Indlægget Politisk satire i West End: The Cabinet Minister blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>The Cabinet Minister er en klassisk engelsk farce, skrevet af Arthur Wing Pinero i 1890, om det politiske og sociale liv i Victoria-tidens London. I stykket følger vi den økonomisk pressede kabinetsminister, Sir Julian Twombley, hvis politiske karriere er sat på spil, som følges af hustruens og sønnens dyre vaner. Aviserne lugter blod og parlamentet er ikke længere det safe space, det engang var.
I den centrale hovedrolle som Lady Twombley, den ambitiøse men ødsle hustru, finder vi Nancy Carroll. Elskere af engelsk TV kender hende nok primært for hendes rolle som Lady Felicia i den populære TV-serie Father Brown og for sine gæsteroller i to afsnit af Midsomer Murders (Barnaby). Rollen som hendes mand, Sir Julian, spilles af Nicholas Rowe, der ligeledes har været med i to afsnit af Midsomer Murders, men som mest er kendt for at have spillet titelrollen i Young Sherlock Holmes (1985), hvor han var blot 19 år gammel. Blandt det moderat yngre publikum er det dog nok George Blagden, i rollen som Lady Twombley’s nevø, Valentine, der vækker genkendelse. Han spillede i flere sæsoner rollen som Athelstan, den unge engelske munk, der bliver taget til fange af Ragner Lodbrog i den internationale hitserie Vikings. Blandt andre medvirkende er den i visse kredse næsten legendariske Dillie Keane, som jeg skrev om tilbage i 2015 ifm. hendes cabaretgruppe Fascinating Aïda.
Det er også Carroll, der står for selve nyopsætningen af stykket, og hun er ikke fremmed for politisk satire. Jeg havde selv fornøjelsen af at se hende i en af hovedrollerne overfor Ben Miller (DI Poole i de første to sæsoner af Death in Paradise) i den hysterisk morsomme farce The Duck House på det smukke Vaudeville Theatre tilbage i 2014. Så det skal nok blive godt.
Om forfatteren til skuespillet, Arthur Wing Pinero (1855-1934), kan det i øvrigt siges, at han i sin storhedstid fra ca. 1885 til 1915 blev betragtet som en af de førende og mest succesrige engelske skuespilforfattere. Hans helt store gennembrud kom i 1885 med farcen The Magistrate, der så sent som i 2013 blev opført på Londons National Theatre med John Lithgow i hovedrollen – i øvrigt overfor samme Nancy Carroll, som står bag opsætningen af The Cabinet Minister. I perioden 1880 til 1915 havde han hele 19 skuespil af forskellig art, som blev opført mere end 100 gange i deres første opsætning i London. Hans stjerne dalede noget i løbet af mellemkrigsårene, og allerede inden hans død i 1934, havde hans stykker fået et, noget ufortjent, ry for at være gammeldags. Heldigvis er han i de senere år blevet støvet af og rehabiliteret, og han betragtes af flere eksperter i dag som en af de største engelske skuespilforfattere overhovedet. Læs evt. mere herom på Wikipedia.
The Cabinet Minister spiller på Menier Chocolate Factory, lige ved Borough Market, fra 21. september til 16. november 2024. Skulle du have fået lyst til at se stykket selv, kan billetter købes her.
Indlægget Politisk satire i West End: The Cabinet Minister blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Storbritannien til stemmeurnerne til sommer blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Da briterne sidst gik til valg, opnåede de konservative med Boris Johnson i spidsen et flot valgresultat med hele 43% af stemmerne mod Labours 32%. I de første måneder af 2020 kunne Johnson nærmest gå på vandet, og hans parti stod i nogle målinger til at få over 50% af stemmerne. Men så begyndte det at gå den anden vej. I april blev Keir Starmer valgt til formand for Labour efter den meget venstreorienterede Jeremy Corbyn. Nogenlunde samtidig ramte Covid 19-pandemien og de forskellige mere eller mindre populære tiltag, der blev truffet, som fx. nedlukning, stramme regler for besøg af familiemedlemmer osv. Toryerne holdt dog skansen indtil de sidste måneder af 2021, men så indtraf kaos.
