Der holdt vi så, og kunne se 15 meter over vandet til et andet land. Vi kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det var noget særligt, for vi har jo krydset og dermed set hen over masser af landegrænser, men det var en speciel fornemmelse. Måske det har noget at gøre med forskellen i levestandard mellem de to lande, og så det faktum, at det er meget forbudt at krydse grænsen, men det samtidig virkede latterligt nemt blot at svømme over floden. På Mexicosiden rejste sig en mægtig klippevæg. Hele Big Bend ligger på et sunkent plateau, så mange steder er højdeforskellen mellem de to flodbredder 200-300 meter.

Big Bend praler af at have hele tre forskellige typer af natur: Flodland, ørken og bjerge. Bjergene, i form af bjergkæden Chisos Mountains, var vi desværre afskåret fra, da vores bil var for lang til at køre de snoede veje op i Chisos Basin. Så vi udforskede de to andre zoner i stedet. Et sted på vej til Big Bend havde lille Filippa desværre samlet noget sygdom op. Hun plejer at være med på hvad som helst, men i de fem dage vi brugte i Big Bend, var vi nødt til at tage lidt ekstra hensyn til hende. Det lykkedes os nu alligevel at vandre nogle ture i både ørken og langs flodbred, og efter et par dage var den gamle og altid glade Filippa tilbage igen. Vi boede tre nætter på den primitive campingplads Cottonwood i vestsiden af parken, og flyttede så til østsiden på Rio Grande campingpladsen. Især den korte gåtur ved Hot Springs tæt derpå var god. Her oprettede en frisk iværksætter et postkontor og feriested i starten af 1900-tallet, upåvirket af at transporten dertil var mindst en halv dag ad bumlede grusveje fra nærmeste (lillebitte) by. Det var virkelig et dejligt sted, men ikke noget han blev rig af, og efter nogle år var han nødt til at lukke igen. Vi så nogle af de tilbageværende bygninger og dyppede fødderne i de varme kilder.

Vi var så vanvittig heldige at få den anden sidste ledige plads på campingpladsen i den vestlige del af Big Bend (man kunne ikke reservere). Hvis den var fyldt, så havde vi 1,5 times kørsel ud af parken. Vi var lettede da vi slog lejr. Dagen efter var der fyldt og mange kørte forgæves til pladsen.

Et indblik i den meget golde natur i Big Bends vestlige del.

Det ligner en gris. Det er ikke en gris. Det er en javelina.

Udsigt fra vores campingplads.

Vi hygger med leg i skyggen.

Filippa har feber, og der var langt mellem smilene den dag. Men en lille eftermiddagssnack kunne fremme et smil.

En roadrunner.

Pludselig kom 20 javelinaer ind på pladsen – de kan være vældig aggressive, hvis det omhandler mad. Men de virkede ret fredelige.

Vi vandrer mod chimneys.

Det er tydeligt at se, hvordan vegetationen kan ændre sig brat.

I horisonten ses Santa Elena Canyon.

Snacktid på toppen.

På klipperne er der pictografer lavet af forhistoriske indianere.

Santa Elena Canyon.

Mexicanere på den mexicanske side af Rio Grande.

Æsel i Mexico.

Hytte i Mexico.

“Nogen” sælger vandrestokke og souvenirs med teksten No wall på den amerikanske side af Rio Grande.

Endedestination på en af de mange vandreture i Big Bend.

Der er ikke altid plads til vores camper på parkeringspladserne – i dette tilfælde var et hold franskmænd i en ligeså stor camper blevet fanget af andre biler på den lille plads og spærrede det hele – men vi har hidtil altid fundet en plads. Her i rabatten lidt før pladsen.

Det gamle postkontor og feriested ved Hot Springs.

Ser på mens vi andre dypper fødderne i Hot Springs.

Big Bend er ikke en park, der som flere af parkerne i Californien og Utah har åbenlyst spektakulære postkort-seværdigheder. Der er ingen vandfald, dramatiske klippebroer eller gigantiske træer, men den havde bestemt sin egen charme, og var interessant at lade sig suge ind i. Endnu bedre havde det været med firehjulstræk og telt og mulighed for at besøge nogle af de mange hjørner af parken, hvor ingen mennesker kommer. Eller i båd på floden mellem de to lande. Det er svært at formidle præcis hvor kæmpestor den er, men fra vi kørte ind i parken, til vi forlod den igen, kørte vi 190 miles (ca. 300 km). Og vi kørte kun det absolut nødvendigste for at nå fra den ene siden til den anden.

Siden vi forlod Big Bend har vi mest brugt tiden på at sætte tempoet helt ned og hygge os i forskellige små westernbyer på vores rute. Første stop var lillebitte Marathon, der er en af de byer, der nok er charmerende, men som ikke engang har sit eget supermarked, og hvor man ikke kan lade være med at undre sig over, hvordan i alverden man ender med at slå sig ned der. Vi kørte forbi Fort Stockton, der mest er befolket af lastbilmekanikere og oiletankfabrikker, men der ligger også endnu et af Texas’ utallige nybyggerforter fra slutningen af 1800-tallet. Fort Stockton var slet ikke nævnt i vores guidebog, men byen var interessant, fordi Camilla inden vi tog hjemmefra, havde fundet en mystisk æske på vores spisebord, med nogle tilsyneladende hundrede år gamle breve, der pegede på en skattejagt efter den navnkundige cowboy Ben Wades guldskat. Og et af sporene pegede på en bestemt bygning i det gamle Fort Stockton. Efter en grundig inspektion af vagthusets kamin, havde Camilla fået den info, hun skulle bruge, og vi kunne køre videre.

Camilla lurer på pejsen i vagthuset.

Derefter slog vi et smut gennem olieland, nemlig Permian Basin ved Odessa og Midland. Permian Basin var vi allerede i udkanten af, da vi kørte gennem oliebyer oppe i New Mexico. Her er Texas’ økonomiske og energimæssige centrum, og der er sløvt nikkende oliepumper så langt øjet rækker. I Midland holdt vi Thanksgiving, og spiste middag på Cracker Barrel, en typisk amerikansk kæderestaurant, og en af de få, der har åbent på Thanksgiving. Vi troede egentlig, at det var en sørgelig substitut for den “rigtige” måde at holde Thanksgiving på, men Thanksgiving er Cracker Barrels travleste dag på året, så det er bestemt også sådan i hvert fald nogle af amerikanerne fejrer den. Vi besøgte også oliemuseet der, for at lære lidt mere om hele olieindustrien. Det var tydeligt at museet var betalt af netop oliefolk, og de brugte en del energi på at fortælle om, hvor fantastisk fracking er – og fracking er ellers en miljømæssig meget kontroversiel måde at hive olie op fra skiferlag dybt under jorden, men sådan så de slet ikke på det – men kunne man se igennem det, var det et meget interessant og veldesignet museum. Især deres samling af oliepumper af forskellige designs var interessant for en som mig, der nok stadig har en maskiningeniørspire inderst inde.

Vi spiste græskartærte og blåbær og spiser det stadig. Det er faktisk super lækkert!

Oliepumper i 3 forskellige størrelser foran oliemuseet.

Så brugte vi en uges tid i San Angelo, Junction, og endelig Fredericksburg, der alle var enormt hyggelige, med masser af historiske bygninger, jeg kunne kigge på, som indeholdt alskens forretninger, som Camilla kunne kigge på. Et højdepunkt var Lum’s Bar-B-Q i den lille flække Junction, hvor vi spiste en meget autentisk brisket-frokost en af dagene. Brisket er noget meget sejt oksekød, som Texanerne gennem langtidsgrilning er eksperter i at gøre mørt, saftigt og velsmagende, gerne sammen med enorme mængder barbequesovs. Det var en kæmpe succes, og selv Camilla, der ellers ikke rigtig kan lide kød, var vild med Lum’s shredded brisket. Filippa har også fundet sin livret, og hun griner højt at begejstring, hver gang hun får en lille bid bøf.

Andreas’ brisket og jalapenos-cheese-pølse på Lum’s BBQ.

Herfra går turen langsomt videre gennem Texas Hill Country, der udover at være cowboyland også er centrum for Texas’ vinproduktion, så mon ikke der er et par vinsmagninger i farvandet de næste dage?

Vores glade julebaby.

Filippa er ved at pakke sin allerførste gave op – hun har fået adventsgaver af Camillas gode veninde Pernille (som vi besøgte på Grønland august 2018). Filippa var vild med både papir og indhold!

Vi møder en Armadillo.

Snacktid efter vandretur.

I San Angelo besøgte vi en lejlighed, nu museum, hvor letlevende damer passede deres arbejde for 100 år siden – de originale senge var der stadig.

Faktisk ligger denne snack bar midt i en dametøjsbutik.

Vi blevet overrasket, da solen gik ned, og dette smukke syn var bag vores ruder. Vi sov på en luksusrasteplads, som var vældig pyntet til jul.

Men jeg behøvede ikke andet end at stikke hovedet ind i det lokale supermarked før stemningen vendte på en tallerken. Jeg elsker Fort Davis.

