Ting faldt på plads i mit sind, mens jeg skiftevis drønede og listede mig gennem skoven. Hvilket overlegent teknologisk vidunder sådan en cykel er, navnligt når man (som jeg) kommer fra en fornuftig, sort herrecykel med navdynamo og tre gear, som eneste cykel de seneste år.
Jernhesten er en fantastisk køremaskine i byen, men kommer til kort når asfalten hører på. Jeg har tidligere haft MTB (men aldrig for alvor været pjattet med det helt grove eller halsbrækkende), og jeg har også været på rap og spændstig pendlercykel (som alligevel blev for en kende for spinkel til skovbund). Det her føles helt rigtigt, og jeg nyder at være n00b, mens jeg indånder naturen.
Oh fryd! Og gravel! Hvor har du dog været hele mit cykelliv?
Loven giver dig en citatret, og en bid lyd fra en film er i lovens forstand et citat. Hvordan og hvor meget du må bruge kræver lidt flere ord. “God skik” er det centrale og springende punkt. Mere nedenfor.
Baggrund: Da vi skulle i gang med at lave vores “Tech i TV“-podcast undersøgte jeg reglerne for at holde stien ren, og har derfor læst op på pensum hos bl.a. Retsinformation, Kulturministeriet og CBS. Det her er simpelthen mine noter, pudset af og delt på interwebbet.
Hvad siger loven?
Spørgsmålet om citater er reguleret af lov om ophavsret Her fra “Bekendtgørelse af lov om ophavsret” (LBK nr 1144 af 23/10/2014).
§23 – §24a handler om “Citat” (et klip fra en film er et citat) og “Gengivelse af kunstværker m.v.” (“Kunstneriske værker” er ikke-tekster – fx musik og film):
"Bekendtgørelse af lov om ophavsret" (LBK nr 1144 af 23/10/2014) Citat § 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Gengivelse af kunstværker m.v. § 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Gengivelsen må ikke ske i erhvervsøjemed. Stk. 2. Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter. Stk. 3. Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng. § 24. Kunstværker, der indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, må gengives i kataloger over samlingen. Sådanne kunstværker må endvidere gengives i meddelelser om udstilling eller salg, herunder i form af overføring til almenheden. Stk. 2. Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt. Stk. 3. Bygninger må frit afbildes. § 24 a. Offentliggjorte kunstværker må gengives, hvis betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets gengivelse. Stk. 2. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.
Det springende punkt er “god skik” og “i det omfang, som betinges af formålet”.
Der findes ingen eksakte definitioner (antal ord/takter/sekunder fra bog/musik/film), og det er nok meget godt, for det kunne hurtigt blive meget rigidt, eller invitere til “kreative” løsninger, som ville bryde med formålet.
I stedet beror det hele på en konkret vurdering fra sag til sag. Det handler dybest set om, at du har et hæderligt formål med din brug af citatet, og behandler materialet loyalt – og det synes jeg er rimeligt og udtryk for en god ånd i reguleringen.
Det er også foreneligt med den måde jeg hører andre podcast bruge filmklip. Jeg er ikke bekendt med sager, hvor man har dømt nogen for fx at trække en filmbid ind i en anmeldelse på podcast.
Det er en myte når nogen taler om en “2 minutter-regel” som noget juridisk veldefineret. En forståeligt myte, for den er ikke taget ud af det blå, men stammer efter al sandsynlighed fra en dom fra Østre Landsret i 1991, hvor netop et 2-minutters klip indgik.
Hvad siger Kulturministeriet?
