere tid af Provisor Schmidt Alle Apoteket.

“Indenrigsministeriet har under 8. December 1954 i henhold til § 3, stk. 3 i lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om udøvelse af lægegerning meddelt tysk læge Ingrid Deisting autorisation som læge, således at hun kan virke som underordnet læge på sygehuse, som skibslæge eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en praktiserende læge,…”

Bøgerne og tidsskrifterne er reddet for nu, og jeg kan more mig med at bladre løs og læse de gammeldags, videnskabelige og lovformelige formulerede tekster.

Og bekymre mig over, hvor utallige lidelser søsygen giver dens mange ofre.

Indlægget Jeg, et refugium for ensomme bogbind blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Han havde forsøgt at aflevere min pakke, chaufføren fra FedEx, men jeg var ikke hjemme. – Du kan bare lægge pakken ved fordøren, forsøgte jeg over telefonen, da han ringede mig op, men nej, det kunne han ikke bare sådan lige. – Kommer du igen i morgen, så er jeg hjemme. Det ville han forsøge, og nu havde han jo også mit nummer, sagde han. 

Så hørte jeg intet i en uge. 

Forinden var jeg ellers blevet bombarderet med mails om, hvornår min pakke var planlagt til at forlade Norge, og hvornår den ville blive leveret på min adresse. Jeg havde følt mig velorienteret. Men det gjorde jeg ikke længere.

Det kan være en dyr fornøjelse at interessere sig for bibliofili. Især hvis bøgerne er nye. Og fra Norge. De kan noget med bibliofile værker i Norge, hvor de gennemgår et emne grundigt i tekst og fotos, og pakker det hele ind i dejlige bogbind med flotte fotos på lækkert papir. 

I 2021 udkom Ernst Bjerkes flotte og vidende bog “Bibliotheca Werglandiana” om forfatteren Henrik Wergelands bøger, fyldt med al kendt viden om, hvad der havde med trykning og udgivelserne at gøre, og hvilke bibliofile der i det efterfølgende århundrede havde samlet Werglandiana, hvordan deres samlinger havde skiftet hænder, og hvordan meget af det var endt i Oslo Katedralskoles bibliotek. 

For nogle vil sådan en bog blot være en bog fyldt med affotograferede bogomslag og en masse tekst. For mig er bogomslagene lige så spændende, som at gå på en kunstudstilling. En æstetisk nydelse og en palette af viden om bogtrykkerkunst, trykkerihistorie, national historie, personalhistorie etc i datidens Norge. 

En måned tidligere var der sket det, at jeg opdagede, at der igen i Norge var udgivet en bibliofil bog, denne gang om forfatteren Henrik Ibsen: Martin Schøyens “Henrik Ibsen. Norske og danske trykte udgaver 1850-1906. Tekst- og bindvarianter.” Den første samlede fremstilling med fotos af 900 forskellige førsteudgaver og 800 senere udgaver af Ibsens bøger. Wauw, dén måtte jeg da have fat i, selvom det er lidt dyrt at importere sine egne bøger: 475 kr for bogen og 345 kr i transport.

Jeg skrev en mail. Dén mail blev FedEx rigtig glade for, mailede de mig tilbage. De havde sørme forsøgt at aflevere pakken, men nu jeg henvendte mig, kunne de da godt overveje at slippe pakken løs til mig på en af efter mit valg fire måder: 

1.Hæng en fuldmagt op på din dør og vi afleverer den på adressen.

2.Vær hjemme mellem 9 og 18.

3.Vi afleverer på din arbejdsplads.

4.Hent pakken hos FedEx. I Kastrup. På Amager.

Jeg valgte løsning et blandt de fire fleksible og kundevenlige løsninger, og de lovede at aflevere pakken næste dag. 

Men det gjorde FedEx bare ikke. 

Et døgn efter jeg havde valgt løsning et, meddelte FedEx mig, at de ville bringe pakken ud næste dag. Og de gjorde det sørme. Mens jeg ikke var hjemme. 