En af de meget få modkørende vi mødte i virkelig lang tid.

Frokostpause på vej til Fort Davis.

Tre dage før var vi vågnet op på Walmarts parkeringsplads i Alamogordo, New Mexico. Udover White Sands National Monument, som jeg omtalte i sidste blogindlæg, prøver Alamogordo at være berømt for to ting: Missiler og pistacienødder. Udenfor Alamogordo ligger Holloman Airforce Base og White Sands Missile Range. Da det under Anden Verdenskrig gik op for amerikanerne, at tyskerne var godt i gang med at udvikle nogle raketter, der kunne flytte noget sprængstof, besluttede de, at sådan nogle måtte de også have. Og hvis man skal lave missiler, skal man have et sted at teste dem. Det kan man ikke bare gøre nede i den lokale skytteklub, der skal en meget større skydebane til. En kommision blev nedsat, og det blev hurtigt konkluderet, at det sydlige New Mexico var klart bedste bud indenfor USAs grænser: Ingen andre steder var så fjerne fra menneskelig aktivitet i større stil, og havde så stabilt godt vejr året rundt.

De få farmere, der var i området blev med få ugers varsel beordret til at finde et andet sted at være – i øvrigt uden erstatning. Da de naturligvis ikke kunne finde store, gratis jordområder nogen steder, var de tvunget til at sælge deres køer, med det resultat at kvægprisen faldt dramatisk, og de fleste tabte deres levebrød fuldstændig. Det er de forståeligt nok sure over endnu. Nå, men så var vejen altså banet for at USA kunne få udviklet sine missiler. Det var også nær Alamogordo at de første atomprøvesprængninger fandt sted. Da krigen var vundet, hentede man den tyske missilforsker Werner von Braun og hans hold til Alamogordo, for de var meget dygtigere end amerikanerne. Så gik det ellers slag i slag med udvikling af atommissiler og måneraketter. Alt det lærte vi lidt om på New Mexico Museum of Space History. Allermest lærte vi dog, at hvis vi nogensinde skal lande en rumfærge, skal det være mig, og absolut ikke Camilla, der sidder ved styrepinden. Efter fire styrt med efterfølgende eksplosion i museets simulator gav Camilla simpelthen op. Jeg satte den hel ned i første forsøg. New Mexico Museum of Space History er også stedet, hvor Ham the Astrochimp ligger begravet. Han var verdens første abe-rum-testpilot. Han overlevede sin tur i rummet i fin stil, og levede lykkeligt til sine dages ende i en zoo i New Jersey. Da han døde mæt af dage, blev han hentet til Alamogordo og begravet under pomp og pragt som den helt han var.

Rundvisning i den lille Mercury-kapsel.

Filippa er vild med museer.

Camilla forsøger sig som rumfærgepilot.

Bananer er lagt til minde om Ham the astrochimp.

Pudsigt nok er det også missilerne, eller i hvert fald luftbasen, der er årsagen til Alamogordos anden claim to fame: Pistachienødderne. En flyverofficer med landbrugsbaggrund var udstationeret der i 60’erne, og i stedet for at vende tilbage til sin hjemstat i midtvesten besluttede han og hans kone at blive i Alamogordo, da hans kontrakt udløb. Han ville gerne dyrke landbrug, men måtte så finde en afgrøde, der passede den tørre ørkenjord. Det viser sig, at klimaet omkring Alamogordo er meget lig det i Iran, hvor pistacienødden kommer fra, og så var beslutningen taget. Vi besøgte Eagle Ranch, den ældste og største farm i området og fik en meget interessant rundvisning der. Så nu ved vi alt om at dyrke pistachienødder. Specielt gode var deres nødder krydret med chili dyrket i Hatch, der også ligger i New Mexico og angiveligt er verdens chilihovedstad.

Maskiner der anvendes i processen så pistachienødderne kan blive spiseklare. Og nogle til at fravælge de skaller, der er helt lukkede om nødden.

Vores guide kom pludselig til at snuppe Filippa fra Camillas arme. Og først efter et stykke tid, spurgte hun om det var okay. Og det var det selvfølgelig – så længe Filippa gad.

Pistachienødder en masse!

Fra Alamogodo forlod vi ørkenen for en stund og kørte østpå op i bjergene, forbi et uventet og sæsonlukket skisportssted og over en meget tyndt befolket højslette. Vi kørte gennem Artesia i tusmørket, og det må være det tætteste man kommer på det moderne vilde vesten. Her er det ikke guld, men olie, der lokker lykkejægere til, og byen var tydeligvis blevet banket meget hurtigt op af folk, der ikke nødvendigvis regnede med at bliver der længe. Olietankvogne, maskinudlejningsdepoter og pick-ups med pumpeudstyr blev lyst op af det karakteristiske gule skær fra natriumlamper. Petroleumsdunsten hang tungt i vores næsebor og horisonten var punkteret af de mange flammer, der brændt ude ved oliebrøndene. Foran byens steakhouses, barer og skure med skilte, der annoncerede Mexican Food, stod et endeløst antal Ford og RAM pick-up trucks hastigt og unøjagtigt henkastet mens deres ejere med fuldskæg og olietilsværtede underarme var inde for at bruge dagens hyre. Vi fortsatte til marginalt mere etablerede Carlsbad og overnattede nok en gang hos Walmart.

Derfra tog vi til Carlsbad Caverns, der var hele formålet med denne rute over højsletten. Det er et enormt hulesystem under ørkenen. Vi er jo i USA, så man kan tage en elevator de 230 meter ned under jorden. Vi valgte dog i stedet at vandre ind ad den naturlige indgang, hvor det går støt nedad ad en to kilometer lang kringlet sti under jorden, til man når bunden af dybet, hvor højdepunktet er det passende navngivne The Big Room, der er stort nok til at indeholde hele Notre Dame. Det er svært at forstå. Hele vejen går man gennem et eventyrland af drypsten og kalkformationer dannet gennem årtusinder. Ingen af os har nogensinde set noget lignende. Men det mest surrealistiske var måske alligevel, da vi nåede vejs ende, hvor der ligger en grillbar og souvenirforretning. 230 meter under jorden. Kun i USA…

Indgangen til grotten.

Og så var der lige souvenirshoppen…

Så var det tid til at køre til Texas. Den oplagte rute havde være US-285 mellem Carlsbad og Pecos, men den er en af USAs farligste veje på grund af olietrafik og dertilhørende hasarderede overhalinger af tidspressede og søvnmanglende lastbilchauffører. Der er dødsulykker nærmest ugentligt. Den vej besluttede vi at undgå. I stedet kørte vi til Guadalupe Mountains National Park og overnattede for at vandre en tur dagen efter. Turens første stormskyer trak imidlertid sammen over bjergene, og vi droppede dén ide. Vi satte kursen mod syd og ankom til Fort Davis samme eftermiddag.

#nofilter

Fort Davis. Byen der egenhændigt vendte mine forventninger til Texas på hovedet igen. Selvom Fort Davis er amtshovedsæde, er det en lille flække med 1250 indbyggere meget langt fra alting. Hovedgaden er bred og støvet. Ingen andre gader er asfalterede. Supermarkedet – det ene, der er – tilhører ikke en landsdækkende kæde. Det er klaustrofobisk og rodet indrettet, på den hyggelige måde, og fører indtil flere mærker barbequesovs i 4 liter store dunke. Ekspedienten pakkede ens varer i poser og bar dem ud til bilen.

BBQ-sovs!

Lige udenfor Fort Davis ligger Davis Mountains State Park, hvor vi endte med at bo to nætter og vandre næsten alle ruter. Midt i parken lå et flot hotel bygget i 1930’erne i klassisk adobe-stil. Vi havde den fornøjelse at lytte til et lille foredrag med en park ranger i hotellets historiske lobby. Vi besøgte også årsagen til, at der overhovedet ligger en by, nemlig det historiske Fort Davis, der ligesom Fort Bowie blev oprettet for at beskytte Californiensrejsende mod indianerangreb. Modsat Fort Bowie står de fleste af bygningerne endnu, og vi brugte et par timer på at gå rundt og opleve, hvordan soldater og officerer levede på en militær forpost i sidste halvdel af 1800-tallet. Specielt interessant var fortets hospital, hvor vi lærte en del om datidens lægekunst eller mangel på samme. Trods det at militærlægerne var nogle af landets bedst uddannede (modsat sygeplejerskerne, der blot var menige soldater fuldstænding uden uddannelse), vidste de jo ikke mere om medicin end resten af verden dengang.

Vi købte en æbletærte hos købmanden. Den var rigtig god.

Udsigt til hotellet fra vores aftenvandretur.

Solen stod lavt på vores aftenvandretur. Det var mørkt før vi nåede tilbage i camperen.

Hotellet.

Retten i Fort Davis.

En af de gamle officerboliger på fortet.

Byens lægeklinik.

Gutten her så vi adskillige gange køre på den ene vej, der nu var i Fort Davis. Den larmede lige så højt, som udstødningsrøret er stort.