Den 30. november 2021 skrev avisen Daily Mirror om det, der blev kendt som Partygate. Der var under nedlukningen tilsyneladende blevet afholdt en række fester uden restriktioner blandt embedsmænd og politikere i premierministerens officielle bolig på Downing Street. Regeringen afviste, at der var gjort noget forkert, men den 7. december viste TV-stationen ITV så en video fra en af festerne, og så rullede lavinen. Selvom Labour i månederne inden da havde halet ind på de konservative, og i nogle målinger lå over, så er 6. december 2021 den til dato seneste meningsmåling med et konservativt flertal (38% til de konservative, 36% til Labour), mens en måling fra samme institut, Redfield & Wilton, to dage senere – og efter videoen blev vist på ITV – viste et Labour-flertal på 38% mod 34%.
Der blev efterfølgende nedsat en kommission til at undersøge sagen under ledelse af den højtstående embedskvinde Susan Gray. Den såkaldte Sue Gray-rapport blev offentliggjort den 25. maj 2022, og den konkluderede, at der var blevet afholdt en række fester i modstrid med Covid19-reglerne. Boris Johnson skulle selv have deltaget i mindst otte af dem. I starten af juni overlevede Johnson med nød og næppe en mistillidsafstemning blandt sine egne partikollegaer i parlamentet (211 stemte for Johnson, mens 148 var imod), men en måned senere var det slut efter endnu en skandale og koordinerede opsigelser fra en række ministre og parlamentsmedlemmer med andre roller.
Johnsons fald fra tinderne blev indledningen til en endnu mere kaotisk periode for partiet. Liz Truss, som tidligere havde været bl.a. Justits- og Udenrigsminister, vandt afstemningen om lederposten internt i partiet, og hun tiltrådte den 6. september som ny premierminister. Kun to dage senere døde den mangeårige monark, Elizabeth II, og havde Truss haft nogen som helst planer om markante politiske udmeldinger, blev de nu sat på pause, i hvert fald frem til dronningens begravelse den 19. september. Den 23. september præsenterede Truss’s finansminister, Kwasi Kwarteng, så det såkaldte “mini-budget” med henblik på at øge den økonomiske vækst i samfundet. Planen indeholdt en del tiltag, som på sin vis kan sammenlignes med Margaret Thatchers tilsvarende finanspolitik i 1980erne. Blandt andet foresloges det at sløjfe den engelske topskat på 45 pct. på indkomster over £150.000 og at fjerne loftet på bonusser i finanssektoren. Budgetforslaget fik en hård medfart, presset på pundet steg og aktieindekset FTSE 100 faldt med 2,3 procent. Den 3. oktober annoncerede Truss og Kwarteng af topskattelettelsen ikke længere var på bordet, og senere på måneden – efter at Kwarteng var blevet afskediget – måtte hun ligeledes fortælle, at en planlagt selskabsskattelettelse heller ikke ville blive gennemført.
På dette tidspunkt var tilliden til Truss stort set væk, og den 25. oktober 2022 var hun færdig som regeringsleder efter kun 50 dage på posten, kortere end nogen anden premierminister før hende. Trætte af splid, valgte de konservative parlamentsmedlemmer nu den tidligere finansminister Rishi Sunak som ny konservativ leder (og dermed også premierminister) uden modkandidater. Med en politik, der på sin vis har været mindre polariserende end sine umiddelbare forgængeres, har Sunak siden da forsøgt at stabilisere partiet, men hans noget mere moderate politik har samtidig fået nogle konservative partimedlemmer og støtter til at søge over i det mere populistiske Reform UK, men uden at de vælgere, der har søgt mod midten, er kommet tilbage. Og for at understrege krisens omfang, er to konservative parlamentsmedlemmer i maj 2024 skiftet til ærkefjenderne fra Labour, mens flere konservative borgmestre og byrådsmedlemmer gjorde hvad de kunne for at distancere sig fra deres partifæller i Westminster op til lokalvalget den 2. maj 2024.
Så hvorfor kommer valget nu? Ja, man kan argumentere for, at det alligevel ikke kan blive værre, så hvorfor trække pinen ud. Selvom de konservative stadig sidder på et pænt flertal i parlamentet, er der stor splid internt i partiet, og der er ikke enighed om den politiske linje. Omvendt er det usædvanligt for en politiker at fremskynde sit eget, formentlig
uundgåelige, nederlag. Men der er faktisk et par forhold, som gør, at Sunaks konservative parti kan klare sig bedre ved valget den 4. juli, end meningsmålingerne pt. antyder.
