Guinea4
post:x03170170
title
x03170170
body
Also, by outlining some vegan ambassador foods to call veganism out you’re doing the same thing you’re accusing vegans of – simplifying a complex subject. Additionally, oat and soy do not even belong in the same sentence. No one is mowing down forests for oats. It’s is the least resource intensive and economical milk out there. You’re on point with the other products. And, while I agree almond milk is very problematic and coconut milk has a huge carbon footprint – so does dairy and with higher loss of life, your critique failed to mention that a whole food vegan diet does cause the least harm – which is the goal. And, outside of food deserts, is affordable, healthy, decreases loss of life, and accessible.
And, even with nut milk issues, dairy is ditching dairy due to their increased consumption. It makes a difference. Instead of poo-pooing on foods that folks use to transition to healthy diet or that (mostly) non-vegans use to try to be a bit more healthier, let’s continue to educate, educate, and advocate for better products – and admit you just want to eat whatever it is you eat because you like it. We’ll respect you more.
]]>Dear Sir or Madam,
We have noticed that you are reposting content from the African Press Organization.
We would like to let you know that APO offers Africa-related content that can be hosted on any African website, for free.
APO provides high-quality content able to generate traffic on your website and mobile applications.
APO feed contains Africa-related news releases issued by top international institutions, international organizations, governments and leading companies.
Our feed is updated every 15 minutes and can be provided via RSS, FTP or Widget. It contains about 35 releases a day and can be filtered by language, subject, country…
Our general English feed is available here: http://www.apo-opa.com/rss/rss.php?language=en
If you are interested, please contact me directly or send me the contact details of the person in charge of content partnership.
Best regards,
Frank Mognard, APO
]]>Allerede da de nye medlemslande fik EU-medlemskab tilbage i 2007, var der betænkeligheder med hensyn til, om de egnede sig som blomstrende kapitalinvesteringssteder. Men dengang ville EU ikke gå glip af den historiske chance for at kunne udvide sit territorium helt til de russiske grænser. Med de to Sortehavsnabostater rækker det nu helt ind i Centralasiens naboskab og de kaspiske olieområder. Det var den ubestridelige strategiske fordel for den europæiske statsunion. Men samtidig skulle de nye medlemslande ikke kun inkorporeres territorialt men også kapitalistisk og – i det mindste på længere sigt – til principielt egnede sfærer for kapitalistiske forretninger. Nu, syv år senere, er ingen af de to nye medlemslande blevet til blomstrende kapitalregioner, men til underskudsforetagender over hele linjen. Deres økonomier, som havde baggrund i de planøkonomisk orienterede strukturer i den østeuropæiske socialisme har slet ikke evnen og midlerne til at leve op til konkurrencekravene fra det internationale forretningsliv – netop disse midler har deres EU-naboer, frem for alt Tyskland, til gengæld så meget mere. De to nye medlemslande har altså straks tabt denne konkurrencekamp. Det er derfor helt igennem konsekvent, at den økonomiske udnyttelse af de tilbageværende industricentre og de 30 millioner nye EU-medborgeres elendige betalingsevne og deres billige arbejdskraft overvejende er blevet foretaget af de europæiske forretningsfolk og ikke af de nye medlemsstater selv. Resultatet er ødelæggelsen af deres hidtidige livsgrundlag, en lille gruppe af oligarker, der deltager i den udenlandske forretningssucces og et stort antal, der ikke bruges økonomisk og derfor betragtes som unyttig overbefolkning, som nu også mister sine sidste subsistensmidler. De første ofre for denne forarmelse var dem, der allerede forinden led nød og var udgrænsede. Hvor de gamle regeringer stadig var interesseret i at integrere romaerne i deres socialistiske folkerepublikker, har de i mellemtiden atter mistet ethvert perspektiv i deres hjemlande – afskåret fra skolegang, arbejde og sundhedsydelser og udsat for militant racisme fra dele af befolkningen. I forsøget på at finde en eller anden form for eksistensgrundlag vælger flere og flere af dem nu den vej at udskifte den udsigtsløse elendighed derhjemme med en eksistenssikrende udbytning hos den tyske kapital. Dér får de øje på en verdensdel, hvor der er penge og dermed en chance for at tjene nogle. Og hvad sker der: Midt i det herligste demokrati konfronteres de med en anden form for diskriminering med hårde konsekvenser for dem.