Kulturministeriet har en artikel på deres website. Den nævner også sagen fra 1991. Jeg kender ikke den formelle juridiske vægt af sådan en artikel hvis det skulle komme til en tvist, men den er klart tale og værd at lægge mærke til (mine fremhævelser):
Kulturministeriets website: KUM.dk-> ophavsret -> film (websitet besøgt 9. december 2017): (..) Citat fra film Du citerer fra en film, når du bruger et lille klip fra filmen i en anden sammenhæng, f.eks. hvis du viser et filmklip under et foredrag. Du må frit citere fra offentliggjorte værker, herunder film. Du behøver ikke tilladelse fra rettighedshaveren til at bruge citater. Du må dog kun citere fra film, så længe du gør det i overensstemmelse med god skik, og du kun citerer i det omfang, som formålet betinger. Overholder du ikke disse betingelser, krænker du rettighedshaverens eneret. Hvad der er god skik og vurderingen af, om du kun har citeret i et omfang, som formålet betinger, er forskelligt fra sag til sag og afhænger af en konkret vurdering, som skal foretages af domstolene. Citater, der skader rettighedshaverens økonomiske interesser, f.eks. ved at gøre så meget af en film tilgængelig for almenheden, at der ikke er interesse for at købe filmen, vil typisk være ulovlige. Det samme gælder citater, der skader rettighedshaverens litterære eller kunstneriske anseelse. Det vil f.eks. kun i sjældne tilfælde være god skik at citere film i reklamer. Kravet om god skik indeholder desuden en begrænsning af, hvor meget du må bruge fra et andet værk, når du citerer, og hvor stor en del, det må udgøre af det værk, som citatet indgår i. Der gælder ikke nogen faste grænser herfor. Det betyder, at man ikke generelt kan sige, at det f.eks. er i orden at bruge 5 minutter af en spillefilm. Citatets lovlighed afhænger altid af en konkret vurdering. I en dom fra 1991 har Østre Landsret anset det for at være lovligt citat at bruge et klip på ca. 2 minutter fra en kortfilm, der varede ca. 40 minutter, i en tv-udsendelse på ca. 50 minutter. Du kan bruge denne dom som en rettesnor, hvis du vil vurdere, om det, du vil citere, er lovligt. Du skal dog huske, at et citats lovlighed altid afhænger af en konkret vurdering. Det kan f.eks. være lovligt at citere 2 minutter fra en film i én sammenhæng, mens det kan være ulovligt at citere de samme 2 minutter i en anden sammenhæng. Når du citerer fra film, har du desuden pligt til at angive rettighedshaverens navn samt angive kilden, så det klart fremgår, hvor citatet stammer fra. (...)
Det er efter min bedste vurdering foreneligt med lov om ophavsret at man i sin podcast gengiver bidder fra film. Det kunne fx være for at formidle en stemning, en dialog, eller på anden vis underbygge en film som anmeldes eller omtales eller på anden vis indgår i en podcast. Det er inden for formåls-skiven, og det hverken spiser eller tilsværter nogens forretning.
Et 30 sekunders lydklip fra ”Game of Thrones” eller “Op på Fars hat” spiser næppe nogens forretning. Faktisk er det tværtimod PR.
Omvendt falder hammeren selvfølgelig, hvis jeg begynder at blive for smart og kreativ, og påkalder mig citatretten for at distribuere større dele af et værk i podcastform.
Domme og afgørelser
[Må jeg forsøge at grave frem]
Kilder
Morten Rosenmeier: “Ophavsret for begyndere. En bog til ikke-jurister“, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2014. Bogen er udgivet som gratis e-bog (PDF) hos Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde.
Kulturministeriets website: KUM.dk -> Ophavsret -> Film -> Citat fra film.
Bekendtgørelse af lov om ophavsret (LBK nr 1144 af 23/10/2014).
To-do til denne artikel
- Ind med godbidder fra Karnovs noter.
- U.2010.60Ø – filmklip
- U.2007.280S – stills fra film
- Formalia om musik/trailer-mix.
- Aftaler om brug af musik i større helheder er noget helt andet => separate aftalemodeller (betalinger) for også små podcasts.
Forbehold
Ovenstående er blot mine noter fra min egen undersøgelse, som jeg deler her. Jeg skriver som privatperson og repræsenterer ingen andre end mig selv. Jeg er ikke skyggen af advokat og har ingen faglige forudsætninger for at foretage en egentlig vurdering, andet end som dødelig borger der kan læse og skrive.
]]>The Lab er den skæve lillebror til Café de la Presse og Café du Sablon i Bruxelles. Det bugner af udstyr med skær af folkeskolens kemilokale: Glaskolber, vægte, og anskuelighedstavler.
Her nørdes igennem på alt der rimer på kaffe. Stedet tjener som træningslejr og eksperimentarium for cafeansatte, som kursussted for betalende entusiaster, og ind i mellem altså også som café.