Først og fremmest annoncerede Sunak valget i forlængelse af de seneste inflationstal, som viste et pænt fald, så inflationen i Storbritannien nu er nede på 2,3 pct., tæt på målet om 2 pct. Derudover begynder EM i fodbold den 14. juni. Og hvorfor er det vigtigt? Jo, landsholdsfodbold har det med at samle den engelske nation. Man står sammen om flaget, man ser kampene sammen, man går i byen og har det sjovt, bruger penge osv. Hvis England klarer sig godt, kan det skabe en positiv stemning, som alt andet lige vil komme den siddende regering til gode. Det kan selvfølgelig også gå den modsatte vej. Men uanset hvad, ville det være et sats.
Ifølge den seneste meningsmåling før valget blev udskrevet, står Labour til at vinde valget med 46 pct. af stemmerne og et forspring på massive 25 procentpoint til de konservative, som står til 21 pct. Protestpartiet Reform UK står til tredje flest stemmer med 12 pct., men pga. det britiske valgsystem med enkeltmandskredse, er det ikke helt så nemt at omregne procenterne til antal mandater. Der gættes på, at Labour lander på 400 og 500 medlemmer ud af de 650, der skal vælges, mens Konservative næppe kommer over 200, og formentlig lander et godt stykke lavere. Et parti som Reform UK får, trods 12 pct. af stemmerne nationalt, næppe mere end en håndfuld mandater eller to.
Som det ser ud lige nu, hedder Englands kommende premierminister altså Keir Starmer. De konservative står til at miste over halvdelen af deres parlamentsmedlemmer, og der vil utvivlsomt ske ting og sager med partiet på den anden side af valget. Der er nogle, der vil skifte til Reform UK eller fusionere de to partier, mens andre ønsker et mere moderat parti uden kontroversielle politikere som Jacob Rees-Mogg og Suella Braverman. Boris Johnson spøger også stadig i kulissen, men spørgsmålet er, om at han igen vil engagere sig i de konservative – eller i noget helt andet. En anden dark horse er Nigel Farage, som i sin tid var en af lederne af Brexit-kampagnen. Han støtter i princippet Reform UK, men stiller ikke selv op, da han har vurderet, at han bruger sine kræfter bedre på at hjælpe Donald Trump i hans præsidentvalgkamp i USA end på at hjælpe sit eget parti med at vinde mandater i England. Men hvad når vi kommer over på den anden side, og kalenderen siger 2025?
Herfra skal der i hvert fald lyde tre klare forudsigelser: Labour vinder valget stort. Keir Starmer bliver premierminister. Og når der bliver valg NÆSTE gang i 2028-2029, vil de konservative ikke længere eksistere, som det parti vil kender i dag.
Indlægget Storbritannien til stemmeurnerne til sommer blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget 100 Bedste Engelske Sange Gennem Tiden blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Smag er subjektiv, især når det gælder mad, kunst og musik. Derfor vil en Top 100 liste over musik selvfølgelig også bære præg af, hvem der har været med til at lave den. Alligevel blev jeg lidt overrasket over den nye liste fra den populære engelske radiostation Radio X.
Godt nok er der mange kendte navne på listen. Rolling Stones har f.eks. tre sange på listen (Gimme Shelter, Sympathy for the Devil og Paint It, Black), det samme har Queen (Bohemian Rhapsody, Don’t Stop Me Now og Under Pressure), mens David Bowie er repræsenteret med fem af sine klassikere (6, hvis man medregner Queens Under Pressure, som han medvirkede på). Mine personlige favoritter, Muse, klarer sig hæderligt, også med tre sange. Navne some Beatles og The Who er dog kun på listen en gang hver, og det samme gælder 80er-ikoner som Depeche Mode og New Order.