Kun ti dage senere end lovet. 

Vedlagt pakken var der vedlagt et brev fra FedEx. – Hvor hyggeligt, tænkte jeg. Men ak, det var en faktura. Jeg skulle betale 150 kr i told af pakken og 144 kr plus moms til FedEx i administrationsafgift. Så nu har bogen i alt kostet mig 1.150 kr. 

Så nu køber jeg ikke flere bøger i Norge. Amager halshug.

BREAKING! GUL BJÆLKE! BREAKING! GUL BJÆLKE! BREAKING!

Den norske Bibliofilklubben har udgivet en jubilæumsbog, hvor klubbens 33 medlemmer hver præsenterer to spændende bøger fra egen samling, fyldt med spændende tekst og smukke fotos! 

Suk…..

Indlægget FedEx beholder min pakke blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Afholdte bogarrangementer:

• Vangsgaards Antikvariat: Hollandsk bogudsalg fra den 9. – 30. august, Købmagergade 9, 1150 Kbh.
• Nordisk Antikvariat: Hollandsk bogudsalg 16. aug – 11. sept, Helligaandshuset på Strøget, Niels Hemmingsens Gade 5, 1153 Kbh. K.
• Nordisk Antikvariat: Hollandsk bogudsalg 21. juni til 17. juli afholder Nordisk Antikvariat bogmarked efter hollandsk princip med løbende, faldende priser. Sted: Helligaandshuset på Strøget, Niels Hemmingsens Gade 5, 1153 Kbh. K.
• Vangsgaard Antikvariat: Hollandsk bogudsalg fra den 21. juni, Købmagergade 9, 1150 Kbh.
• Røde Kors Genbrug Randers – Mariagervej 86. Stort bogmarked 20. juni til 1. juli.
• Vangsgaard Antikvariat: Hollandsk bogudsalg 3. maj-19.juni, Købmagergade 9, 1150 Kbh.
• Aalborg Bibliotekernes sommerbogudsalg 11.-19. juni, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg.
• Storrs Antikvariat: Hollandsk bogudsalg 20. april-11. juni Frederikssundsvej 61, 2400 Kbh. NV.
• Lille Bogdag: 28.- 29. maj klokken 12.00-18.00 Johan Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 Kbh. K
• Forum Antikvariats Bogudsalg 2022: Hollandsk bogudsalg i Helligåndshuset på Strøget 7. juni til 19. juni.
• Skørping.Boggaragen – online antikvariat: Hollandsk bogudsalg online 1. maj til 5. juni.
• Bogby 9520: Hollandsk bogudsalg i St. Brøndum 5. maj til 29. maj Askildrupvej 23, St. Brøndum, 9520
• Hald Hovedgaard: Bøger på Hald – bogsalg og bogoplevelser 22. maj 10.00 -15.00 på Hald Hovedgaard, Ravnsbjergvej 76, 8800 Viborg.
• Historisk weekend med bog- og militarymarked: 7. maj 10.00-16.00 ved Besættelsesmuseum Fyn, Lufthavnvej 136, 5270 Odense (ved H.C. Andersen Airport).
• Bogdag i Videnskabernes Selskab: 28. april fra kl. 17.30-19.30 hos Videnskabernes Selskab på 3. sal på H.C. Andersens Boulevard 35, 1553 Kbh. V.
• Vesterbro Bogfest: 30. april mellem 10.00 og 15.00 i Folkehuset Absalon, Sdr. Boulevard 73, 1720 Kbh. V.

Indlægget Nuværende og kommende bogarrangementer blev vist første gang den Bogstavsamleren.

“Jeg har ledt meget længe efter den bog. Har du den måske her?”

“Forstår De, Frue, dette er et hollandsk udsalg, så vi har ordnet bøgerne efter emner, men ellers må man selv gennemsøge bøgerne, og se om man kan finde det man mangler. Til gengæld er der enhedspris, som løbende nedsættes.”