Kunne man mon komme længere ud end Fort Davis? Vi besluttede os for at forsøge, og kørte sydpå mod Big Bend, en af de mindst besøgte nationalparker i USA.

“Og der kommer flere motorcykler efter dem.” Harleyernes brøl fyldte parkeringspladsen og ødelagde enhver illusion, man kunne have haft om søndagro. Der var to Harleyer efter politimotorcyklerne. Og så to mere. Og inden længe var indkørselsvejen til parkeringspladsen fyldt. Og. De. Blev. Bare. Ved.

Motorcyklister invaderede den ellers ret tomme parkerigsplads.

Vi havde parkeret i et afsides hjørne af pladsen – det plejer vi, fordi vi fylder så meget – men parkeringspladsen blev gradvist fyldt af motorcykler, helt ned i vores hjørne. De var allesammen dekoreret med bamser. Da der begyndte at falde lidt ro på, gik jeg ud for at finde ud af, hvad der foregik. Det viste sig at være et “toy run” til fordel for fattige børn. Hver motorcykel havde mindst én julegave med, som blev afleveret henne i traileren hos Bandidos og julemanden, og som siden ville blive uddelt til trængende familier. En af deltagerne skønnede, at der nok var 800-900 motorcykler med til optoget. Alle motorcyklister i det sydlige New Mexico syntes at deltage. Jeg har aldrig set så mange Harleys og så mange læderveste og rygmærker samlet ét sted. Det var en skør, men god, oplevelse.

Filippa ligner en, der godt kan lide motorcykler. Det forstår vi godt.

Julemand, politi og rygmærker er en sjov kombination.

Læg mærke til at de styrende dele sidder i sidevognen. Den er designet, så chaufføren kan sidde i en kørestol.

Frokost, øl og rockmusik for dem på motorcykel.

Selve museet var okay interessant, men ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg lade være med. To dage forinden havde vi taget afsked med Morten, Annika og Ida. Efter at have pakket lidt om i camperen, forlod vi Tucson og kørte til westernbyen Tombstone. Det var her Wyatt Earp og hans brødre sammen med Doc Holliday var i skudduel mod nogle banditter ved OK Corral tilbage i 1881. Dén episode har byen, der er kendt som “too tough to die,” forstået at udnytte fuldt ud. Da mineaktiviteten i området døede ud i løbet af 1900-tallet blev folk boende, og er siden lykkedes med at gøre byen til en turistfælde for folk som os, der er lidt fascinerede af det vilde vesten. Hovedgaden er spærret for biler og fyldt med folk, der ikke har skiftet tøj siden 1880’erne, der gjorde deres yderste for at lokke os ind i diverse mere eller mindre autentiske saloons for at overvære en genopførelse af skudduellen. Det lykkedes dem ikke.

Diligence på Tombstones hovedgade.

De mere eller mindre autentiske cowboys fra 1881 står i skyggen og gør klar til at rekruttere et publikum til næste skudduel.

Filippa forsøger sig på endnu en saddel.

Vi overnattede på en parkeringsplads i Tombstone (og mødte i øvigt et tysk par, der var på vej gennem Nord- og Sydamerika i deres MAN-lastbil), og fortsatte dagen efter til Deming med stop ved Fort Bowie (udtales bu-ie). I 1848 blev der fundet guld i Californien, og det startede en syndflod af lykkejægere, der rejste mod vest. Over land var der kun én etableret rute, nemlig fra St. Louis til San Francisco via Texas, New Mexico og Arizona. Lige gennem Apache- og Conmanche-stammernes territorier. Til at starte med var der fred og ro. Der blev oprettet en diligence-rute, The Butterfield Overland Route, der kunne fragte folk (op til 14 tætpakkede passagerer pr. vogn) og breve (op til 12.000) vestpå. Ruten tog 25 dage, så der var selvfølgelig en del stop til skift af heste og kuske undervejs. Et af rutens stop lå, hvor Fort Bowie kom til at ligge. Indianerne blev nemlig ikke ved med at være tålmodige med den hvide mand, der invaderede deres territorie, og inden længe var den amerikanske hær nødt til at oprette en række forter langs ruten, i et forsøg på at beskytte de rejsende mod indianerne.

Ingen tvivl om at vi gerne ville bytte transportmiddel.

Guidebogen beskrev Fort Bowie som “det nærmeste man kan komme på at tage en tidsrejse,” og det var ikke helt forkert. Vi standsede på en afsidesliggende parkeringsplads for enden af en vej, der blev mindre og mindre, og til sidst til grusvej. For at komme ind til fortets ruiner vandrede vi et par kilometer gennem en dal over udtørrede flodsenge, forbi diligencestationen og kirkegården. Konstant overvåget af imaginære indianere på bjergtoppene. Vandreturen ud igen gik over toppen af bjergene, hvor vi så fik indianernes perspektiv. Det var en fascinerende oplevelse, selvom der ikke var meget tilbage af selve fortets bygninger.

Vi vandrer mod Fort Bowie.

En af de få buske vi har set med bær på.

Andreas påtager sig ansvaret som turguide – og han er rigtig god til det!

Hvor der er vand er der grønt – selv i ørkenen.

Et af de bevarede gravsteder langt langt ude i ørkenen.

Udsigt over Fort Bowies rester.

Frokostpause på verandaen i visitorcentrets gyngestole.

Den første busk vi har set i blomst længe.

Derefter forlod vi Arizona til fordel for New Mexico, tog en nat i Deming og kørte via Las Cruces – med motorcykelparade og et besøg i den originale spanske bydel – mod Alamogordo, New Mexico. Trækplasteret deroppe er især White Sands National Monument, der er verdens største samling af kridhvide gipssandklitter. Det var næsten som at vandre rundt i et snelandskab i 20 graders varme. I White Sands tog vi på solnedgangsspadseretur med en ranger, der fortalte om de få planter og dyr, der kan leve i det hårde landskab. Efter solnedgang var vi nødt til at forlade parken – man må kun overnatte i telt der. Vi kørte i stedet ind til Alamogordo og udnyttede at supermarkedskæden Walmart tillader gratis overnatning på deres parkeringspladser.

Det er som at køre igennem et snelandskab.

Vores guide fortæller om parkens geologi, planer og dyreliv.

Rodnet fra en meget snedig og hårdfør plante.

Morten er fuldstændig klar til at lave sit eget gun show.

Inde på skydebanen satte Morten sin SCAR angrebsriffel mod skulderen, og flippede sikringen over på Full Auto. Hans instruktør var tæt bygget, havde sort fuldskæg, bar ørkenstøvler og grå bukser med lårlommer. Han havde en håndgranat tatoveret på halsen. Han satte sin bjørnelap af en hånd på Mortens skulder, klar til at holde igen mod rekylet, hvis det kom bag på Morten. Der lød en kort byge af skud inde fra buret.

Morten får en hjælpende hånd med at styre rekylet den første gang han skyder med et fuldautomatisk våben.

Da Morten tog til USA, havde han aldrig før affyret et skydevåben, og det var derfor et erklæret mål med turen at finde en skydebane til ham. Alt tydede på, at han havde fundet den rigtige. Han havde købt pakken Master of Arms, der gav ham ret til at prøve to pistoler og to rifler. Inkluderet var rigeligt med bønner til at holde ham beskæftiget den time, han havde instuktør og bane til rådighed.

Han lagde blødt ud med en Sig Sauer P226 og tog derefter et skridt op til en Smith & Wesson revolver i kaliber .357 Magnum. Ikke helt Dirty Harry, men tæt på. Camilla, der har skudt en del, beundrede hans gode samling af skuddene på de første par skud, men at holde et kilo jern ud i strakt arm i flere minutter gjorde sit indhug i Mortens armkræfter, og præcisionen dalede i takt med genladningerne.

Mortens score.

Derefter skiftede han til det tunge skyts. Pigerne gik på shopping, og jeg blev på min tilskuerplads. Nok havde jeg været for nærig til at betale for at komme på skydebanen, men det var dog bedre at kigge på skydning end på vinduer. Morten startede med en FN SCAR angrebsriffel, og da han var igennem skydningen med den, kiggede en gammel, gråskægget mand i skrigpink t-shirt op fra båsen ved siden af. Det kunne have været George R.R. Martin. “What’s he shootin’?”

Det udviklede sig til en lille snak om løst og fast, og før Morten fik set sig om, stod han ovre på mandens skydebanen og fik lov at prøve hans specielle pistol, der skød med 5.56 mm riffelammunition. “Bare tøm magasinet!” Man kan sige meget om amerikanere, men de fleste er meget venlige og gæstfrie. Ham her forsøgte efterfølgende at lokke Morten til at flytte til Arizona.

Morten og hans nye kammerat.

Morten sluttede af med at tømme tre magasiner i en AR-15 i byger af 5-7 skud. Da han kom ud, sad smilet stadig solidt plantet i ansigtet på ham. Vi fandt ud af, at jeg lovligt ville have kunnet købe enhver af riflerne, blot ved at vise mit Californiske kørekort, men jeg holdt mig i skindet.

Smilet fortæller det hele.