Nuvel, der er ikke plads til alle på sådan en liste, men stor var overraskelsen alligevel, da jeg så top 3 og ikke mindst hvor mange numre, de hver især havde på:
På tredjepladsen over bands med fleste sange på top 100 finder vi The Stone Roses med 8 sange. Jeg kendte godt navnet, men må tilstå at jeg aldrig har hørt meget af dem. På andenpladsen, og nok så overraskende, har vi Sheffield-bandet Arctic Monkeys med hele 11 sange, hvoraf den mest populære (med en femteplads) tilsyneladende er 505 fra 2007. Dem kendte jeg om muligt endnu mindre til.
De absolutte vindere er imidlertid et nu tidligere band, som i de senere år har været mere kendte for deres interne skærmydsler end for deres mange hits, nemlig Oasis med brødrene Liam og Noel Gallagher i front. De har utrolige 14 sange på Top 100-listen, heriblandt den mest populære af dem alle, nemlig Live Forever. Det forstår jeg, for at sige det mildt, ikke en brik af, men sådan er det med smag…
Du kan høre vindersangen herunder og se hele listen på Radio X hjemmeside her. Men hvad synes du? Hvilke sange og bands er på din liste?
Indlægget 100 Bedste Engelske Sange Gennem Tiden blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Med undergrunden til Barnaby-land blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Byen Amersham har godt 15.000 indbyggere og kan føre sin historie helt tilbage til før år 1000. Den ligger skønt placeret, ca. 43 km fra hjertet af London, i de smukke Chiltern Hills. Tager man undergrundsbanen direkte fra hovedstadens travle gader, udgør Amersham en voldsom og overraskende men yderst charmerende kontrast. I samme øjeblik, man træder ud af toget, mødes man af en følelse af ro og historisk charme, som man sjældent finder så tæt på en international metropol. Den maleriske by er porten til en verden af landsbyidyl, der nok skal fange enhver “Barnaby”-fan’s hjerte.
I Amersham og omkringliggende landsbyer har tiden en tendens til at stå stille, og netop derfor har producenterne af “Barnaby” valgt området til en stor del af seriens optagelser. Amersham er derfor det oplagte springbræt for en rundtur til forskellige ikoniske locations fra serien.
I selve Amersham finder man bl.a. det, der skulle udgøre hovedgaden i Causton i et af seriens allerførste afsnit, Death of a Hollow Man. I Amersham ligger også The Maltings, der både blev brugt som Plummer’s Relish-fabrikken i Sauce for the Goose og som Calders Biscuits i jubilæumsafsnittet The Killings of Copenhagen, som i øvrigt for en stor dels vedkommende foregik i København. Pubben og hotellet (som man jo kan overveje at overnatte på) The King’s Arms i Amersham var med i afsnittet Who Killed Cock Robin (og blev i øvrigt også brugt i Hugh Grant-klassiskeren Fire Brylluper og en Begravelse)

Men det helt store mekka for Barnaby-fans finder man ca. 5 km vest for Amersham i den lille landsby Little Missenden. Mere end 12 afsnit af Midsomer Murders er optaget i eller omkring landsbyen, og bl.a. har byens pub The Red Lion været brugt i forskellige sammenhænge (og under flere navne). Kirken, St. John the Baptist, har været med i Echoes of the Dead og i afsnittet The Sword of Gulliaume, det første afsnit med Tom Barnaby’s fætter John Barnaby, som senere overtog hovedrollen i serien. Fans af serien vil formentlig også kunne genkende en række andre bygninger, gader og offentlige arealer fra serien.
Det tager kun ti minutter (og så en lille gåtur) med bus fra Amersham til Little Misssenden og ellers er en taxa ikke voldsomt dyr. Tager man lidt sydpå, finder man byerne Beaconsfield, Gerrard’s Cross og tvillingebyerne Chalfont St. Peter og Chalfont St. Giles, som også har været med i serien. Den offentlige transport dertil fra Amersham er ikke optimal, men en tur med taxa tager kun 10-15 minutter og koster i omegnen af 150-200 kr.
Så vil du bruge en dag på at opleve ægte engelsk landlig idyl, krydret med en masse kendte steder fra Barnaby, og altsammen kun en smuttur fra London, så tag Metropolitan Line ud til Amersham, brug den lokale offentlige transport og måske en taxa eller to til at besøge de nærliggende byer, og tag toget retur til London fra Gerrards Cross (direkte til Marylebone).
Du kan i øvrigt finde mange flere Barnaby-locations samt mere specifikke henvisninger til nogle af dem, jeg har nævnt her, på midsomermurders.org.