“Naturligvis, naturligvis. Vil du sige til, hvis du ser bogen?”

Bogjagtens gyldne regel

En vigtig regel på en bogjagt er, at gennemse alle bøger uden undtagelse, selv under emner man normalt ikke interesserer sig for, for man kan ikke være sikker på, at antikvaren er fejlfri. Eller at man selv er. Måske interesserer man sig for en bog, man slet ikke vidste eksisterede? Og jeg var stadig kun igang med tredje fag ud af måske 20-25 stykker.

Men hvis det skulle ske, ville jeg være i fint selskab. Det skete for en kendt tv-vært på live-tv, og hun udtalte efterfølgende:

Farvel, humlebi

Skal jeg nu til at huske, at have en vandflaske med mig, hver gang jeg browser bøger? Er det min alder? Humlebien havde samme grundige strategi som jeg. I hvert fald var den nu fløjet fra historie til poesi.“Jeg kan slå op om vi har den i antikvariatet. Nej, desværre, ikke i øjeblikket.”“Helt i orden. Lad mig vide, om den dukker op her et sted.”Jeg købte for 200 kroner og gik ud i solen uden min flyvende makker. Det burde være forbudt, at have boghylder under livhøjde.

Indlægget Englehop hos Vangsgaards Antikvariat blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Morgentrafik på Nørrebrogade

Jeg kom i tanke om en gang jeg ventede på bussen på Nørrebros Runddel på vej på arbejde. Morgentrafikken trillede langsomt forbi, og pludselig dyttede en stor Mercedes af mig, og det var min chef. Han havde fulgt en indskydelse og kørt ind ad Nørrebrogade for at se det sted, hvor et familiemedlem en gang havde boet, uagtet den meget forlængede transporttid. Nørrebro mod Christianshavns Torv, så kunne trafikken nærmest ikke blive tættere en hverdagsmorgen.

Jeg husker ham som en humoristisk person, der havde let til smil og til at se det løjerlige i en situation. Han lo for eksempel overgivent, dengang jeg bad om orlov. Jeg havde fået tilbudt et barselsvikariat i Avedøre, og for at få kamelen til at glide ned, havde jeg forberedt min egen afløser: min søster. Han købte heldigvis hele pakken.

Scherfigs årbøger

Min ven Jens stødte til os i solen, og de to fik placeret sig i forhold til hinanden og det brancheoverlap der historisk havde været, og Jens gav mig min fødselsdagsboggave (det var ikke min fødselsdag, vi havde blot først fået lejlighed til at se hinanden nu), og jeg gav Jens 1969-eksemplaret af Scherfigs Årbøger, som han samler på (det var ikke Jens’ fødselsdag heller). “Årbøgerne, dem kendte jeg ikke. Er der noget i dem, der ikke tåler dagens lys?” udbrød han med et diabolsk glimt i øjet. “Jens læser dem ikke, han samler kun”, forklarede jeg, som om Jens ikke var gammel nok til at svare for sig selv.

Bogmarked i Helligåndshuset

Jens og jeg skulle mødes for at besøge bogmarkedet i Helligåndshuset. “Vi skal undersøge, om antikvarboghandleren lader sig snyde. Måske har han overset en diamant i bogbunkerne”, fortalte jeg, mens rækker af børnehavebørn med hinanden i hænderne og deres pædagoger kom syngende rundt i svinget. Jens havde dage forinden gennemtrawlet bogmarkedet, så jeg vidste nøjagtig hvad jeg skulle købe. Han var på vej til at deltage i en podcastoptagelse om Højskolesangbogen, og havde forberedt sig på at tale om tre tekster, fortalte han og kiggede på sit armbåndsur.