Da vi således havde opfyldt en af turens væsentligste missioner, vendte vi næsen mod Tucson, der skulle være Morten, Annika og Idas sidste stop i denne omgang. Vi slog lejr på en campingplads i ørkenen lige øst for Tucson.

Hele den næste dag brugte vi på Arizona-Sonora Desert Museum, der er en blanding af en zoo, botanisk have, naturhistorisk museum og kunstgalleri. Det var en spændende dag, hvor vi lærte en masse om både plante- og dyreliv i ørkenen, hvor højdepunktet nok var rovfulgeopvisningen, som vi så både formiddag og eftermiddag.

Smuk udsigt fra parkens stier.

Cayote nyder solens varme.

Ida drikker vand. Det er varmt i ørkenen.

Også Filippa får vand.

Der var mange forskellige dyr i parken…

En bobcat.

Sløruglen er faktisk den mest udbredte landfulgeart i verden, fordi den findes på alle kontinenter foruden sydpolen.

Der er så vanvittig mange flotte kaktusser i USA!

Denne blomsterlignende del er kaktussens livmoder.

Kolibri.

Næste dag var sidste hele dag i USA for familien Munch Lambertsen. Vi lagde ud med at besøge en rigtig diner til morgenmad. Bobo’s Restaurant var et sted af den helt rigtig type, hvor fedtet hang tykt i luften og bordene var tæt besatte af alle slags folk fra unge par til overvægtige lastbilchauffører og pensionister. Nogle i jakkesæt, andre i lædervest. Og så var der ellers dømt omelet, pandekager og french toast til den store guldmedajle. Og kaffe ad libitum til undertegnede for at skylle det hele ned.

Vi forsøgte at dulme sukkerchokket med lidt shopping, så Morten og Annika kunne få nogle souvenirs med hjem. Vi tankede op med tacos fra Taco Bell til frokost. Om eftermiddagen gik vi en tur i downtown Tucson, der føltes temmelig opreklameret. Der var i hvert fald ikke nær så hyggeligt, som guidebogen havde indikeret. Men vi fik god is i rigelige mængder.

Som om vi ikke havde fået mad nok, besluttede Morten, at vi skulle ende dagen på Silver Saddle Steakhouse, der gentagne gange er kåret til at servere Tucsons bedste bøf. Med 300 gram New York Strip i maven ovenpå alt det andet, var det på tide at trække sig tilbage. Selv Morten måtte indrømme at være mæt. Vi fik en plads på den lokale KOA-campingplads blandt busser der fik vores ellers enorme monstrum til at ligne en Ford Ka. Morten og Annika fik pakket deres sidste sager, og vi nåede allesammen et varmt bad.

Næsten morgen stod vi op før seks, og mens Camilla gik en tur rundt på campingpladsen med stadig sovende Filippa, kørte jeg de tre andre til lufthavnen, hvor vi tog afsked efter to vældig hyggelige uger. Rygterne vil vide, at de kom hjem i god behold.

Og ganske rigtigt. Når ikke lige der er dyrskue eller rodeo, er der plads til at campere. Vi bakkede ind mellem to tilsyneladende ret permanente beboere og opdagede senere, til vores fortrydelse, at den ene havde sin generator kørende alle hans vågne timer. Nå ja. Da vi stod op næste morgen øjnede vi straks det store gule banner: “Gun show this weekend!” Dét behøvede de ikke sige to gange.

Få timer senere slentrede vi ned ad gangene hvor utallige revolvere, lyddæmpere, sørøverpistoler og AR-15 varianter lå mere eller mindre sirligt linet op på plasticborde. Der var ammunition, bump-stocks og maskiner til at lave patroner i skøn blanding med indianersmykker og “taktisk kaffe.” Der var en papfigur af Trump i fuld størrelse. Publikum var primært mænd i alle aldre, gerne med fuldskæg og cowboyhat. Mange havde slæbt konen med. Og så fik vi altså lige et lille foredrag om forfatningens anden tilføjelse, der giver enhver ret til at eje og bære våben. Repræsentaten fra Arizona Citizen Defense League var faktisk utrolig velformuleret og velargumenteret – og dygtig til ikke at lyde som en “gun-nut.” Men der er ingen tvivl om at hans grundlæggende præmisser lå ret langt fra den gennemsnitlige danskers.

Det er simplthen skørt at gå rundt blandt alle de våben. Tilgængelige for alle. Og så er det surrealistisk at tænke på at langt over halvdelen af gæsterne formentlig er bevæbnde.

Custom AR-15 riffel

Vi var ankommet til Flagstaff to dage tidligere, og brugte det meste af dén dag på at vandre rundt i Walnut Creek Canyon og se på 800 år gamle indianerboliger. Der var en række naturlige vandrette indhug i de stejle klippesider, hvor snedige indianere havde regnet ud, at byggede de tre vægge, så fik de taget, gulvet og bagvæggen gratis, og så havde de et hus. De var ret velbevarede og meget fascinerende at se. Ifølge rangeren, vi talte med, var det noget nær paradis på de her kanter. Der var rimelig pålidelig adgang til vand i floden, der kun var udtørret dele af året. Der var også ler til krukker og masser af træ til brænde og byggeri. Og indbyggerne udviklede teknikker til at dyrke afgrøder – primært majs – i den stenede og knastørre jord. Arkæologer havde fastslået mange detaljer om, hvordan livet i husene i klipperne havde været – for eksempel var dørene små, så man kunne komme ind og ud, men bjørne ikke kunne – men ingen ved, hvor indbyggerne kom fra. Og ingen kan forklare, hvorfor de pludselig forlod det ellers perfekte sted at bo efter blot 125 år.

Klippeside med indianerbolig.

En lille bjørnefri indgang til indianerboligerne.

Andreas lagde an til at klatre. Filippa havde ingen indsigelser, men de kom (heldigvis) ikke fra jorden.

I Flagstaff spiste vi aftensmad i en af de lokale burgerjoints, gik en tur rundt i den hyggelige by, der stadig har bevaret sin frontier-stemning, og forsøgte ellers at holde varmen. Der havde været lunt nok i Las Vegas, men Flagstaff ligger i 2000 meters højde, og her kunne det godt mærkes, at efteråret havde gjort sit indtog. Der blev ikke frostvejr, men det var lige på kanten. Godt vi har fyr i autocamperen.

Derfor var det blevet tid at søge mod varmen. Efter en nat i Flagstaff kørte vi den smukke, smukke tur mod Sedona. Efterårsfarverne på træerne stod i fin harmoni med de dyb-orange klipper i Oak Creek Canyon. I Sedona gik vi en tur i byen, og ramte turens første mexicanske restaurant. Så kunne især Morten få sin taco-appetit stillet. Vi sluttede af på førnævnte Verde Valley Fairgrounds.

Efter våbenudstillingen sadlede vi op og kørte mød Goldfield, der er en replika af en gammel guldgraverby i den østlige udkant af Phoenix. På vejen begyndte de klassiske Saguaro-kaktusser gradvist at dukke op, og jo tættere vi kom på Phoenix, jo tættere stod de.

Smuk Sagurao-kaktus med fugl og adskillige fuglebo.

Goldfield var præcis, hvad man kunne forvente. På vej ind krydsede vi under et rustent gammelt hejseværk. På begge sider af hovedgaden stod vejrbidte bygninger i fyrretræ, der var mørknet efter årtier i solen. Bag hovedgaden stod en gammel stempelmølle (til at knuse sten med guldmalm i) i en bygning beklædt med rustent blik. Gaderne var støvede af stampet jord. Der var en saloon, en kirke og et bordel – i hvert fald ifølge skiltet.

Vi går efter guldet!

Annika, Morten og Ida ved siden af en kæmpe Sagurao-kaktus. I baggrunden ses Superstition Mountains.

Søde Ida kører futtog,

Filippa introduceres til at sidde i en saddel.

Hun elsker det!

Vi kom noget for sent til dagens skudduel, men kom ellers godt rundt i byen. Jeg besøgte det lille historiske museum, og kunne konstatere, at absolut intet ved byen var originalt og autentisk. Der havde ligget en guldmine med tilhørende by en lille kilometer væk, men minen var dækket til, og det meste af byen var flyttet med guldfeberen til næste mine. Resten brændte ned i 1940’erne. Den turistfælde vi stod i, blev bygget i firserne af en iværksætter, der på den måde fandt sin guldmine.

Men selvom byen ikke var specielt autentisk, lærte jeg den måske sande historie om guldet på de nærliggende Superstition Mountains. Der lå angiveligt for mange år siden en meget rig mine ejet af Peralta-familien. Af ukendte årsager forlod de minen, der senere blev genopdaget af tyskeren Jacob Waltz. Han holdt den hemmelig i mange år, men prøvede på sit dødsleje at give minens position videre. Det lykkedes ikke, og lige siden har skattejægere forsøgt at genfinde den forsvundne mine.