Ved synet af de mange “fattigdomsflygtninge” får Tyskland nemlig øje på et nyt “sigøjnerspørgsmål” og en skyggeside ved den frie bevægelighed inden for Europa, som man ikke ønskede sig. Det tyske erhvervsliv profiterer ganske vist i høj grad af arbejdstagernes frie bevægelighed, som de kan bruge til at rekruttere faglært arbejdskraft og akademikere fra hele Europa. Tyskland, vinderen af den økonomiske krise skummer den kvalificerede arbejdskraft fra de lande, som har tabt konkurrencen i krisen, fx Spanien og Grækenland, hvor store dele af den veluddannede ungdom ikke kan finde jobs på grund af den manglende økonomiske succes. Den slags skulle det også være muligt at hente fra Bulgarien og Rumænien: De ville være yderst velkomne. Men en anden afdeling af det tyske erhvervsliv kan helt sikkert også bruge den mindre veluddannede del af den overflødige befolkning i disse lande profitabelt. For det (sorte eller grå) erhvervsliv i Tyskland er det attraktivt at få adgang til arbejdskraft på sulteløn, som lader sig udbytte for et minimalt beløb, fordi arbejderne på grund af deres absolutte fattigdom slet ikke har noget alternativ til de mest elendige arbejdstilbud på afpresningsvilkår. De befolker sfærerne i den kapitalistiske ‘markedsplads for daglejere’, uden enhver sikkerhed og retsbeskyttelse. Og de sætter tyske grundejere i stand til at udleje selv de mest befængte huller for dyre penge. Store tyske byggepladser, “overskudsorienterede” som de jo nu engang er, udnytter i stigende omfang den billigste østeuropæiske arbejdskraft på elendige betingelser. De støder på meget velvilje fra statens side, der kun sjældent generer dem med stikprøvekontroller. Også den slags illegale arbejdsbetingelser tjener den tyske konkurrenceevne. Eventuelle bøder vil sagtens kunne sættes i det rigtige forhold til de omkostninger, man på den måde har sparet på arbejdet.
Mindre attraktive er til gengæld de “fattigdomsemigranter”, der rejser til Tyskland uden at blive afhentet af tyske arbejdsgivere ved ankomsten. Dette reservoir af elendige, som ingen har bedt om, forsøger alligevel at finde et eller andet eksistensgrundlag her, og de griber til de tilsvarende strategier for at leve og overleve. Og til forskel fra de fortvivlede, der risikerer livet i joller og plimsollere for at komme over Schengen-grænserne, ligger der ikke engang et Middelhav, som man kan lade dem drukne i, mellem deres hjemlande og den europæiske kapitalismes metropoler. Tyskland er altså konfronteret med et dobbelt resultat: På den ene side resulterer de uønskede indvandrere immervæk i den kollateralnytte, at de udrangerede arbejdere i hele Europa står til rådighed for den tyske kapital på Tysklands eget territorium: det kan den frie bevægelighed i Europa tjene til og dermed kunne romaerne også komme hertil; men til gengæld er der også den kollateralskadevirkning, at der med hæren af brugbare mennesker også følger den om muligt endnu større hær af ubrugelige. Disse ofre for den tyske forretningssucces føler forvalterne af den tyske kapitals territorium sig ikke ansvarlige for. Det er og bliver op til fattighusene i den europæiske periferi at forvalte den del af deres beboere, der ikke kan anvendes her i landet, og i givet fald opbevare dem på en måde, så de ikke bryder ud.
Den tyske indenrigsminister meddeler i hvert fald allerede, at han mener, at der er behov for en betragtelig korrektur af den frie bevægelighed inden for Europa i den henseende.
Samtidig kører den herlige markedsøkonomi og producerer igen og igen årlige stigninger i eksportoverskud, statens indtægter og DAX. Det er altså helt klart: Nationen er rig – og det passer glimrende til den massive fattigdom. Det meddeles også, at denne rigdom ikke alene kræver fattigdom, men vel at mærke stigende fattigdom:
– For når der hele tiden henvises til, at landet kommet så prægtigt gennem krisen, fordi det har sørget for at få en lovgivning, der forordner fattigdom, der målrettet har ført til en sænkning af det nationale lønniveau;
– og når det præsenteres for de andre nationer som et lysende forbillede, hvormed man helt uforblommet siger til dem, at de ikke har en chance i kampen mod andre nationer, hvis de ikke kæmper mod deres nationale arbejderklasses levevilkår,
så bekender man sig jo ligefrem til, at fattigdom hører med til dette samfund og er et middel for vellykket produktion af rigdom. Og dermed har man også gjort det klart, at det ikke går ud på at producere nyttige goder til den bedst mulige forsørgelse af af alle. Det ville sænkning af lønningerne virkelig også være et dårligt middel til at opnå.