“Vi holder åbent når solen skinner”, forklarer manden bag disken, da de omsider slår dørene op. Han viser sig senere at være Francois Lafontaine, ejeren af hele molevitten. Han er kaffepioner i en by, der endnu ikke har haft den lattebølge, der skyllede over København for en ti års tid siden. Selv på ellers gode cafeer er det ikke et særsyn af der serveres automat(isk)kaffe.
Udendørsservering på umage borde og stole, skævt på brosten. Og jo, her er også et stykke kage, men det handler altså om kaffe.
Her drøfter man gerne hvilken type flaskevand, der har de optimale egenskaber. Du kan få espresso i samtlige afskygninger, men i visse sammenhænge er det simpelthen at begå vold mod bønne og menneske, får jeg at vide.
Fx skal dagens Burundi-bønne helst brygges som filterkaffe (“pour-over”), for at yde citrusaromaen retfærdighed – og så kommer der ellers sving i den Bluetooth-forbundne vægt, der dokumenterer, hvordan vandet fordeles jævnt over den samlede bryggeperiode.
Kaffe kunne godt blive det nye surdej for mig. Har foreløbig anskaffet mig en af de her sekskantede espressokander til komfuret. Det er ganske uskyldigt, men kan jo gribe om sig. Francois starter først sine kurser i september, men indtil da kan man stikke forbi til gourmetkaffe når solen skinner.
the LAB,
Rue Ernest Allard 41
1000 Bruxelles
Konceptet er nogenlunde at gøre for luftfart, hvad Drivr og Uber gør for firehjulet transport, muligvis tilsat et drys GoMore. I hvert fald er målet at disrupte branchen, skabe større gennemsigtighed, fleksibilitet og valgfrihed, fortæller stifter og direktør Clive Jackson.
FlyVictor.com lover, at man er i luften på tre timer fra første klik. Inden takeoff giver app’en selvfølgelig mulighed for at vælge mellem forskellige tilbud, fordelt på flytyper, tjekke piloten ud, studere flyets vedligeholdelseshistorik og faktiske interiør.
Der er sågar et særligt “Pets on Jets“-program, så de firebenede venner ikke skal trækkes med et bur som anden bagage, men får eget sæde i kabinen. “Furs Class” er det naturlige navn for den service.
“The sky is the limit” i den digitale (dele-) økonomi? Vi har forlængst taget tjenester som Drivr, GoMore og airbnb til os, så at klikke-en-jet, er måske i grunden bare næste logiske skridt mod det egentlige mål: En pensionisttilværelse med en “GoLaika!”-app med slagtilbud på en rask tur til ISS.
]]>
– Claus Meyer, Roskilde Festival
Bage-n00b
Jeg startede som total brød-rookie med Claus Meyers bagebog. Det blev hurtigt til surdejsnørderi og koldhævninger. Der kom eksperimenter på bordet, stenplade i ovnen, og lange artikler på skærmen.
Men jeg kom hurtigt til kort på den mere mekaniske del af arbejdet. For især Meyers meget våde deje kræver virkelig kræfter. Hos Meyer får de let en sal med flere hundrede mennesker til at tæske dej i takt. I 20 minutter ad gangen med en simpel træske. Det sker til særlige bageworkshops, som ligner en hybrid mellem en spinninglektion og et vækkelsesmøde.
Hjemme mobiliserede jeg hverken viljestyrke eller overarm. I stedet greb jeg musen, og gik på jagt efter noget passende teknologiunderstøttelse.
I min research efter æltekræfter kom jeg godt omkring: Jeg har besøgt flere webfora og anmeldersites end jeg bryder mig om at indrømme offentligt. Turen er gået til USA, Sverige, og Australien, og jeg er undervejs stødt på lovende kandidater, uden dog rigtig at finde hvad jeg søgte. I processen har jeg sågar overvejet, om surdejslykken skulle findes i den 50 år gamle Ballerup Mastermixer, som forlængst er gået ud af produktion, men som stadig huserer i Den Blå Avis. God stil men måske også lige lovlig meget veteranbil.
Men så stødte jeg på æltemonstret fra Brøndby: Bjørn Teddy fra danske Wodschow & Co, som jeg har haft fornøjelsen af at slæbe gennem tykt og tyndt de seneste måneder.