Under de kølige, hvidkalkede hvælvinger stod de fyldte borde tæt med håndskrevne skilte til at navigere efter, og række efter række af bogrygge. Jeg fulgte efter Jens ned til de eftertragtede Clartéhæfter, som ingen andre havde bortført. Jeg kiggede skønlitteratur og poesi igennem, og fandt et par småting, men ellers sang bogmarkedet på sit sidste vers, kunne man godt se. Der var en vis uorden, og mange af bøgerne havde skader eller var alt andet end sjældne. Selvom prisen dén dag var 20 kroner, fik jeg hæfterne til 10 kroner.

Efter en kop kaffe på bænken på Nørreport, cyklede jeg alene ud til kommunisternes hollandske bogudsalg i Hillerødgade. Ud over Clarté og tidsskrifter fra 1930’erne, var jeg på den tid særligt på udkig efter skønlitterære titler fra Forlaget Sputnik eller Tiden. Men der var låst og ingen reaktion på min ringen på dørklokken. Kommunismen var gået på tidlig weekend.

Venner på Facebook

Nu har jeg ansøgt om venskab på Facebook, men min anmodning er foreløbig forblevet ubesvaret. Måske lader han mig hænge til tørre dér i nogen tid, måske er han bare ikke så flittig Facebookbruger nu han er blevet 70 år. Men jeg trøster mig med, at skal jeg først afsted, kommer han helt sikkert til min begravelse. Familien bliver så glade.

Indlægget På bogjagt i Helligåndshuset blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Men måske husker familien den side af Lars, for allerede som 11-12-årig skrev han halv- og helsides historier på mosterens skrivemaskine, og købte også sin egen skrivemaskine, så snart han fik råd. 

Undervejs i livet har han med jævne mellemrum stoppet op fra sin travle karriere og familieliv, og overvejet at genoptage den passion, men uden at kunne finde tiden til at fokusere nok.

Men da han så traf beslutningen om at forlade posten som chefredaktør på NORDJYSKE Medier, vidste han, at nu skulle det være. Helt uden at vide om han havde evnerne til stå distancen, kastede han sig ud i skriveriet, dels for at have noget at stå op til hver morgen, dels for at afprøve sin drengedrøm.

I dag er Lars Jespersen 58 år gammel, gift og far til to døtre og bor i Nørresundby med familien og hunden Laban. Og han kan udover sine meritter i medieverdenen skrive forfatter på cv’et, for 8. September udkom den historiske roman “Boghandlerens søn” på forlaget Hovedland.

Til min podcast Bogstavsamleren, har Lars i tre podcatsafsnit fortalt om sin nye bog.

Boghandleren søn (1:3)

Bogstavsamleren interviewer forfatterdebutanten Lars Jespersen om sin vej fra chefredaktør i et stort mediehus til skønlitterær forfatter. Lyt her.

Boghandlerens søn (2:3)

Bogstavsamleren interviewer Lars Jespersen om sin helt nye historiske roman, “Boghandlerens søn”, der foregår i Aalborg og omegn (men også lidt i Amsterdam) 1624-28, om handlingen og romanens hovedpersoner. Lyt her.

Boghandlerens søn (3:3)

I tredje og sidste afsnit fortæller Lars Jespersen om hvordan han har grebet det an, at skrive en historisk roman. Hvad skulle der til af research, læsning og vandreture med hunden Laban? Og hvad er et oksehoved? Lyt her.

Indlægget Boghandlerens søn blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Romanen “Perlerne” foregår i det rige overklassemiljø i Washington D.C. blandt diplomater, erhvervsfolk og amerikanske ministre. Mary Content bor sammen med sin stenrige mor, mens hendes stenrige far kun dukker op på adresse en gang eller to om året. Resten af tiden bor han i ødemarken, hvor han maler. Når han dukker op, modtages han med åbne og tilgivende arme af sin kone Guinivere, mens Mary hader sin far, John Mc. Dovall, for at være en egoistisk slubbert overfor hende men især Guinivere.