Derfor var vi naturligvis nødt til at vandre en tur op ad bjerget dagen efter, men vi måtte slukørede konstatere, at to børn på henholdsvis 7 måneder og to år ikke udgør førstevalget, når man skal sætte sit dream-team af skattejægere. Men de var tålmodige og tog turen i strålende humør. Det var en rigtig flot tur halvvejs op ad bjerget. Da vi var nået helskindede ned igen, kørte vi igen videre sydpå og endte med at overnatte på nok en dyrskueplads. Denne gang Pinal County Fairgrounds, som vi delte med kun to andre campere. Der var varme bade og endelig varmt nok udendørs, til at vi komfortabelt kunne sidde ude og spise aftensmad. Vi havde hverken fundet guld eller anskaffet den selvforsvarspistol, der ifølge Arizona Defense League var helt uundværlig, men livet var nu ikke så dårligt endda.

Opad det går

Pause i skyggen

Filippa skal også have vand i varmen.

Morten toppede den lige lidt mere end os andre.

Det er hårdt at være på vandretur.

“Please keep your hands where I can see them!” Kommandoen gjaldede staccato-agtigt mod mig, og jeg fik fluks fingerspidserne op ad lommen igen. Det rød-blå blinklys fyldte den ellers kulsorte parkeringsplads med en dyster stemning. Den unge park ranger stod på ti skridts afstand af camperen med frit skudfelt mod vores dør – pistolen var dog i hylsteret. Når jeg forsigtigt skævede mod venstre og missede med øjnene mod politibilens skarpe forlygter, kunne jeg fornemme at hans makker stod tilbage i mørket med korslagte arme. De to var opstillet lige efter bogen i taktisk L, som jeg selv lærte det, da jeg var soldat for længe siden.

Vi havde slået lejr på en parkeringsplads med udsigt over Lake Mead, som vores trofaste iOverlander-app havde peget på. Den er som regel et godt instrument til at finde overnatningspladser, hvor der ikke er nogen (for eksempel midt i Afrika), men fordi den blot samler anbefalinger fra andre rejsende, er der ingen officiel godkendelse af, at pladserne faktisk er steder, man må overnatte. Det er som regel ikke noget problem, men i dette tilfælde var det. Rangeren fortalte os, at vi ikke måtte overnatte på pladsen, fordi den lå indenfor den lokale nationalparks grænser. Til trods for den aggressive fremtoning (vi forestillede os, hvordan en dansk betjent bare ville have trasket hen og banket på og bedt os flytte det her monstrum) var rangeren høflig nok. Efter med møje og besvær at have stavet mit navn over radioen til stationen lod han os slippe med en advarsel og instuktioner i at finde en alternativ plads. Den var heldigvis kun 5 kilometer væk, og så listede vi derned med to sovende piger i lasten.

Ro i lejren før vi blev smidt væk.

Næste morgen kørte vi op til Hoover Dam og tog på rundtur i dæmningen. Den er et ret imponerende bygningsværk i beton, der er mere end 100 meter høj og 100 meter tyk i bunden. Den blev bygget som en form for beskæftigelsesprojekt under depressionen i trediverne, og holder med sin enorme størrelse hele Lake Mead fyldt af vand. Den producerer strøm og de ansatte er stolte af, at den i sin levetid allerede har indtjent sine konstuktionsomkostninger og mere til. Vi var heldige at komme på en dag, hvor der skulle skiftes turbine (vinger) i en af generatorerne, så da vi kom ned i selve kraftværket, var de to store portalkraner i gang med at flytte et gigantisk leje. Det var så sjælden en begivenhed, at selv vores guider havde travlt med at fotografere.

Hoover Dam.

Første billede hvor alle mand er på.

Kraftværket under Hoover Dam.

Da vi kørte fra Hoover Dam, krydsede vi Coloradofloden, og dermed forlod vi Nevada og kørte ind i Arizona. Vi kørte mod Kingman, kun afbrudt af et stop midt i ørkenen for at købe noget hjemmelavet beef jerky. Det havde hverken Morten eller Annika smagt, men Morten er hooked, og har allerede været ved at undersøge hvordan man selv kan lave det. Det glæder vi os til at smage.

Eftermiddagen gik på hæld, og vi besluttede at gøre holdt for natten i Kingman. Der var ikke mange muligheder for camping, men vi fandt noget ved navn Circle S, ikke så langt fra Walmart. Det hele så temmelig forfaldendt ud, men vi fik en plads. Vi var havnet på en trailer park af den slags, folk bor permanent på, når de ikke har råd til andet. Anmeldelserne i iOverlander havde advaret om, at visse af beboerne havde nogle … gode historier at fortælle. Som de ikke havde lyst til at stoppe med at fortælle. De par stykker af beboerne vi talte med, var nu utrolig venlige, og kom med en masse gode råd til vores afløbsslange, som vi monterede for første gang på denne overnatning. Vi sluttede dagen af med is i camperen.

Det skulle vi så nok ikke have gjort. Eller jeg skulle i hvert fald ikke. Min mave begyndte at rumstere, og jeg tilbragte natten med at stå op og kaste op en gang i timen. Camilla var en sand helt og tilbragte natten med at stå op engang i timen og tømme min opkastspand.

Den næste dag står lidt i tåger for mig. Den første halvdel af dagen lå jeg bare i sengen. Vi måtte dog videre, og jeg var i hvert fald ikke i stand til at være chauffør, så da vi for første gang på turen ramte Route 66, var Morten nødt til at overvinde sin nervøsitet over at køre en 10 meter lang bus. Han indtog førersædet, først med en vis forsigtighed, men vi skulle ikke langt ud i ørkenen, før han trillede afsted som havde han aldrig gjort andet. Vi stoppede et par gange. De andre tog billeder. Jeg kastede op. Vi endte på en eller anden måde på Mather Campground ved sydkanten af Grand Canyon lidt efter mørkets frembrud.

Vi brugte en dag i Grand Canyon. Næste morgen besluttede jeg mig for at være blevet rask. Vi vandrede en tur ned ad South Kaibab Trail, som er en af de stejleste, men også flotteste, ture ned i kløften. Eller, nu siger jeg “vi.” Da vi var nået nogle hundrede meter ned indså jeg, at det var jeg ikke klar til. Jeg sendte de andre videre ned mod udsigten på Ooh Aah Point. Jeg havde Filippa på ryggen, og vi to vendte om. Vi traskede langsomt opad igen og tog masser af pauser.

Det klassiske billede af Grand Canyon.

Det skortede ikke på opmuntrende kommentarer fra de andre vandrere.
“You get extra points!” sagde én.
“Din lille passager forstår på ingen måde overhovedet hvilket stykke arbejde, du gør for hende,” bemærkede en anden.
“Det er rigtigt. Og hun bærer aldrig mig,” svarede jeg, lidt mat.
“Nej, men det gør hun måske en dag.”
Så blev jeg endnu mere blød i knæene, end jeg allerede var.

Tilbage til rutens udgangspunkt.

Vi arbejdede os videre op, men i stiens næstsidste hårnålesving gik den ikke længere. Jeg fik sat rygsækken med Filippa ned, vendte mig om, og tømte min mavesæk ud over stien. Straks kom en anden vandrer løbende og tilbød sin hjælp, men Filippa og jeg klarede resten af vejen ved egen hjælp. Lidt senere kom de andre op og Filippa, Camilla og jeg tog bussen tilbage til camperen, mens Ida, Annika og Morten udforskede parkens Visitor Center.

Dagen efter var jeg så faktisk blevet mere rask, og jeg satte mig igen bag rattet, da vi kørte mod Flagstaff.

Pakket og klar.

Vent, hvad? En lille pige? Det er, som Camilla siger, på sin plads med en opdatering om vores livssituation. Sidst vi forlod bloggen, blev I efterladt med en halv opdatering om vores tur til Grønland. Da vi dengang overnattede i telt ved indlandsisen sov Camilla usædvanlig tungt. Der var nemlig en lille baby på vej i hendes mave, og det er hårdt arbejde at bage sådan én færdig. Det afholdt hende nu ikke fra en tur til Grønland og senere på året tre uger i New Zealand.

Maven blev større og større. Babys planmæssige ankomst var fastsat til slutningen af marts, men pludselig var det blevet april. Der var ikke andet for, end at tage på fødestuen og få en omgang sæt-i-gang-piller. De blev indtaget som foreskrevet, og vi lagde an til en omgang af brætspillet Great Western Trail på spisebordet. Derefter frokost, og veerne begyndte at blive regelmæssige. Camilla foreslog, at vi lige gik en tur for at få tiden til at gå. Så med bragende veer vandrede vi – med hyppige pauser – en tre kilometers tur omkring vores hus.

Camilla og jeg er begge rimelig autoritetstro mennesker, og vi var blevet instrueret først at ringe ind til fødeafdelingen, når veerne havde nået den værste smerte, man nærmest kunne forestille sig. Men efter en times tid inde i brusekabinen med skoldhedt vand, ude af brusekabinen, inde i brusekabinen igen med en pilatesbold, ude af brusekabninen, kunne Camilla ikke distraheres længere. Da først jordemorderen hørte, hvor slemt det stod til, foreslog hun at sende en ambulance, men jeg vurderede, at der ingen grund var til al den ståhej, og fik Camilla gelejdet ud i bilen. Turen til sygehuset gik fint – Camilla husker ingenting – og da vi kom frem stod en velkomstkomité klar med en kørestol, der fragtede Camilla op på fødestuen. Fødslen var i gang.