Bjørn
Wodschow & Co har produceret røremaskiner gennem 100 år. Hårde og tunge maskiner, målrettet industrien og professionelt brug, hvilket også afspejles af virksomhedens websites. Her er ingen husmødre, cupcakes eller børn med æblekinder. Næh nej, det er det “bowl trucks“, lifts, og tekniske specifikationer på produkter som “AR60 Marine BEAR“, et frygtindgydende søuhyre med en kapacitet på 60 liter dej, målrettet marine-sektoren.
Perfekt baggrund til en god omgang story telling, men ikke desto mindre sandt.
Teddy
Model Teddy er familiens yngste og mindste. Det er den kompakte hjemmeudgave for hard core surdejsfetichister, Meyer-wannabees og komprimisløse gadgetsfreaks. Muligvis også en identitetsmarkør for en særlig afart af midtlivskriseramte mænd?
Alt er relativt, og man skal bestemt ikke lade sig narre af, at Teddy er den mindste i flokken. Kompakt handler i denne sammenhæng om, at Teddy fysisk kan placeres på et nogenlunde normalt køkkenbord, og ikke kræver 400 V stik, som sine storesøskende.
Design
Teddy er stål og sort. Hverken genert, prangende, eller til fals for svingende modeluner. WAF/SAF kan diskuteres. Det er nærmest anti-design. Og med en kampvægt på 15 kg bliver den i hvert fald ikke uden videre væk på køkkenbordet.
Personligt synes den er flot på den helt rigtige, industrielle måde. Navnligt i sort. Befriende med en omgang mekanik i en verden, der ellers handler om software og flade digitale gadgets. Teddy har hverken fimset glasplade-interface eller nogen firmware at opdatere. Den har krog, spartel og piskeris i rustfrit stål.
En central designegenskab er at maskinen er så enkel. Her er ingen mystiske kringenkroge, der gemmer på gammel klam fars. Ingen plastik der knækker eller dimser der bliver skæve..
Teddy fås i sort, hvid, rød og grå.
Update 20.04.2015: Som en undtagelse fra reglen om modeluner: I forbindelse med producentens 100 års jubilæum er Teddy ude i farverne gul, grøn og blå i begrænset jubilæumsudgave.
Lydsiden
Når overdelen af Teddy vippes op, sker med med en lækker “hydraulisk” lyd.
Selve arbejdet foregår med en lavmælt brummen, som indgyder tillid og respekt.
Ved opstart og lave omdrejninger giver lyden mig associationer til exo-skelettet Caterpillar P-5000 Work Loader i “Aliens”.
Jeg ved ikke om der har været en lyddesigner inde over, eller om det simpelthen er lyden af god kvalitet. Uanset hvad er det smukt på den helt rigtige mekaniske måde.
Features, redskaber og specifikationer
Teddy er mere hammer end den er schweizerkniv: Den kan nogle få ting, som den er rigtig stærk til: Den ælter, rører og pisker – og overlader det til andre at være multifunktionel “foodprocessor”. Skal man valse müsli, male mel, blende, eller fremstille pasta, skal man kigge et andet sted hen.
Alt udstyr er i gennemført kvalitet. Tungt og solidt rustfrit stål. Dejkrogen alene vejer et lille halvt kilo.
Alt der kan skrues løs, kan holde til at blive skrubbet på og komme i opvaskemaskinen. Jeg kan ikke se, hvordan man i praksis kan få det til at gå i stykker. Tænker det kræver en Mythbuster.
Dejkrog
Spartel
Piskeris
Stænkhætte: Så mel og fløde ikke flyver rundt, når kræfterne slippes løs. Hætten er gennemsigtig, så man kan se hvad der foregår.
Melslæde: En anordning, så man kan dosere ingredienser mens maskinen arbejder uden at få fingrene i. Fint nok men har ikke brugt den så meget. Måske fordi jeg nyder at inspicere dejen på tætteste hold.
Kedel (skål, som vi lægfolk siger): Teddy har fem liter kapacitet, som håndterer op til 3 kg dej. Den kan sågar klare op til 4,4 liter mayonnaise, lover producenten.
Plastlåg: Eneste tilbehør som får anmærkning herfra. Det er praktisk og i teknisk god kvalitet, men det er ikke er specielt kønt. Hvid plastik yder simpelthen ikke retfærdighed til blank stål.