At kapitalismen på en og samme tid producerer både rigdom og fattigdom og at de to ting hænger uadskilleligt sammen, at fattigdom med andre ord er det mest normale, man kan tænke sig, vil dette samfunds politiske, økonomiske og intellektuelle ledere dog ikke have siddende på sig. De frygter ikke uden grund, at det ikke ville være særligt motiverende at sige klart og tydeligt: “Ja, selvfølgelig er fattigdom nødvendig for at få hele butikken til at løbe rundt.”
Det ville ikke motivere folk til fortsat at søge lykken i den markedsøkonomi, som angiveligt er en enestående og uforlignelig forudsætning og mulighed for at sikre sit eksistensgrundlag. Fattigdom skal i stedet betragtes som en ulykkelig skæbne, som man kan undgå – hvis det skal være. Den ideologiske udfordring, som man skal leve op til, lyder med andre ord: Hvordan kan man på den ene side i praksis insistere på konstant forarmelse til fordel for produktionen af rigdom – udtrykt virksomhedsøkonomisk: sænkning af omkostninger per produceret enhed – og på den anden side benægte fattigdommens systemimmanente nødvendighed? Udtrykt på en anden måde: Hvordan kan man forvandle fattigdommens normalitet til lutter problemer, undtagelser, utilsigtede og beklagelige arbejdsulykker? Her følger tre eksempler på, hvordan man argumenterer for dette syndspunkt:
1. Den billigste måde består i at tage fat i fattigdommen fra den menneskelige side og højlydt beklage fattige mennesker. Så understreger man, at der skjuler sig “rigtige levende mennesker” bag de anonyme tal over de tydeligt fattige. Ved at demonstrere sin medlidenhed er man nået frem til de individuelle ofre, og spørgsmålet om, hvorfor det markedsøkonomiske system producerer massevis af sådanne ofre, forsvinder ud af billedet, og i stedet stirrer man på de “mange individuelle skæbner”. Logikken er som følger: Eftersom fattigdommen er en “skæbne”, der rammer ofrene, behøver man slet ikke forklare den yderligere – for slet ikke at tale om at se den i sammenhæng med markedsøkonomien. Og for at det også skal være helt tydeligt, at det virkelig drejer sig om “individuelle skæbner”, kombineres medlidenheden med det ondskabsfulde spørgsmål, om de “individuelle” fattige ikke selv er skyld i deres “skæbne”. Derfor må de også detaljeret dokumentere, om og hvordan de “uforskyldt er blevet fattige”, for ikke at blive bebrejdet for deres fattigdom. Og det dokumenterer de bedst ved at acceptere enhver prøvelse for at komme ud af fattigdommen igen.
2. Man kan imidlertid også tage fat i temaet ‘fattigdom’ ovenfra – og vel at mærke ved at lade samfundsvidenskaben gøre det til noget gådefuldt. Fattigdomsforskerne fortæller os følgende:
“Fattigdom er et multidimensionalt problem med mange sider, som kan have mange årsager og talrige konsekvenser … Fattigdom er i de sjældneste tilfælde monokausal, og for det meste betinger og forstærker flere faktorer hinanden.” (armut.de)
Monokausal? Ville det for eksempel være monokausalt at fastslå, at arbejdsgiverne ikke alene betaler mindre og mindre i løn, men samtidig kræver mere arbejde og at folk på den måde bliver fattigere og fattigere og får mere og mere svært ved at klare sig? Det ville være helt entydigt monokausalt! – eftersom der jo er “årsager” og “konsekvenser”, som ikke alene er “mange og talrige”, men desuden også betinger og forstærker hinanden – en yderst kompliceret og forgrenet historie. Og hvad skulle det så være for ikke at være mono, men derimod stereo, for at kunne leve op til problemets mangesidighed? Følgende problemstilling er fx en passende måde at betragte fattigdommen på:
“‘Den, der ikke har nogen penge er fattig.’ Eller forholder det sig måske omvendt: ‘Den, der er fattig, har ingen penge’?”
Forfjamsket spørger man sig selv: Hvor er forskellen? De to ting går vel ud på et? Nej, ikke hvis man jonglerer rundt med ordene “årsag” og “symptom”:
“Man kan diskutere, om pengemangel gælder som årsag til eller symptom på fattigdommen.”
Nu siger fattigdomsforskerne ganske vist igen det samme, nemlig at man er fattig, når man ikke har nogen penge, og at man ikke har nogen penge, når man er fattig, men de påstår desuden, at det kan diskuteres. Hvorfor de har opfundet denne diskussion, siger de i næste omgang:
“På en vis måde afhænger svaret på dette spørgsmål af, hvordan man definerer ‘fattigdom’.”