Jeg har lært at fødsler består af en række faser. Der er i hvert fald nedtræningsfasen og pressefasen. Og sikkert nogen, jeg har glemt. Det er i pressefasen at selve fødslen ligesom finder sted. Nedtrængningsfasen gik som smurt, men pressefasen trak ud. Så langt at den erfarne afdelingsjordemoder endte med at beslutte, at der skulle noget ve-stimulerende medicin til, for at få baby ud det sidste stykke. Camilla var udmattet, men dét ville hun alligevel ikke have siddende på sig. Aldrig så snart var truslen om ve-stimulerende givet, før hun gav tre pres, og ud kom baby!

Hun var godt nok grim.

Bortset fra det var det hele nu meget dejligt. Da der var blevet ryddet behørigt op i de nedre regioner, fik jeg min ilddåb i påklædning af baby (det gik okay, når jeg selv skal sige det), og vi flyttede til en stue på barselshotellet. Nybagte onkel Daniel kom med nybagte pandekager midt om natten, og vi brugte de næste par dage på at starte på at vænne os til at være forældre. Camilla var virkelig sej, og er i øvrigt enormt dygtig til det der med at være mor. Jeg prøver at følge med. Filippa, som hun kom til at hedde, er også blevet en del pænere siden da. Hun er faktisk en rigtig pæn og sød og dejlig pige.

Filippa.

Og således skete det, at vi små 7 måneder senere befandt os på et fly mod først Amsterdam, siden Las Vegas. Omgivet af weekendkåde logebrødre. Barsel skal der til, og hvilken bedre måde at bruge den end på 7 ugers road-trip i Guds eget land fra Las Vegas til Dallas. Trods at stemningen med A.H. Riises hjælp var høj på de bagerste rækker i flyet, at purseren kom forbi og skældte logen al hæder og ære fra, og at Filippa aldrig havde fløjet før, tog hun det hele med ophøjet cool. Det gjaldt for så vidt også de næste to flyvninger på henholdsvis 10 og 4 timer. Vi må dog konkludere, at det er træls, når man ikke må få skiftet sin kæmpestore, fyldte ble under take-off.

Las Vegas: The Strip by night

De første to uger har vi selskab på turen i form af vores venner Annika og Morten, som vi kender fra klatreklubben. De har deres knap to år gamle datter, Ida, med. Så der er liv og glade dage, når begge børn er vågne. Heldigvis sker det også af og til, at de begge sover samtidig, så vi kan få en lille pause. For eksempel netop nu, hvor jeg skriver dette.

Vi har nu været i USA i tre dage. Jetlagget er ved at have lagt sig. Både Annika og jeg har været ramt lidt af sygdom her i starten – henholdsvis opkast og forkølelse – men det begynder at klare op. De første dage brugte vi i skøre Las Vegas, hvor vi var rundt at se alt det obligatoriske. Gondoler i The Venetian, springvand foran Bellagio, stilfulde blackjackborde hos Caesar’s og knap så stilfulde blackjackborde hos Flamingo. Der var dog ingen af os, der prøvede lykken på rouletten i denne omgang.

I bus på vej efter autostol til camperen.

I går hentede vi vores gigantiske autocamper – mere om den senere – og nu er vi på vej syd og øst på, med første stop nær Lake Mead og Hoover Dam. Vi ender som nævnt i Texas. Hvorfor Texas? Vores valg af destination kommer sig af en nærmere granskning af jordklodens vejrmønstre i november/december. Vi skulle finde et sted, der var tilpas varmt, men ikke for vamt for en baby, og rimelig civiliseret, så det var nemt at få bleer og den slags. Sydafrika, Australien og det sydlige USA var alle gode bud. Autralien faldt på for lang en flyvetur. Sydafrika måtte fravælges, da det i disse måneder er højsæson og derfor dyrt, samt at det ville give en kompliceret vaccinesituation for en lille baby. Tilbage var USA, og som Camilla så en dag sagde: Hvorfor ikke Texas?

Præcis det modsatte spørgsmål har præget optakten til turen. Da jeg på et tidspunkt fremlagde planen for Camillas fætters kone, var hendes første spørgsmål “hvad i alverden vil I i Texas?” Senere besøgte vi den amerikanske ambassade i København, fordi vi skulle have visum for at komme herover. Eftersom vi har besøgt Sudan, er vi åbenbart tætte nok på at være terrorister, til at skulle godkendes personligt af en agent fra USA. Nå, men da vi kom derover, handlede hendes spørgsmål kun perifært om Sudan. Nej, det hun syntes for alvor var mistænkeligt var, at vi ville til Texas: “But why Texas?!?”

Så nu er vi fast besluttede på at finde en god grund til at besøge Texas. Følg med på bloggen og se om vi lykkes.

Som sagt: en stor autocamper.

Trods sygdom skulle Filippas nye rygsæk indvies. Hun er glad for den!

Filippa og Ida på restepladspicnic.

Så det skulle blive spændende at have Pernille med ud i tundraen. Og hendes regnjakke.

Vi er taget til Grønland. Pernille, vores gode veninde, er taget herop for at arbejde som psykiater i Nuuk et halvt års tid, og flere undskyldninger behøvede vi sådan set ikke for at bestille et sæt usandsynligt dyre flybilletter og tage nordvestpå.

Vi landede forrige lørdag med Københavnerflyveren i landets største internationale lufthavn, Kangerlussuaq (udtales, tror vi nok, cirka “Gangslussuak,” tidligere kendt som Søndre Strømfjord). At det er landets største lufthavn, betyder ikke, at det er en stor lufthavn. Der er vel ikke meget mere end en håndfuld internationale afgange på en dag, hvis bølgerne går højt på den ensomme stribe beton. Landingsbanen blev anlagt af amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der gav basen kodenavnet Bluie West Eight. Der er ingen rigtig by på stedet, der blot er udvalgt, fordi det var tilstrækkelig fladt, og vejrmæssigt rimelig pålideligt. Så pålideligt, som det nu kan blive i Grønland.

Modsat de fleste turister, der blot skifter fly og fortsætter mod deres endelige destination, havde vi planer om at blive hængende i Kangerlussuaq. Før jeg overhovedet havde opdaget det, var vi allerede ude af den lille ankomsthal. “Hej Andreas!” Pernille stod storsmilende og vinkede. Vi udvekslede krammere, og snakken gik lystigt, som den gør, når Camilla og Pernille er i samme lokale. Pernille var fløjet op fra Nuuk for at tage med os på vandretur ved indlandsisen.

Vi hentede vores rygsække på det næsten komisk korte bagagebånd. Pernille fik hurtigt pakket sin vandrerygsæk og deponeret sin kuffert. Vi forlod lufthavnsbygningen og svingede til venstre langs med landingsbanen. 300 meter senere var vi på byens teltplads. Vi slog lejr og begav os ud for at se på omgivelserne. Der bor omkring 500 mennesker i Kangerlussuaq – de fleste arbejder i og omkring lufthavnen – så efter grønlandske forhold er det ikke nogen lille bitte by. Den er i hvert fald stor nok til at have et supermarked. Byen bærer kraftigt præg af at være en tidligere militærbase med lave barakker af beton og blik. Bygningerne ligger spredt rundt på begge sider af landingsbanen. Mange er forladte med krydsfinérplader på vinduerne. Aldrig har jeg været et sted med samme fornemmelse af outpost. Det føltes virkelig som at flyve til verdens ende.

Vi nåede lige nøjagtig at proviantere, før supermarkedet lukkede midt på eftermiddagen. Byens lille museum kom vi desværre for sent til. Alligevel havde vi en hyggelig eftermiddag, hvor vi slentrede rundt og nød solskinnet, der af og til var kraftigt nok, til at man kunne holde ud at fryse i en t-shirt. Ellers var det på med dunjakkerne.

Næste dag startede eventyret for alvor. Kl. 1245 troppede vi op foran Polar Lodge, hvor vi mødtes med Jørgen og hans store røde terrængående lastbil. Den var importeret fra Island og indrettet som bus i ladet. Vi læssede vores rygsække i lastrummet og steg om bord. Derpå kørte Jørgen byen rundt og fyldte bussen. Vi skulle ind til Indlandsisen.

Der findes ikke to byer i Grønland, der er forbundet med vej. For at komme fra sted til sted må man enten sejle eller flyve (eller køre på hundeslæde og snescooter om vinteren). Generelt er der kun veje inde i byerne. Men I Kangerlussuaq ligger Grønlands længste vejstrækning på op mod 50 kilometer. I år 2000 havde Volkswagen behov for at polar-teste nogle af deres nye bilmodeller og de anlagde derfor en 40 km lang grusvej fra Kangerlussuaq ind til Punkt 660, som er lige på kanten af Indlandsisen. På selve isen lavede de så en testbane til bilerne. Den holdt kun i ganske få år, da det viste sig alt, alt for dyrt at passe en racerbane på Indlandsisen (hvem kunne havde gættet det?), men i dag nyder Kangerlussuaqs begrænsede turistindustri godt af adgangsvejen, der bruges til at fragte turister til og fra isen.