Ekstra tilbehør
Teddy findes i en variant med “kraftudtag” (kun i hvid), hvor man kan koble Bjørns egen kødhakker og grøntsagsskærer på. Jeg har ikke prøvet disse, men de lader til at matche resten af systemet i både kvalitet- og prisniveau.
Til the true believer har entusiastiske Hjemmeriet et pakketilbud med Teddy (den hvide model med kraftudtag), samt grøntsagsskærer og kødhakker. Hos den midtsjællandske familievirksomhed kan man klappe en Teddy inden køb, og måske få et glimt af stedets mikroosteri. Her sælges også en del forskellige kornkværne og selvfølgelig hel rug, ølandshvede m.v. fra Aurion, som jeg har et blødt punkt for (er vokset op på samme breddegrad). Når jeg ser tilbage på det seneste måneder virker det blot som et spørgsmål om tid, før kornkværnen bliver næste uundgåelig nødvendighed. Fik jeg nævnt, at Hjemmeriet også gør sig i udstyr til at brygge øl, yoghurt– og ostefremstilling? Meget, meget nødet – og det er et kæmpe kompliment, hvis nogen skulle være i tvivl.
Betjening
Der kan ikke siges meget mere, end at alting virkelig lige så indlysende og let, som den slags bør. Hvis du kan betjene en dør, kan du betjene en Teddy.
Hvis du læser dette i research-hunger og ikke kan få nok, kan jeg koge suppe på dén pointe og tilføje: At skålen let skrues fast ved at placere den mellem tre tapper og give den et drej. Spartel, piskeris og dejkrog klikkes ganske enkelt på. Det kan simpelthen ikke være nemmere.
Start/stop, trinløs hastighed og vippe-toppen-op klares på een og samme store drejeknap. Eller rettere to knapper: For det er en smart detalje, at der er placeret drejehjul på begge sider af maskinen, så det er let at komme til.
Æltning
I afdelingen for æltning kan Bjørn Teddy virkelig sit kram. Her bruger man dejkrogen, som er det redskab, jeg bruger det meste af tiden. Maskinen emmer overskud og grundighed, uanset hvad jeg sætter den til at lave.
Under arbejdet presses dejen hele tiden ned i bunden af skålen, som nærmest ender i en spids. Æltemonster Teddy lader ingen dej kravle op ad krogen eller kanterne i skålen. Jeg nævner det, fordi der går rædselshistorier om konkurrerende produkter, som netop har den svaghed. Svært at tro, når man ser hvor selvfølgeligt det fungerer her.
Teddy forvandler mel og vand (konsistens “våd havregrød”) til dej.
… og frem træder de eftertragtede glutennet, som man i praksis hverken har armmuskel eller rygrad til at frembringe manuelt.
Teddy har æltet rigtig meget dej gennem de måneder den har været gæst i køkkenet. Fra helt små mængder, til længere seancer, hvor den ene fyldte skålhar afløst den næste.
Ølandshvedebrød, ciabatta, knækbrød, gastromands toastbrød … og så videre. Uanset formål og mængde får jeg godt resultat.
Jeg fik marathon-testet Teddy i forbindelse med et familiearrangement, og stødte ikke på andre begrænsninger end publikums spise-kapacitet. Jeg skød langt over mål og alle fik brød med hjem.
Kapacitet:
Brøddej (50% Ar): 2,5 kg
Brøddej (60% AR): 2,5 kg
Ciabatta dejen (70% Ar): 3 kg
Doughnut (50% Ar): 2,5 kg
Røre
Spartlen er til det lidt blødere ting: Jeg har bl.a. brugt den til rugbrød, de mørkeste brownies, den syndigste brunsviger og til fars (burgerbøffer med et twist).
Kapacitet:
Kryddersmør: 1,7 kg - glæder mig til jeg får et påskud ;-)
Muffins: 2,5 kg
Kødbolle mix: 3 kg
Icing: 2,9 kg
Piskeris
Det store ballonformede piskeris har jeg ikke brugt så meget. Måske fordi jeg mere er til brød end til flødeskumskager. Dog har der være fødselsdage og lignende, hvor Teddy har leveret piskede æggehvider og ikke mindst en masse flødeskum. Og så er det sjovt at lave kartoffelmos under røg og damp.
Her står den på æggehvider.
Ved de helt små mængder går der noget tid, før Teddy får tilstrækkelig fat til rigtig at være effektiv. Her vil nogle muligvis gribe efter deres Bamix eller lignende.