Mary Content er ved at nå den alder, hvor hun skal introduceres gennem magasiner og debutantbal, så hun kan finde sig en passende livspartner. Hendes mor har udset sig en engelsk aristokrat, men Mary elsker den vege og blege ludoman Norbert.

Perlerne

Imens i New York sættes verdens dyreste perlekæde til salg. Alle taler om perlekæden, og spekulerer over, hvem der mon løber af med smykket ved auktionen. I al hemmelighed køber John perlekæden, og han forsones med sin datter, da han forærer hende perlerne.

Romanens sidste scene er et kæmpestort kostumebal i Guinivere og Johns hjem, “Angel’s Nest”,  arrangeret af Mary Content. Her skal Mary naturligvis bære perlekæden, men forinden har Mary i hemmelighed reduceret perlekæden fra 24 til 23 sten. Den 24. sten vil hun forære til Norbert, så han kan komme ud af sin spillegæld og gifte sig med hende.

Undervejs i festen sker der det, der ikke må ske: pludselig er perlekæden væk, uden at Mary har opdaget, at den har forladt hendes hals. Alle festdeltagerne alarmeres, og sættes til at lede. Det hele ender naturligvis godt, mere skal ikke afsløres her.

Fristelsen

Bortset fra side 75, hvor Mary (måske) tager “cocain” med sin veninde Gloria i Chevy Chase Klubben, bliver romanen først rigtig sjov, da Mary taber perlekæden under festen. Der er nemlig flere findere at perlekæden, men ingen af dem giver sig til kende. De dumper blot kæden igen.

De opdager nemlig hver gang, at der kun er 23 perler, og spørgsmålet er, om man vil blive hyldet som finderen af den kostbare perlekæde, eller som tyv af den 24. perle? Og siden der kun er 23 perler, gør det måske ikke så meget, om der kun var 22? Eller 21? Og så kan man lægge perlekæden, så en anden kan finde den.

Som nævnt må flere igennem disse svære samvittighedsspørgsmål, blandt andre den blege Norbert, præsten og den snobbede butler, og her udfoldes Karin Michaëlis’ bidende vid og psykologiske sans på den mest herlige og underholdende vis i et nærmest Agatha Christie’sk set-up.

I det hele taget er Michaëlis hård ved den overklasse, hun beskriver i romanen, som har penge og værdier i en sådan overflod, at de forbruger dem på den mest tankeløse måde. Men romanen tænder nu afslutningsvis et lille lys i mørket, kan vi røbe.

Karin Michaëlis: Perlerne. E. Jespersens Forlag uden årstal (1927).

Indlægget Hvem stjal perlerne? blev vist første gang den Bogstavsamleren.

Handling

Den grå provinslærerinde Ida Ramundo Mancuso har tilskyndet af sin handelsrejsende ægtemand Alfio fundet et job i Rom, nogenlunde samtidig med fascismens overtagelse af magten og afskaffelse af demokratiet i Italien. Ida føder i 1936 – samme år som Alfio dør af kræft – sønnen Nino, der vokser op til at blive en ustyrlig, men også lidt charmerende lømmel, og ungfascist, og i januar 1941 voldtages Ida af en tysk soldat på gennemrejse på vej til Afrika (hvor soldaten senere dræbes i krigen).

Ida holder sin graviditet skjult og føder sin anden søn Giuseppe kaldet “Useppe”. Useppe er en lille fantasifuld og morsyg knægt, der kropsligt ikke vokser normalt. Han forbliver lille og i øvrigt dybt forbundet med sin storebror, der også er forgabt i sin lillebror, og snart skifter fascismen ud med modstandsbevægelsen, og aldrig er hjemme. 

Krigens slutning

Ida er vidne til jødeprogromerne og er rædselsslagen for at myndighederne skal opdage, at hun har jødisk blod i årerne. Samtidig går hun på arbejde med en mindreårig søn derhjemme, hun ingen har til at passe, og reelt er lønnen så lav og fødevarepriserne så stigende, at Ida og Useppe sulter. Det hus de bor i bombes og de må tage tilflugt i et lagerlokale sammen med et kulørt galleri af andre hjemløse flygtninge. Alle venter på at de Allierede skal befri Rom sydfra, og det sker jo også.