Punkt 660 var også i første omgang vores mål. Jørgen styrede med rutineret hånd sin MAN TGS ud ad grusvejen, og to timer senere var vejen bogstavelig talt ikke længere. Sammen med de 20 andre passagerer steg vi ud og traskede op på isen.

At stå på kanten af isen var ikke voldsomt overvældende. Isen var helt fast, men ru på overfladen. Den var temmelig beskidt af kulsort sand og grus, der var blæst op fra de nærliggende moræner. Hist og her løb en smeltevandsbæk mellem de små frosne bakketoppe. Heldigvis var det blot første stop på vores tur.

Da vi efter en lille time havde fået is nok, gik vi tilbage til lastbilen. Vi trak vores rygsække frem fra lastrummet, omgivet af måbende turister. Et par stykker spurgte nysgerrigt ind til vores planer. Efter at have justeret vores påklædning til march med fuld oppakning vendte vi snuderne mod sydvest og begyndte at trave. Inden længe overhalede Jørgen os, og hele bussen vinkede. Nu var vi på egen hånd i vildmarken.

Tundraen var et spektakulært sted at vandre. Selvom vi gik med ryggen til Punkt 660, havde vi altid en gletcher i syne i den ene eller anden retning. Vi fulgte vejen, der snoede sig mellem klare bjergsøer og skød genvej langs søbredderne når chancen bød sig. Gradvist blev den blå himmel dækket af stålgrå skyer og det begyndte at blæse op. Efter omkring 8 kilometer begyndte det at regne let.

Godt 10 kilometer inde i dagens 15 km etape drejede vi fra vejen og fulgte en højderyg mod Russells Gletcher, der var udset som overnatningsplads. Vejret var fortsat ustadigt, men heldigvis var regnen ikke taget til. Vejen til Russell var enkel at finde og en times tid senere stod vi et stenkast fra en 100 meter høj lodret mur af is, kun adskilt fra væggen af en rivende smeltevandsflod. Et ærefrygtindgydende syn.

Camilla og Pernille rejste teltet under Camillas kyndige kommando – når man har rejst det telt mere end hundrede gange, ved man præcis, hvad der skal gøres, også i regn og blæst og gletcherkulde. Vi installerede Camilla i en sovepose i teltet, og mens hun forberedte aftensmaden, gik Pernille og jeg på ekspedition til gletcherfloden for at hente vand. Vi sikrede os et par liter og en ordentlig klump indlandsis, mens vi beundrede stedets geologi og den enorme ismasse foran os.

Efter en god aftensmad af pulverkartoffelmos, jægergryde og soyagranulat hoppede pigerne i poserne for at få varmen. Jeg var ikke helt klar til at gå i seng. Udenfor teltet hakkede jeg en passende isterning ud af min indlandsis og listede en lille flaske Isle of Skye Whisky op af lommen. Normalt bør man ikke putte is i sin whisky, men lige med indlandsisen var jeg parat til at gøre en undtagelse. Med ømme fødder og en fantastisk udsigt trods det grå vejr var det tid til en dram.

Næste morgen var vejret klaret op. Solen var stadig ikke nået over gletcherkanten, da vi stod op, men luften var knastør og havde allerede i løbet af natten tørret vores telt. Vi spiste havregrød og pakkede sammen, men brugte lige en halv time nede ved floden på bare at beundre isen. Vi var heldige at se en enkelt kælving hvor en klump is på størrelse med en Morris Mascot styrtede i floden.

Vi satte i gang og fulgte Sandflugtsdalen mod Kangerlussuaq. I det fjerne fulgte vi en flok moskusokser, der nød solen og vandet og det sparsomme græs. 25 kilometer senere nåede vi lige nøjagtig til Kangerlussuaq i tide til at købe en øl før butikken lukkede kl 1800. Min forsigtige skepsis over Pernilles overlevelsesevner var gjort til skamme – hun vandrede alle sine kilometer med fuld rygsæk uden så meget som ét pessimistisk ord. Hun var nu ret sej.

Næste morgen var det på tide at sige farvel til Pernille, der skulle hjem til Nuuk. Camilla og jeg satte os i flyet til Ilulissat.

Rejsens sidste klistermærke sættes op.

Syv måneder tidligere sad jeg i nattens mulm og mørke og forsøgte at undgå at superlime mine fingre til vores spisebord. Jeg havde anskaffet en pakke med assorteret finer i en tvivlsom eBay-handel og bundet Camilla en historie på ærmet om, at “jeg bare gerne ville se lidt forskellige typer træ,” da pakken ankom. Jeg havde udvalgt mig et ark indisk rosentræ og et ark birk som kontrast. Der var en lille måneds tid, til jeg skulle på konference i USA, og så ville jeg i praksis ikke være hjemme igen før, vi kom hjem fra Afrika.

Jeg fandt nogle aftener og formiddage, hvor Camilla ikke var hjemme, og jeg krydsede fingre for, at hun ikke pludselig returnerede uanmeldt. Det lykkedes mig at bøje rosentræsfineren og pakke alting pænt sammen, før Camilla kom hjem. Nogle dage senere kunne jeg laminere fineren til små rør – og igen pakke sammen i nervøsitet for at Camilla pludselig dukkede op. Nogle dage gik, og jeg fik tilføjet en stribe af birk og slebet det hele pænt – og kunne så starte forfra, da det viste sig at jeg havde fået lavet den ene for lille. Camilla har et solidt blik for manglende rengøring, så jeg var under konstant stress i angst for at hun skulle opdage savsmuld på køkkengulvet. Hun må have oplært mig godt, for min rengøring var tilstrækkeligt god til, at hun aldrig opdagede noget. Et af vores spækbrætter har den dag i dag stadig spor efter superlim, men det var underligt nok ikke noget Camilla nogensinde bemærkede.

Efter 6 dejlige uger i USA kom vi begge hjem til Danmark for en kort bemærkning, inden vi skulle køre mod Afrika. Et kort sekund havde jeg glemt, hvor jeg havde gemt mit kunsthåndværk, hvilket ville have afsporet mine planer fuldstændig. Jeg ledte forgæves blandt mine klatresager, men efter at have gransket min hukommelse, kunne jeg lette låget på det eneste sted i vores lejlighed, jeg ved Camilla absolut ingen interesse har for at rode rundt: Æsken til en af mine whiskeyflasker. Fra Benromach-æsken smuglede jeg de små stykker træ over i inderlommen på min motorcykeljakke og vores eventyr begyndte. Det var fingerringe.

Whiskeyhylden i Aalborg.

Undervejs tænkte jeg ikke så ofte på ringene, men en dag i Montenegro blev vi fanget i et frygteligt regnskyl. Vi måtte stoppe motorcyklerne og stod i en halv time, og skuttede os op ad hinanden, mens himlens sluser tømte. Vi kunne ikke have været mere våde, om vi så var hoppet direkte i Kotorbugten for foden af bjerget, vi stod på. Min jakke, og dermed min jakkes inderlomme, var naturligvis fuldstænding gennemblødt. Der var ikke andet at gøre, end at håbe på at ringene kunne holde, for jeg kunne ikke give mig til at vifte rundt med dem i den lille, usle campingvogn vi havde lånt at sove i. En hurtig inspektion gav ikke anledning til alarm.

Montenegro, sådan ser det ud, når det ikke regner.

Vi fortsatte mod syd og alt gik som smurt, indtil min motorcykel måtte lade livet under en kullastbil i Malawi. Heldigvis sprang jeg af, og tog dermed ringene med, da det stod klart at lastbilen ville køre over mig. Den episode medførte en total ompakning af alle vores sager – en ompakning Camilla forestod. Hun havde fingrene i hver eneste lille dims vi medbragte, helt ned til ekstra hjullejer. Heldigvis nåede hun aldrig til at kigge i mine jakkelommer, og ringene forblev i sikkerhed.

Stakkels Amelia.

5 måneder efter vi havde forladt Danmark, nåede vi til Cape Town trods alle vores udfordringer undervejs. Vi havde ganske vist kun én motorcykel tilbage, men ingen havde benyttet sig af utallige chancer for at stjæle min motorcykeljakke og dens indhold. Min ihærdige indsats for at marinere den i sved på vej gennem Sahara havde utvilsomt givet pote i forhold til tyverisikring.

Samme morgen som vi tog afsted mod Cape Point og Kap Det Gode Håb, flyttede jeg behændigt ringene til min bukselomme. De havde, ligesom vores forhold, overlevet alle de strabadser, der følger med, når man kører gennem verdens vildeste kontinent på motorcykel.