Lidt fakta om Metropolitan-linjen i øvrigt, da det er en forholdsvis usædvanlig undergrundsbane: Den samlede linjeføring er ca. 67 km lang, men af den er det faktisk kun godt 10 km der ligger under jorden. Af de i alt 34 stationer på linjen, er kun 9 af dem underjordiske. Linjen er også en af kun to undergrundslinjer, der kører uden for det såkaldte Greater London-område. Linjen kører gennem en række skove og grønne områder, og den har derfor en særlig køreplan om efteråret/vinteren for at kompensere for forsinkelser som følge af løvfald. Du kan læse mere om denne og andre emner indenfor transport i Storbritannien på UK Transport Wiki.
Indlægget Med undergrunden til Barnaby-land blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Efteråret 2023 i Londons teaterland blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Backstairs Billy – Penelope Wilton
Omdrejningspunktet for Marcelo Dos Santos nye komedie Backstairs Billy er et afgørende øjeblik i det 50 år lange professionelle og venskabelige forhold mellem Dronningemoderen (Dronning Elizabeth IIs mor som, som døde i en alder af 101 i 2002) og hendes assistent William “Billy” Talon.
I hovedrollen som The Queen Mother ses Penelope Wilton, som har adskillige års erfaring fra både film, tv og teater. I Danmark er hun nok mest kendt som Isobel Crawley i Downton Abbey og som Bill Nighys negative kone Jean i The Best Exotic Marigold Hotel. Som Billy ses musikeren Luke Evans.
Backstairs Billy spiller fra 7. november 2023 til 27. januar 2024 på Duke of York’s Theatre midt i trekanten mellem Leicester Square, Trafalgar Square og Covent Garden.
Klik her for at finde billetter til Backstairs Billy på Duke of York’s Theatre.
Sunset Boulevard – Nicole Scherzinger
Lloyd-Webbers flotte, underholdende og tragiske (!) musical Sunset Boulevard får sit comeback på London’s klassiske Savoy Theatre i efteråret 2023. Musicalen er baseret på Billy Wilders legendariske film noir af samme navn fra 1950 og handler om den falmede stumfilmstjerne Norma Desmond, som ikke har erkendt at hendes tid var ovre for flere årtier siden, og den unge, ambitiøse manuskriptforfatter Joe Gillis. Rollen som Norma Desmond er tidligere blevet spillet af store navne som Patti LuPone og, i flere omgange, Glenn Close. Denne gang er det imidlertid den tidligere Pussycat Dolls stjerne Nicole Scherzinger, som får æren. Selv om hun i Danmark måske er mest kendt for sin popkarriere og deltagelse i shows som den amerikanske udgave af Dancing with the Stars og flerårige tjans som dommer i den engelske X-factor, så er Scherzinger faktisk lidt af et multitalent, som også tidligere har prøvet kræfter med teaterverdenen. Bl.a. har hun spillet rollen som Grizabella i Cats (i ved, den med Memory) tilbage i 2014.
Produceren fortæller om opsætningen, at der vil være tale om en nyfortolkning af Lloyd-Webber’s klassiske musical, så den også bliver mere interessant for nyere generationer.
Sunset Boulevard spiller fra 21. september 2023 til 6. januar 2024 på Savoy Theatre. Selve teatret er centralt placeret på den gennemgående vej the Strand og er en seværdighed i sig selv. Det åbnede således i 1881, som den første offentligt tilgængelige bygning med elektrisk lys. Selve salen er blevet renoveret flere gange siden da, men er bestemt stadig et besøg værd, evt. i forbindelse med et ophold hos naboen, The Savoy Hotel.
Klik her for at finde billetter til Sunset Boulevard på Savoy Theatre.
The Enfield Haunting – Catherine Tate
The Enfield Haunting er et helt nyt stykke, baseret på virkelige begivenheder tilbage i 1977, hvor der blev rapporteret om poltergeist-aktivitet i et hus i London-bydelen Enfield. Historien fik en del mediedækning, og både spøgelsesjægere og journalister fortalte, at de også oplevede usædvanlige fænomener i huset.