Omvendt er det ved større mængder en fornøjelse, at maskinen bare passer sig selv. Takker været det gennemsigtige stænklåg kan man se se hvad der foregår uden at sjaske væggen til.
Kapacitet:
Æggehvide: 0,7 L
Flødeskum: 1,5 L
Mayonnaise: 4,4 L - den har jeg til gode ;-)
Kartoffelmos: 2,5 kg
Konkurrenter?
Når man kigger sig omkring i landskabet dukker der selvfølgelig alternative maskiner op. Her er tre andre bud, som ofte fylder på radaren. Ud over prisen (i grove tæk den halve af Teddy) adskiller disse maskiner sig fra Teddy ved at bære ambitioner om at være hybridmaskiner, der ud over at ælte, røre og piske også fungerer som processorer med alt hvad den kan trække
Den roterende svensker: Assistent / “Ankarsrum” henter generelt roser fra forskellige anmeldere, selvom den har et lidt løjerligt system, hvor det er selve skålen der roterer, mens dejkrogen står stille. Det er samme system som den 50 år gamle Ballerup Mastermixer (har ikke kunne gennemskue deres familiebånd). Assistent fører muligvis på point ift. WAF/SAF-faktor på grund af “retro look” og fordi den fås i en stribe (pastel-) farver. Desuden kan man tilkøbe en imponerende mængde ekstraudstyr.
Den grå motorcentral: Kenwoods maskiner i den bedre end af skalaen får også pæne ord med på vejen, eksempelvis hos entusiasterne på Gastromands forum. Også her kan man få en utrolig masse tilbehør. Med sine flere kraftudtag minder den mest om en slags motorcentral. Desværre er den ikke særlig pæn, synes jeg. Mere plastikagtig og letvægter end Teddy, og så blev jeg overrasket over, at selv en af de lidt dyrere modeller har lettere fimsede knapper til tænd/sluk/hastighed hhv vippe-op-lås. I hvert fald sammenlignet med Teddy.
Bryllupsgaven: Endelig er der selvfølgelig KitchenAid, som optræder i moderigtige farver og design, og sågar er tilgængelig i en noget så moderne kobber-inkarnation. Om KitchenAid maskiner hører jeg dog fra troværdig kilde, at den ikke er særlig dygtig til hard-core æltning. Jeg skal ikke kunne sige om deres “PRO”-udgave er bedre, men den frister mig ikke. Cup-cake alarmen har lydt.
Hos bl.a. Kitchenone.dk ser ser jeg også, at Bosch bliver promoveret. Mulig ny kraftkarl i klassen, som måske især vil udfordre Kenwood og friste på pris.
Alt dette ændrer dog ikke på, at Teddy er en een’er. Faktisk kommer konkurrenterne – trods deres indbyrde forskelligheder – til at se ens og spinkle ud i sammenligning med æltemonstret fra Brøndby.
Konklusion, flashback og bageglæde
Det startede alt sammen ganske uskyldigt med en bog, en lille surdej og et ønske om at lære at bage anstændigt brød.
Det må siges at være lykkedes – selvom der heldigvis stadig masser at lære af og nørde med og fejle på.
Jeg har fået snor om de dér eftertragtede ølandehvedebrød, og det er gået hen og blevet ingen sag at banke en omgang brød sammen i hverdagen.
For teknologien gør det praktisk muligt at forfølge de læresætninger, Claus Meyer formidler så passioneret – nemlig “ælt som ind i helvede!“, og “der skal mere vand i dejen!” (- og ned i gærmængde, godt med salt, lang hævetid og så en brandvarm ovn).
Der findes helt sikkert andre maskiner, der kan blande mel og vand og salt sammen på anstændig vis, men det er simpelthen bare rart at have udstyr uden kompromisser. Det kan kameraentusiaster og to-hjulede carbon-fanatikere uden tvivl tale med om.
Bjørn Teddy er rå hestebjørnekræfter uden omsvøb. Det er industrielt look n feel der der til fulde lever op til løfterne om, at levere “extremely powerful at low speeds when strength is needed to mix the heavy dough”. Det giver bagezen.