Aha, så det drejer sig altså om definitionen på fattigdom. Fattigdom er altså ikke bare: ikke at have nogen penge. Dermed har de givet sig selv friheden til at definere rundt på fattigdommen, og straks støder de på andre former for fattigdom: Man kan forestille sig alt muligt!
“Findes der også andre former for fattigdom, fx kulturel, social eller emotionel fattigdom?”
Man kan med andre ord være stinkende rig, men samtidig kulturløs, socialt uudholdelig og i sidste instans dødulykkelig. Det er den videnskabelige udgave af den populære talemåde: “Penge alene gør ikke folk lykkelige.” Dermed er det også klart, at det langt fra er sikkert, at man rent faktisk er fattig, når man lider af pengemangel – det kan jo være, at man er godt udrustet i “kulturel, social og emotionel” henseende. Og dermed er det dér med fattigdom blevet meget relativt. Udtrykt på en anden måde: Den er “videnskabeligt omdiskuteret”, og ingen skal bilde sig ind, at de har patent på sandheden om fattigdom.
3. Man kan også gøre følgende: I stedet for at spørge om grundene til fattigdom kan man spørge om en “fattigdomsrisiko” og vurdere de millioner af “lønafhængige” derefter. Som fattigdomsforskerne er nået frem til, så er de truet af “risici” som fx: børn, utilstrækkelig uddannelse, ungdom, sygdom, skilsmisse, alder osv. Det er det, de påstår: de hundrede tusinder af mennesker, der lever af deres løn, er ikke fattige. De bliver først fattige, hvis “risikoen” indtræffer. Lønarbejde beskytter altså mod fattigdom, hvilket man især kan se ved den største “fattigdomsrisiko”: arbejdsløsheden. Det passer: De hundrede tusinder af “lønafhængige” har kun et middel, som de kan leve af: deres arbejdskraft – når den ikke bliver efterspurgt, har de ikke noget at leve af. Men det er en forbrydelse, hvis man fortolker dette faktum på den måde, at de så ikke er fattige, så længe de bare har et arbejde – altså, at lønarbejdet er et brugbart middel for dem. Det er løgn, at lønarbejdere ikke er fattige, hvilket fremgår tydeligt af den andre “fattigdomsrisici”: børn, sygdom, skilsmisse osv. Det er for det første lutter normale hændelser, der hele tiden forekommer i en lønarbejdertilværelse, og for det andet er det kun i de mest ekstreme undtagelsestilfælde, at den slags hændelser kan gøre rige mennesker fattige. Men hvis en “risiko” er nok til at gøre “lønafhængige” fattige, så betyder det jo bare, at hele deres eksistens principielt og hele tiden er truet – eftersom de hele tiden er udsat for eller i det mindste truet af forarmelse. Men når man snakker om “fattigdomsrisici”, har man vendt op og ned på dette forhold: Her skal man prise sig lykkelig for at kunne gå på arbejde, fordi den endnu værre fattigdom, som truer i form af “fattigdomsrisici”, endnu ikke er indtrådt. Indtræder den så, må man under ingen omstændigheder betragte det på den måde, at det har sin grund i det sædvanlige lønarbejde – man skal betragte det som en undtagelse, som det individuelle menneskes helt personlige skæbne. Det får lønarbejdets helt normale fattigdom til at tage sig så meget smukkere ud.
*
Sådan foregår den ideologiske behandling af fattigdommen. Men så bliver den også “bekæmpet”. Her tænkes der ikke på at give de fattige penge. Det kan højst blive til et krav om mindsteløn. Den skal man se som beskyttelse mod alt for stor fattigdom – men hvad er kravet om en nederste grænse for løn andet end en indrømmelse af, at denne forarmelse hele tiden finder sted? Og hvad skal man mene om kravet om, at staten skal bekæmpe fattigdommen ved at føre “beskæftigelsespolitik”? Gå tilbage til udgangspunktet: Staten skaber forudsætningerne for “beskæftigelse” med sine love. De går altid ud på én ting: at optimere forholdet mellem løn og arbejdsydelse til fordel for de kapitalistiske arbejdsgivere. Altså mere og mere arbejde for mindre og mindre løn, hvilket for de arbejdende betyder: De bliver fattigere og fattigere, hvilket beskæftigelse skal være universalmidlet imod.