Cape Point er overrendt af turister, men det nærliggende Kap Det Gode Håb ligger en lille gåtur væk, og er derfor mere roligt. Jeg fandt et par gode klippestykker, vi kunne sidde på og spise frokost. Jeg var nok lidt fraværende under samtalen, mens jeg overvejede præcis, hvad der nu skulle ske. Vi fik lavet os et par sandwiches med roastbeef og fik smagt på kagen, da en flok bæverlignende dyr besluttede sig for at overfalde os. De ville gerne smage vores mad. Det hjalp ikke at råbe af dem eller kaste sten på dem, og til sidst måtte vi simpelthen flygte. Jeg fornemmede romantikken smuldre.

Camilla var mest stemt for bare at spise færdig, mens vi gik tilbage mod motorcyklen. Jeg foreslog at vi lige satte os ned igen. Det fandt den fjendtlige bande dyr hurtigt ud af, og vi flyttede os. Igen. Jeg satte mig et nyt sted. Camillas tålmodighed med min mærkelige opførsel blev kortere og kortere. Hun blev stående. I samme nu var en turistbus ankommet til den ellers øde parkeringsplads under Kap Det Gode Håb. Horder af amerikanere var på vej op ad stien mod os. Det var nu eller aldrig. Jeg kiggede ud over den fantastisk smukke kyst. Smagte lidt på navnet “Kap Det Gode Håb.” Tog fat i ringene i min lomme. Snusede den friske havluft ind. Kiggede på Camilla. Gik på knæ.

Hun sagde ja. En rejse var slut og en ny kunne begynde.

Udsigt fra Kap Det Gode Håb.

“Har I aftalt noget med mig på forhånd?”
“Ja, vi har korresponderet pr. e-mail. Du skrev vi bare kunne komme den 16. januar.”
“Øhm, okay, hvad var det du hed igen?”

Første minut med agenten hos vores shippingfirma i Cape Town var ikke just betryggende, men da han lige fik samlet sig, gik det hurtigt bedre. Og efter 4 måneder i Afrika havde vi set langt værre. Lyndon havde tydeligvis gjort det her mange gange før. Vi trillede Fellucca over på kasseværkstedet, og blev bedt om at gøre hende så lille som muligt. Man betaler pr. volumen, når det gælder containerfragt. Vi afmonterede spejle og vindskærm, og overlod hende bævende til en ivrig mand med en sømpistol, der skulle bygge hende en kasse. Formaliteterne blev ordnet, og vi overlod Lyndon vores Carnet de Passage, så han kunne foretage toldbehandlingen uden vores tilstedeværelse. Efter planen skulle der gå 5-6 uger, før vi kan samle hende op i Aarhus havn. Vores eventyr var slut.

Vi har været i Cape Town en lille uges tid. I aften flyver vi hjem, og næste gang vi sover i en seng, er det i Holstebro. Det er en underlig fornemmelse. Cape Town er en hyggelig by. Den er meget lille og kompakt af en storby at være, især fordi downtown – City Bowl på lokalt sprog – er omringet af hav på den ene side, og bjerge på den anden. Det sætter en naturlig begrænsning på, hvor meget byen kan brede sig. Naturligvis er den løbet over sine bredder alligevel, men det virker mere som en klump af mindre byer end én stor by. Vi har brugt tid på at vandre byen tynd, drikke vin, trave til toppen af Table Mountain, drikke vin, se Cape Point og Kap Det Gode Håb, og drikke vin. Cape Town og omegn er et dejligt sted. Vi boede de første par nætter i Sea Point, relativt tæt på centrum, og er sluttet af hos en hyggelig couchsurfing-vært i Hout Bay (“jeg har dårligt nyt til jer. Der er kun 3 grader i København. I dør!”), et stykke mod syd. Men selvom Hout Bay næppe kvalificerer sig som en del af Cape Town er den i sig selv et fantastisk sted med en god stemning.

Den obligatoriske selfie på Cape Point.

Vi nåede til vejens ende ved Cape Point.

Smuk udsigt fra Kap Det Gode Håb.

Farverige huse ved St. James Beach.

Venter på bussen efter sandstorm i Hout Bay.

Sidste picnic med Fellucca i Afrika, i Durbanville Hills. Det var en underlig fornemmelse.

Vi har oplevet flere ting undervejs end vi nogensinde kan nå at fortælle. Vandreture i Montenegro. Uvejr i Albanien. Gadesælgere og svindlere i Egypten. Enorm gæstfrihed i Sudan. Undtagelsestilstand og uroligheder i Etiopien. Safari i Kenya. Smuk natur i Uganda. Smukkere natur i Rwanda. Strandparadis i det meget u-udviklede vestlige Tanzania. En knust motorcykel i Malawi. Hjælpsomme franskmænd i Mozambique. Spændinger mellem hvide og sorte i Sydafrika. En miniversion af hele Afrika i Swaziland. Spektakulære bjerge i Lesotho. Men mest af alt har vi oplevet, hvordan Afrika er et kontinent, hvor det ikke er destinationen, men rejsen, der betyder noget.

Montenegro.

Albanien.

Egypten.

Sudan.

Etiopien.

Kenya.

Uganda.

Rwanda

Tanzania.

Malawi.

Mozambique.

Swaziland.

Lesotho.

Vi har kørt 22096 kilometer i alt – heraf ca. 2000 på jordveje af stærkt varierende mangel på kvalitet. Vi har været afsted i 152 dage, så vi har i snit kørt 145 km om dagen. Hver dag. I praksis har vi kørt længere dage på 3-400 kilometer og haft fridage i mellem. Vores rekord er 722 km på én dag. Vi har besøgt 22 lande og foretaget 25 grænsekrydsninger. Vi har 1 totalskadet motorcykel. Efterladt på en campingplads i Malawi.

Det har været en tur med op og ned, men mest op. Var det som vi havde forventet? Fuldstændig, og overhovedet ikke. Når man kigger tilbage er det svært at sammenligne vores billede af turen som den har været, med vores forventninger på forhånd. Vores hukommelse af forventningerne har sikkert ændret sig undervejs.

Det var på mange måder lettere end jeg havde forventet. Inden vi tog afsted var mange af mine bekymringer ret lavpraktiske. Kan vi nu finde mad undervejs? Kan man få benzin? Kan det lade sig gøre at bo i Sudan? Set i bakspejlet var den slags ting ret fjollede at bekymre sig om. Der bor 1,2 milliarder mennesker i Afrika. De skal have noget at spise. Selvfølgelig kan man få mad. Der er biler i alle lande. De skal have benzin. Og så videre.

På den anden siden er det hårdt arbejde. Det har været en lang rejse, men det har ikke været en lang ferie. Selve kørslen på motorcykel er ikke så hård, men der er en masse arbejde udover – især mentalt. Selvfølgelig kan man få mad alle steder, men hvor? Supermarkeder findes ikke. Selvfølgelig kan man få benzin i alle lande, men har vi nu rækkevidde til at nå den næste by med en tankstation? Hvis ikke, er der så nogle lokale der sælger benzin fra colaflasker, der hvor vi kører? Så er der et telt der skal sættes op – og vi skal finde et sted at gøre det. Vi skal finde ud af, hvor vi skal køre hen i morgen. Vi skal have undersøgt hvordan mulighederne er for visum til næste land. Der er altid noget at lave. Jeg har fået læst lidt undervejs, men jeg har slet ikke pløjet mig igennem de bjerge af bøger, jeg havde forventet på forhånd. Der er ikke megen fritid.

Hvis man kigger på dagene enkeltvis, er det let. Sådan en dag kan alle klare. Men når jeg kigger tilbage på 156 dage af slagsen, kan jeg godt se, hvorfor det ikke er alle, der lige kører et smut gennem Afrika. Selvom det ville gavne alle at se i hvert fald en lille smule af Afrika. Det ændrer dit syn på verden, og ikke på den måde du havde forventet.

Alle trængslerne til trods, har det været en fantastisk rejse, og når vi tænker tilbage, glemmer vi helt de besværlige tidspunkter. Afrika er langt mere varieret end vi danskere er klar over. Alene de første fire lande vi besøgte, Egypten, Sudan, Etiopien og Kenya, er mere forskellige en nogen lande i Europa. Hvis man som os godt kan lide spektakulær natur, kan man finde det hele her på kontinentet. Her er smukke ørkener, kyster, savanner og bjerge, og et rigt dyreliv man ikke finder magen til andre steder. Saftige mangofrugter og perfekt modne avocadoer er altid indenfor rækkevidde i Østafrika. Folk er venlige og nysgerrige. Utallige gange er vi blevet inviteret indenfor, blevet tilbudt mad, eller bare fået et venligt vink og et smil.

Alt i alt blev det hele sammenfattet godt af en tysker vi mødte på et vandrerhjem i Stormsriver. Jeg fortalte ham blandt andet historien om vores tabte motorcykel.

“Det lyder hårdt, og det er jeg sikker på, det har været til tider – men når jeg ser dit begejstrede ansigt, som du fortæller om jeres eventyr, er jeg helt sikker på det har været det hele værd.”

Dét har det. Vi er bestemt ikke færdige med at rejse. Sydamerika skulle være et dejligt sted…