Selve stykket, The Enfield Haunting, er skrevet af Paul Unwin, som i sin tid var med til at skabe den engelske læge-soap Casualty. Der er efter alt at dømme tale om et forholdsvis dramatisk stykke, om end hovedrollen spilles af Catherine Tate. Tate blev oprindeligt kendt som komiker med sit eget sketch-show The Catherine Tate Show, inden hun i 2008 fik sit store gennembrud som Donna Noble, ledsager (companion) til den tiende Doctor Who (David Tennant) i den klassiske engelske kult-serie af samme navn.
The Enfield Haunting spiller fra 30. november 2023 til 2. marts 2024 på Ambassadors Theatre på West St., lige midt i Londons West End, få minutters gang fra både Leicester Square og Covent Garden.
Klik her for at finde billetter til The Enfield Haunting på Ambassadors Theatre.
Noises Off – Felicity Kendal
Som special mention vil jeg til sidst nævne farcen Noises Off på Theatre Royal Haymarket. Stykket er en af de absolut morsomste britiske komedier, jeg har set. Det er skrevet af Michael Frayn og blev opført første gang i 1982 med Paul Eddington (Yes, Minister) og Patricia Routledge (Fru Hyacinth) i hovedrollerne. I 1992 blev stykket filmatiseret med navne som Michael Caine, Carol Burnett, Denholm Elliott (i sin sidste filmrolle), Christopher Reeve og John Ritter på rollelisten. Denne gang bliver det erfarne Felicity Kendal, der spiller rollen som skuespillerinden Dotty Otley, der har hovedrollen i stykket-i-stykket Nothing On. Det udvikler sig traditionen tro til en veritabel og meget, meget morsom omgang kaos.
Noises Off spiller fra 27. september til 16. december 2023 på Theatre Royal på Haymarket, et stenkast (helt bogstaveligt) fra Pall Mall og Trafalgar Square.
Klik her for at finde billetter til Noises Off på Theatre Royal Haymarket.
Indlægget Efteråret 2023 i Londons teaterland blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget BritBox kommer til Danmark! blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Tjenesten blev først lanceret tilbage i 2016 som et joint-venture mellem de store engelske TV-stationer ITV og BBC. Den har indtil nu kun været tilgængelig i større engelsksprogede lande rundt omkring i verden. Men noget tyder på, at cheferne har fået øjnene op for danskernes store kærlighed for engelsk TV, da Britbox nu lanceres i Norden, som det første sted uden for den engelsktalende verden.
Det er i skrivende stund endnu usikkert præcist hvilke film og serier, der vil blive tilgængelige på Britbox, men i udlandet kan man bl.a. finde klassiske komedieserier som Blackadder, A Bit of Fry & Laurie og Yes Prime Minister, dramaer som Brideshead Revisited, og krimier som Sherlock Holmes og Bergerac. Men det er ikke kun de gamle serier, vi kan håbe på at blive forkælet med. Britbox i udlandet streamer også nyere serier som Upstart Crow, Life of Mars, og Line of Duty, samt de nyeste afsnit af populære soaps som Coronation Street, Eastenders og Emmerdale.
Når Britbox bliver lanceret i Danmark vil det efter sigende være muligt at få en gratis 7 dages prøveperiode, hvorefter prisen vil være 79 kr. om måneden eller 599 kr. for et helt år.
Mens det er usikkert, præcist hvilket indhold, der bliver tilgængeligt i Danmark fra starten af, siger kilder, af Britbox samlet set har et arkiv på mere end 144 film og over 311 TV-serier. Så uanset hvor meget af det, vi får adgang til herhjemme, så er der rigtig mange timers underholdning at glæde sig til.
Indlægget BritBox kommer til Danmark! blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Liverpool mister sin verdensarvsstatus blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Liverpools havnefront blev i første omgang udpeget som verdensarv i 2004, som en anerkendelse af havnens betydning for verdenshandlen i 1800-tallet og et århundrede frem og de mange imponerende bygninger på havnefronten, som kan føres tilbage til den tid. Blandt de kendteste er i dag Liver-bygningen, Cunard-bygningen og Port of Liverpool-bygningen. I juni 2021 viste en rapport fra Verdensarvskomitteen imidlertid, at en række nybyggerier på havnefronten vil betyde, at der kommer til at ske et uigenkaldeligt tab af arv. Det gælder bl.a. for det enorme udviklingsprojekt Liverpool Waters lige nord for det historiske Pier Head-område samt bygningen af et nyt stadion til fodboldklubben Everton på det gamle Bramley-Moore dokområde lidt længere mod nord.