]]>
I ét spørgsmål, det væsentlige, er trojkaen og den græske regering enige, når det kommer til stykket: Det drejer sig først og fremmest om, at staten overlever. Og denne overlevelse står på spil, fordi staten ikke har flere penge, og den har ikke flere penge, fordi finansmarkederne nægter at udskyde tilbagebetalingen af dens gæld. Det er imidlertid ikke kun livsfarligt for staten, men også – og det er det, som den græske stat og trojkaen er fælles om – for hele euro-systemet, hvis ikke ligefrem for hele verdens kreditsystem. Statens overlevelse har derfor førsteprioritet. Og for at det kan lykkes, er staten – og på det punkt er trojkaen ret ubønhørlig – nødt til at bringe visse ydelser. De består i, at undlade henholdsvis fjerne alle overflødige opgaver. Ved afgørelsen om, hvad der er ‘overflødigt’, bliver det tydeligt, hvad det er, der må ofres – nemlig de statslige undersåtters liv og levned. Trojkaen betegner sundhedssektoren som “overdimensioneret”, hvilket ikke kan betyde, at denne sektor var udstyret med for mange sygehuse, læger, sygeplejersker, medicinsk udstyr osv. –for så ville sundhedsvæsenet også fungere efter et par nedskæringer og det ville ikke komme til de ødelæggende virkninger af disse nedskæringer, som nu kan iagttages. Med udtrykket “overdimensioneret” afgør trojkaen derimod, at staten ikke længere har råd til sit folks sundhed. Græske borgere kender ligesom andre europæere udtrykket: “Sundhed er det højeste gode” – det får man jo hele tiden ørene tudet fulde om. Og grækerne fatter det ikke: Så brutalt kan man da ikke behandle os! Jo, det kan man – og de får at se, hvad der er meningen med dette “højeste gode”.
For den enkelte er sundhed det “højeste gode”, fordi det drejer sig om en elementær forudsætning for, at man kan tjene til livets ophold – ellers er man afhængig af hjælp og kan ikke selv bestemme, hvilken hjælp man får eller om man i det hele taget får nogen. Staten ser også sundheden som en elementær forudsætning, men under en noget anden synsvinkel. For staten drejer det sig om at have en brugbar befolkning. For staten består sådan en af mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv. Det er vigtigt, fordi de så ikke er en byrde for statskassen. Primært drejer det sig imidlertid om, at den slags mennesker stiller sig til rådighed for en kapitalistisk virksomhed og på den måde bidrager til væksten i bruttosocialproduktet. Det skal de så til gengæld også gerne kunne – og til det formål findes sundhedssystemet, som tager sig af de omfattende skader på sundheden, som et sådant bidrag til væksten medfører. Et sådant system har til formål at opretholde folks sundhed i et sådant omfang, at de kan yde deres bidrag så kontinuerligt og så længe som muligt. Men så er det også nødvendigt – hvilket kun mindretallet af rige stater er i stand til – at opbygge et system, som kan tage i de mange sygdomme hurtigt og effektivt, så fraværet bliver så minimalt, som det kan lade sig gøre. I et sådant system kan rige mennesker, ligesom på alle andre områder, tilkøbe sig yderligere sundhedsydelser, hvilket imidlertid ikke betyder, at fattigere mennesker simpelthen unddrages medicinsk behandling af en nogenlunde standard – staten er nu engang interesseret i en generel opretholdelse af folkets brugbarhed, dvs. uden hensyn til de enkelte personer og deres specielle situation. Der er derfor også en evindelig diskussion om sundhedsreformer, som alene skyldes den kendsgerning, at bidragene til statskassen og sygesikringerne falder med den tiltagende forarmelse, hvilket for reformatorerne rejser spørgsmålet, om man egentlig stadig har råd til de hidtil eksisterende sundhedsydelser. Udover den kendte “brugerbetaling” for forskellige ydelser mindskes ydelserne, og det går så vidt, at der efterlyses “rationering”, så man fx overvejer, om man stadig skal give gamle mennesker nye hofter, selv om deres nytte for væksten jo er meget begrænset.