Bjørn Teddy forfører til skamløs materialistisk afgudsdyrkelse. Teddy er det sorte, vogtende køkkenmonster, man lige klapper og pudser med viskestykket, når man går fordi om aftenen og tror at ingen kigger. Teddy er den skumle maskine, som venner og kollegaer vantro og hovedrøstende opdager, man skriver lange og passionerede blogindlæg om.
Teddy er for os, der ikke helt forstår det dér med biler (fraregnet Tesla, som ikke er en bil, men en Tesla), og finder mere passion i at opfriske surdej, end bogstaverne på et bildæk.
Bjørn Teddy er venligst udlånt af Experisense.
Dyret forhandles bl.a. af Kitchenone.dk.
Artiklen er under opdatering.
Årets tweet stammer fra Sidse Frinch Thygesen. Fra og om folkemødet på Bornholm. Sammenfatter alt.
Årets tv-serie
Ingen over eller ved siden af True Detective. Reel uhyggelig.
Årets film
Interstellar
]]>
Første indtryk: Mit køkken har i disse dage fint besøg af Bjørn Teddy – verdens muligvis bedste røremaskine til hjemmebrug.
Teddy er stål og sort. Hverken genert, prangende, eller til fals for svingende modeluner. WAF/SAF kan diskuteres, og med en kampvægt på 15 kg bliver den i hvert fald ikke uden videre væk på køkkenbordet.
Jeg synes den er flot på den helt rigtige, industrielle måde. Befriende med en omgang mekanik i en verden, der ellers handler om software og flade digitale gadgets. Teddy har hverken fimset glasplade-interface eller nogen firmware at opdatere. Den har krog, spartel og piskeris i rustfrit stål.
Teddy er mere hammer end den er schweizerkniv: Den kan nogle få ting, som den til gengæld er rigtig stærkt til: Den ælter, rører og pisker – og overlader det til andre at være multifunktionel “foodprocessor”. Skal man valse müsli, male mel eller fremstille pasta skal man kigge et andet sted hen.
I afdelingen for æltning kan Bjørn Teddy sit kram. Arbejdet foregår med en lavmælt brummen, som indgyder tillid og respekt. Ved opstart og lave omdrejninger giver lyden mig associationer til exo-skelettet Caterpillar P-5000 Work Loader i “Aliens”. Her hersker overskud og grundighed.
… og frem træder de eftertragtede glutennet, som man i praksis hverken har armmuskel eller rygrad til selv at frembringe med en træske.
Teknologien gør det praktisk muligt at forfølge de læresætninger, Claus Meyer formidler så passioneret – nemlig “ælt som ind i helvede!“, og “der skal mere vand i dejen!” (- og ned i gærmængde, godt med salt, lang hævetid og så en brandvarm ovn).
Resultatet er glad amatørdebut med brød som rent faktisk er værd at spise.
Herfra skal der nørdes igennem med forskellige slags mel, hæveteknikker m.v. Det er lidt som med billedbehandling i Lightroom; bare med dej. Det rammer et godt center i hjernen.
Bjørn Teddy forførertil skamløs materialistisk afgudsdyrkelse. Teddy er det sorte, vogtende køkkenmonster, man lige klapper og pudser med viskestykket, når man går fordi om aftenen og tror at ingen kigger. Teddy er for os, der ikke helt forstår det dér med biler (fraregnet Tesla, som ikke er en bil, men en Tesla), og finder mere passion i at opfriske surdej, end bogstaverne på et bildæk.
Dette er ikke en anmeldelse. Blot de første indtryk. Egentlig anmeldelse følger, når der er forsøg, erfaringer og fotos nok i banken. Nu skal der tæskes dej, røres fars og jeg skal finde noget passende at piske.
Bjørn Teddy er venligst udlånt af Experisense.
Update 28.03.2014: Egentlig anmeldelse er nu tilgængelig.
]]>
Der blev summet og smagt i rå og hyggelig kælder.
Der blev signeret rigtig mange bøger.
Der var “Gastromand Sour”, som også er noget af det første i bogen – inden præsentation af maskinparken, forfatterne og opskrifterne.
MobilePay glødede
… og bøger fløj gennem luften.
Flere billeder i album på Flickr.
PS: Vi burde mødes oftere. Måske til noget køkkengadget demo/burnout/battle-noget. Sådan en hybrid mellem MythBusters, tv-shop og madprogram?
]]>