Liverpools borgmester, Joanne Anderson, kalder beslutningen for “uforståelig”, og påpeger at der gennem de senere år er postet hundreder af millioner pund i vedligeholdelse af de historiske bygninger, som, ifølge borgmesteren, aldrig har været i så god stand som i dag.
Indlægget Liverpool mister sin verdensarvsstatus blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget COVID-19 OG REJSER TIL ENGLAND blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Det er pt. ikke muligt at rejse til England fra Danmark, uden at der er krav om karantæne ved indrejse.
De engelske myndigheder har opdelt verden i tre kategorier, henholdsvis rød (red), orange (amber) og green (grøn). Rejser man fra et land i den røde kategori, er det kun tilladt at rejse ind i England, hvis man er Britisk eller Irsk statsborger eller har bopæl i Storbritannien. Man skal derudover på forhånd booke plads på et godkendt karantænehotel, hvor man skal opholde sig i ti dage efter ankomst.
Rejser man fra et land i den orange kategori, hvilket pt. omfatter størstedelen af verden, inklusive Danmark, er kravene lidt mere lempelige, men dog så skrappe, at fritidsrejser reelt er udelukket. Her er kravet ligeledes 10 dages karantæne, men man kan tilbringe karantænetiden i sit hjem eller på et andet fast opholdssted, hvilket kan omfatte almindelige hoteller eller i private hjem hos familie eller venner – man skal dog holde sig for sig selv, og må ikke få besøg med mindre dette er nødvendigt af medicinske eller lignende årsager. Det er heller ikke tilladt at forlade sit karantænested for noget som helst andet formål end at blive testet på hhv. 2-dagen og 8-dagen efter ankomst, end ikke for indkøb, med mindre der er tale om helt ekstraordinære omstændigheder.
Endelig er der den grønne kategori, som pt. omfatter ca. 10 lande og områder, herunder Færøerne og Island. Her er kravet alene, at man lader sig teste seneste på 2-dagen efter ankomst, og kun hvis denne test er positiv, skal man gå i karantæne. Kravet om test gælder også selv om man er blevet vaccineret. Vi håber, at Danmark snart kommer op i denne kategori, så det igen bliver muligt at rejse til England under lidt mere normale forhold.
Denne side er opdateret den 14. maj 2021. De til enhver tid gældende regler kan læses på den engelske regerings hjemmeside om regler for indrejse i England.
Indlægget COVID-19 OG REJSER TIL ENGLAND blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Hvad betyder brexit for mig? blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Det korte svar er ja, det vil det. Godt nok er det aftalt, at de fleste produktgrupper (dog undtaget fx. alkohol og tobak) friholdes for told og afgifter, men der vil fremover skulle betales importmoms af alle køb fra engelske netbutikker til en værdi af over 80 kr. Importmomsen er på 25 pct. og afregnes til transportøren, fx. PostNord. Som det ser ud i dag, modtager man et brev fra transportøren, når varen er ankommet til Danmark, med et fakturanummer og en kode. Man går derefter ind på en hjemmeside, betaler det skyldige beløb (inklusive et gebyr til transportøren), og først derefter vil pakken blive sendt til udlevering. Det vil altså både blive dyrere og tage længere tid at købe varer fra engelske netbutikker.
Det vides faktisk ikke i skrivende stund. Mobilselskaberne vil ikke længere være forpligtet til at tilbyde deres danske kunder at telefonere gratis Storbritannien, men omvendt er fri roaming blevet et konkurrenceparameter for mange mobilselskaber. Allerede i dag tilbyder danske selskaber deres kunder at roame frit i lande som USA, Thailand og Australien, der som bekendt ikke er og aldrig har været medlemmer af EU. Vores gæt er derfor, at det også fortsat vil være muligt at roame gratis på besøg i Storbritannien, men man kan forestille sig, at der vil være forskelle på mobilabonnementer og at muligheden ikke vil være inkluderet i mobilselskabernes billigste abonnementer.