Det, der stadig diskuteres som enkelttilfælde her i landet og anses for at være et pinligt spørgsmål, er nu blevet til den brutale generelle regel. I forbindelse med statsfinansernes nedtur viser følgende billede sig for staten og trojkaen: Folket blev ganske vist holdt nogenlunde sundt, men de bidrag, som det skulle bruge sin sundhed til at yde, viste sig ikke at være store nok – den rigdom, som staten har brug for, kunne ikke presses ud af det. Den kulørte presse i Nordeuropa hetzer mod de “dovne grækere”, men trojkaen og staten ser helt sagligt på sagen: Den samlede nationaløkonomiske regning har som facit, at grækerne er medlemmer af en nationaløkonomi, som halter bagud i den europæiske konkurrencekamp, fordi andre stater fører og har vundet denne konkurrence med større og mere produktive kapitalapparater, og det har ført den græske stat ud på grænsen af handlingslammelse. I resultatet viser det sig: Den statslige investering i folkets brugbarhed – hvilket samme folk som bekendt har betalt rigeligt til i form af skatter og bidrag til sociale kasser – har ikke kunnet betale sig; i betragtning af konkurrencenederlaget har det således været en fejlinvestering. Det fører til den passende kyniske konsekvens i denne form for økonomisk system: Man har ikke længere råd til sundhedsudgifterne for dette folk, dets sundhed er “overdimensioneret” – ikke den ene eller den anden patient eller patientgruppe, men hele folket må klare sig med mindre sundhed. Så derfor er det nødvendigt, at mortaliteten i Grækenland stiger. Af det kan man lære følgende: De goder, som i virkelighedens verden er de højeste goder, som folk også må ofre livet for, er staten og pengene.
PS
Græske stofmisbrugere får ikke længere sterile nåle. Det latterligt lille beløb, der spares på den måde, siger meget om det gennemført markedsøkonomiske princip: Man har hidtil været så nådige at lade dem overleve, selv om der ikke var udsigt til, at de nogensinde ville kunne bruges til noget – og i den nuværende statslige nødsituation er det slut med nåden, og enhver cent til dem er en cent for meget.
]]>I marts 2005 udkom Forbundsregeringens anden fattigdoms- og rigdomsrapport, og offentligheden interesserede sig for den ca. lige så længe, som meddelelsen varede. Det var også tilstrækkeligt, for forskningsresultatet – de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere – er virkelig ikke nogen nyhed, og der er heller ikke nogen, der for alvor benægter det. Tværtimod: Ned med lønningerne og op med profitterne er det erklærede kampprogram, hvormed de regerende eksperter i samfundsøkonomi vil bringe Tyskland til tops som investeringsland. Efter fire års studier og 370 sider når de regeringsuafhængige fattigdomseksperter frem til præcis den samme kur: “Fremme af vækst og konkurrenceevne … yderligere sænkning af lønomkostninger, pensionsbidrag etc. … nye former for privat forsikring … incitamenter til at tage erhvervsarbejde på lavtlønsområdet” (s. 196 ff). For det kan vel ikke passe, at de fattige bare skulle have brug for flere penge! Også fattigdomsforskere når frem til den yderst fornuftige indsigt, at fattigdom kun kan bekæmpes via mere forarmelse.
Det budskab, som disse forskere er enige med Gerhard Schröder-republikkens konsensus i, kan det ikke betale sig at kigge nærmere på. Derimod bør man undersøge de snørklede stier, som de følger på deres vej til det ret konventionelle budskab.
Man måler fattigdommen i stedet for at forklare den
Fattigdom er ikke særlig rart. Når man konstaterer fattigdom et sted, er det til enhver tid en kritik af det samfund, hvor den sameksisterer med voksende rigdom og ikke aftager, men snarere vokser, altså åbenbart hænger sammen med systemet. Det er fattigdomsforskerne også klar over – og netop derfor vil de tydeligvis ikke lade denne diagnose gælde. I dag er man imidlertid ikke længere så naiv, at man bare benægter den massive fattigdom – for eksempel med det herlige argument, at det hele går strålende bortset fra et par enkelte undtagelser. Man arbejder sig derimod frem til et ‘differentieret billede’ af det ubehagelige forhold, som får det til at fremstå i et helt andet lys. Og det foregår på følgende måde:
“Fattigdom og rigdom er som samfundsmæssige fænomener uadskilleligt forbundet med værdidomme. Bag enhver fortolkning af såvel fattigdoms- som rigdomsbegrebet og bag enhver målemetode, som beror på disse begreber, står der værdiholdninger. Derfor kan det ikke lade sig gøre i streng videnskabelig betydning at løse opgaven med at gøre fattigdommen “målbar”. Det er imidlertid muligt at tegne et differentieret billede af samfundet og af social uretfærdighed.” (s. 5)