Romanens anden del er især helliget anarkisten David Segre (alias Carlo Vivaldi og Piotr), der er har været kammerat med Nino i modstandsbevægelsen, og som efter krigen forsøger at arbejde politisk for sine ideer, men ender modløs og krigstraumatiseret i sprut og pillemisbrug, og Useppe, der lever sit eget liv sammen med hunden Bella på strejfture rundt i Rom, mens Ida modløs og grå forsøger at hænge sammen i lærerjobbet.

Død, død og atter død

Efter mere end 500 sider har man som læser lært lektien: De hovedpersoner Elsa Morante introducerer os for, tager hun også livet af, og sådan bliver det: David dør af en overdosis, Nino i et trafikuheld (en smugleraffære?), Useppe får en mystisk og uhelbredelig sygdom, der tager livet af ham mens Ida er i skolen, Bella skydes af redningsfolkene, da hun vil forsvare den døende Useppe mod de indtrængende, og Ida indlægges helt tavs på et hospital og dør af sygdom i 1956 53 år gammel.

Den 663 sider lange roman er i øvrigt opdelt i årstal, der indledes med faktuelle begivenheder: krige, statslig repression af arbejderne, revolution, oprør, terror, repressalier, demokratisk afvikling, kold krig etc etc. Bare lige for at slå ethvert optræk til optimisme hos læseren godt og grundigt ned.

For det er jo meningen med romanen. Den er et opråb, en rusker til læseren. Vågn nu op! Hvorfor tillader vi at historien kører videre i samme krigs- og undertrykkelsesspor som har stået på i 10.000 år?

Og så er den så blændende godt skrevet, at man hænger ubesværet på, også selvom Elsa Morante har god tid. Hun tegner personer og miljøer med stor psykologisk indsigt, og maler med den brede humoristiske pensel som fx beskrivelserne af familien kaldet de 1000 i flygtningelejren, og med stor sorg og rædsel den hjerteskærende scene med de menneskefyldte kreaturtogvogne, der afventer afgangen mod udryddelseslejrene i Tyskland eller Polen.

Det er anden gang jeg læser romanen. Sidst var engang i 1990’erne, og den er bestemt værd at genlæse, den har stadig sin overvældende, indignerede og humanistiske kraft. Afsnittet med David Segres indre og ydre monolog til de andre cafegæster om verdens tilstand til, er det eneste sted i romanen, hvor jeg synes den bliver en my langtrukken. Ligesom vidnerne Useppe og Bella, synes jeg han skulle være gået hjem lidt før.

Derfor skal du læse “Historien”

Jeg ved ikke om ovenstående afskrækker dig eller giver dig lyst til at læse romanen, men jeg håber du vil give den et forsøg. “Historien” af Elsa Morante må uden tvivl være en af det 20. århundredes væsentligste romaner. Her kommer mine tre gode grunde til at romanen stadig bør læses:

1. Den er blændende velskrevet. Det er en nydelse at læse Morante som hun lader sine personers tanker vandre derudaf, og hun skaber levende personer og miljøer.
2. Handlingen er nok barsk og grusom, men samtidig også utrolig hjertevarm og humoristisk. Der må have boet en stor humanist i Elsa Morante.
3. Romanen er en anklage mod menneskeheden og dens forbrydelser mod sine egne, og selvom verdenskrigenes og den kolde krigs tid er forbi, er verden stadig fyldt med krige og flygtningestrømme og statslig repression. Skandalen har nu blot varet titusinde og 47 år.

Elsa Morante: Historien. Holkenfeldts forlag 1977 (1974). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Indlægget En skandale der har varet i 10.000 år blev vist første gang den Bogstavsamleren.