Hvis du har andre spørgsmål, er du meget velkommen til at stille det i en kommentar herunder, så prøver vi at finde ud af, hvad der er op og ned.
Indlægget Hvad betyder brexit for mig? blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Indlægget Londons teatre lukket pga corona – hvad så nu? blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>Det er et godt spørgsmål. Per 20. juni er seneste nyt, at alle teatre i Londons West End holder lukket indtil tidligst 2. august. Det betyder dog ikke, at teatrene åbner umiddelbart derefter, heller ikke selv om der til den tid måtte være lempet på restriktionerne. Alt tyder på, at når det igen bliver muligt at åbne for nogle af teatrene, så vil det være de små teatre, der åbner op først.
De store teatre, særligt dem der spiller de mest populære musicals, vil formentlig være de sidste til at åbne – og nogle af dem åbner først i 2021. Cameron Mackintosh, manden bag successer som Les Miserables og Miss Saigon, er, gennem firmaet Delfont Mackintosh Theatres, ejer af mange af de førende teatre i New York og London. Allerede i starten af maj sagde han, i et interview med BBC Radio, at de store musicals “vil være de sidste, der vender tilbage. […] Det tager måneder at få de store produktioner, som vi laver, op og i gang. […] Sandheden er, at så længe, det er nødvendigt at holde afstand, så giver det slet ikke mening at planlægge en genåbning. […] Og fra det øjeblik, hvor det ikke længere er nødvendigt med social afstand, så vil det tage 4-5 måneder at få samlet skuespillerne igen, klargøre teatrene – det er et kæmpeprojekt. Der arbejder omkring 200 mennesker på hver af de store musicals.”
Blandt de store musical-forestillinger er det blevet meldt ud, at Hamilton (Victoria Palace), Les Miserables (Sondheim Theatre) og Mary Poppins (Prince Edward Theatre) først starter igen i 2020, mens The Book of Mormon, Mamma Mia og Dear Evan Hansen indtil videre er indstillet indtil 2. august. Dertil kommer, at diverse skuespil og andre forestillinger, som typisk kører på teatrene i kortere tid, er aflyst eller udskudt på ubestemt tid.
Ja, fysisk teater er jo nok udelukket lige foreløbig. Til gengæld er der flere producenter, teatre mv. som er begyndt at transmittere nogle af deres forestillinger over internettet.
En af de mest populære er nok Sir Andrew Lloyd Webber, som på YouTube-kanalen The Shows Must Go On streamer en ny musical hver weekend. Den pågældende musical bliver typisk lagt på hver fredag aften kl. 20 dansk tid og kan ses weekenden over. I denne weekend er det en 2014-udgave af den klassiske musical Peter Pan, der bliver vist. Kanalen indeholder også uddrag fra forskellige musicals, interviews, bag-scenerne-klip osv.
Det engelske National Theatre er også med på streaming-vognen. Teatret er kendt for den brede vifte af både klassiske og moderne skuespil og dramaer, som det opfører, typisk med klassebesætninger. De streamer et af deres stykker en uge af gangen, fra torsdag aften kl. 20 (dansk tid) til den næstkommende torsdag. Den aktuelle forestilling er dramaet Small Island, og tidligere har de bl.a. vist Barber Shop Chronicles, A Streetcar Named Desire med Gillian Anderson i hovedrollen, det politiske drama This House og Shakespeare’s Coriolanus med bl.a. Tom Hiddleston og Mark Gatiss på rollelisten.
Er man OK med at tage en virtuel tur “over dammen”, så byder New York’s berømte Metropolitan Opera på en perlerække af operaer, én om dagen, som lægges på hver aften amerikansk tid. De har bl.a. vist Verdi’s Nabucco, Wagner’s Lohengrin og Puccini’s Turandot.
Og nej, selvfølgelig er det ikke det samme som at være der selv. Men når det nu ikke kan være anderledes, så giver det dog muligheden for at se nogle forestillinger i absolut verdensklasse fra nogle af verdens førende teatre. Og hvis du kender til andre teatre, der transmitterer deres forestillinger over internettet i øjeblikket, så er du meget velkommen til at skrive det i en kommentar herunder.
Indlægget Londons teatre lukket pga corona – hvad så nu? blev først udgivet på Anglofil.dk.
]]>