De forskere, som regeringen har givet til opgave at udforske fattigdommens niveau i landet, starter med at skrive, at det er umuligt at løse den stillede opgave på tilfredsstillende vis. Strengt videnskabeligt og objektivt set er det umuligt at sige noget holdbart om fattigdom. Endnu inden man har udsagt noget konkret, har man dermed sløjfet den selvfølgelighed, at genstanden eksisterer – den genstand, som enhver, der lover at undersøge den, går lige så selvfølgeligt ud fra som den minister, der har bestilt en fattigdomsrapport. Det forholder sig jo ikke sådan, at ‘fænomenet’ fattigdom er ukendt; det er ikke engang en hemmelighed for nogen, at dette ‘fænomen’ hænger sammen med den måde, som rigdommen produceres og fordeles på i dette samfund, og at rigdom i et system, hvor rentabilitet og omkostningsberegninger bestemmer produktionen, hvor lønnen er en udgift og arbejdet altså skal være billigt og profitabelt for dem, der anvender det, at rigdommen i et sådant system hele tiden forøges på den ene side men sjældent på den anden … Det eneste, der er interessant og værd at få forklaret, ville altså – ‘strengt videnskabeligt’ set – være spørgsmålet om nødvendigheden af det, som alle er bekendt med: Hvorfor og hvordan den rigdom, som produceres i dette samfund og hele tiden gør visse kredse rigere, samtidig producerer fattigdommen, udelukkelsen fra den ikke ligefrem ubetydelige rigdom. Men det interesserer dog ikke fattigdomsforskerne. Beskæftigelsen med den udbredte fattigdom, hvis forklaring uundgåeligt munder ud i en – ikke ligefrem positiv – ‘værdi’dom over samfundet, anklager de for selv at udspringe af en subjektiv opfattelse: Dermed bliver fattigdommen, som systemnødvendigt hører lige så sikkert med til dette samfund som amen i kirken, reduceret til et rent subjektivt betragtet faktum, hvis anerkendelse afhænger af bedømmelse og holdning.
For fattigdomsforskerne er dette selvfølgelig ikke en grund til at afslå den umulige opgave og give de dertil hørende forskningsmidler tilbage til ministeren. Tværtimod: Med opgavens umulighed i baghovedet kan der siges meget om fattigdommen på de resterende 365 sider, endda “differentieret”, meddeler de. Man udnævner den faktisk eksisterende fattigdom til at være et metodisk problem med at begribe den – og giver sig herefter i kast med dette problem. Man gør fattigdommen videnskabeligt tvivlsom – og under bedyrelse af skrupler og forbehold giver man sig selv friheden til at sammenstrikke, fortolke og operationalisere et “fattigdomsbegreb”, der er bekvemt og passer til ens egne overbevisninger, så at man ved hjælp af det kan sortere den uoverskuelige empiri og finde fattigdommen dér.
For det andet går fattigdomsforskerne i gang med at definere opgaven for en videnskabelig beskæftigelse med den udbredte økonomiske mangelsituation, hvor massevis af folk i vores samfund lider under metoderne til at forøge rigdommen. De definerer den på en måde, som først for alvor tryller den genstand væk, som de påstår, at de er i gang med at finde en ‘eksakt’ forklaring på. Man er nødt til at gøre fattigdommen ‘målelig’, ellers er den ikke objektiv. Man må give forfatterne til fattigdomsrapporten direkte ret: Hvis opgaven skal bestå i at opmåle fattigdommen empirisk, så er det rent faktisk nødvendigt med en metodisk fordom, der kan bruges som målestok. Men en opmåling er godt nok også noget ganske andet end en forklaring på massefænomenet fattigdom, som immervæk er anerkendt som et så almindeligt og vigtigt samfundsmæssigt problem, at det skulle kendetegne staten, markedsøkonomien og til og med de ansvarliges samvittighed, at man tager hensyn til fattigdommen ved at betegne den som ‘social’. Enhver kender i øvrigt tilstrækkeligt mange eksempler fra den faktisk eksisterende fattigdom på, at massevis af medlemmer af samfundet mangler penge og derfor ikke har råd til nok af den enorme mængde eksisterende midler til behovstilfredsstillelse og derfor hele tiden er beskæftiget med at prøve at få pengene til at slå til, mens andre kun slås med de problemer, som forøgelsen af deres private rigdom volder dem. For at finde ud af årsagerne til, at disse modsætninger ikke alene stadig eksisterer, men også vokser trods de ansvarliges engagement, ville det være nødvendigt at kigge på de organiserede tjenester for pengeforøgelsen, som ydes af den lønarbejdende del af menneskeheden og som regelmæssigt lader deres løn falde til så lavt et niveau og for ret mange til og med gør muligheden for at sælge sine ydelser, altså aflønningen selv, til en usikker sag. Fattigdomsforskernes tilstræbte oplysninger om antallet af fattige og graden af deres fattigdom bidrager ikke til at finde frem til disse årsager. Men for en helt anden ‘videnskabelig’ interesse er det derimod yderst passende og målrettet at ville måle fattigdommen og så ellers beskæftige sig med det vanskelige ved at finde det passende instrumentarium til denne opgave – nemlig for det formål, som fattigdomsforskerne har udkåret til genstanden for deres forskning: Hvor mange penge har mennesker brug for, hvis de i det hele taget – socialforskningsmæssigt set – skal betragtes som fattige. Når man forfølger det skeptiske spørgsmål om, hvorvidt og i hvilket omfang ‘fattigdom’ i det hele taget kan dokumenteres, så er man ikke interesseret i at fatte noget, men kræver under den falske betegnelse “begreb” et kriterium, som gør det muligt at afgrænse fattigdom fra ikke-fattigdom og at bestemme omfanget af den eksisterende fattigdom: Hvor begynder fattigdommen, hvor hører den op? Fra og med hvilken grad af fattigdom må jeg eller er jeg nødt til at sige det slemme ord? Og – det er det andet og ikke mindre interessante spørgsmål: Hvad falder dermed ikke ind under det, som med fuld ret kan anses for at være, altså anerkendes som ‘fattigdom’:
“Man kan ikke afgøre, hvad der er det bedste koncept for måling af fattigdommen, eftersom det er samfundsmæssige værdiforestillinger eller socialpolitiske normer, der leverer målestokken for, ved hvilken indkomst, levestandard eller handlemuligheder uligheden ikke mere kan kan accepteres.” (s. 8 )
De siger det lige ud: For dem drejer det sig om at skelne mellem acceptabel og ikke-acceptabel fattigdom.
Først skal der defineres! Hvilket fattigdomsbegreb er mest populært?
Hvis man ikke kan håbe på at finde et “bedste koncept for måling”, kan man i hvert fald afveje nødvendigheden, forsvarligheden og nytten af alternative “fattigdomsbegreber” . Forskerne finder det vanskeligt at vælge et forsvarligt fattigdomsbegreb især i dag, hvor der jo faktisk findes fattige, der ikke straks afgår korporligt ved døden, men derimod lever videre i en tilstand af permanent fattigdom:
“I samfund som vores ligger det gennemsnitlige velstandsniveau væsentligt over det fysiske eksistensminimum. Her er det meningsfyldt at bruge et relativt fattigdomsbegreb for at erkende problemstillinger på en passende måde.”
Hvis det gennemsnitlige velstandsniveau lå på eksistensminimum, så alle, der ikke nåede op på det, døde på stedet af sult, så ville der ikke være nogen fattige, men til gengæld kunne man tale om fattigdom på en objektiv måde; et absolut fattigdomsbegreb uden tvivlsomme værdidomme ville være muligt. Men så let har videnskaben det ikke længere i vores bekvemme tidsalder, hvor fattigdom højst er relativ. Det er stærkt! Ikke et ord om den relation, som fattigdommen er. Spørgsmålet om, hvordan fattigdom og rigdom hænger sammen årsagsmæssigt, altså virkelighedens kapitalistiske ‘relation’ mellem en produktion lagt til rette efter rentabilitetskriterier med lønomkostninger per produceret enhed og profit og de bekæftigede såvel som ubeskæftigede lønarbejderes pengesorger, erstatter de så for det tredje med intellektuelle bestræbelser af en helt anden art. Deres anstrengelser med at undersøge det samfundsmæssige fænomen består – for nu at blive moralsk – i ret kyniske og – mere videnskabeligt betragtet – skrupforkerte sammenligninger. De laver undersøgelser over, hvor mange penge mennesker har i sammenligning med hinanden, opdeler deres begrebsløse skelnen i flere eller færre – og nøjes så også med at foretage denne sammenligning mellem dem, der i dette samfund deler den samme ‘skæbne’, at de ikke er dem, der organiserer forøgelsen af rigdommen, men derimod er objekt for samme organisering. I forbindelse med dem rejser de spørgsmålet om, hvornår man med deres levevilkår i det hele taget kan tale om fattigdom, eftersom der jo er nogle, der klarer sig bedre, og andre, der er dårligere stillet. For enhver potentiel fattig kan det lade sig gøre at finde en, der er endnu fattigere og som dermed får den første til at se relativt rig ud. Det er altsammen et spørgmål om, hvor store krav man stiller, hvilket er den måde, som vi foretrækker at definere fattigdom, der under alle omstændigheder altid kun er relativ. Og så skammer fattigdomsforskerne sig ikke engang over at identificere rigtig fattigdom med sult og hungersnød og relativere den ved hjælp af alt det, der ikke er livstruende, d.v.s. at bagatellisere det, som de kun opfatter som halv fattigdom. Det står altså allerede klart: Man kan kun være ægte fattig, hvis man sover under broer, hvorimod andre har en rigtig bolig, eller hvis man kan sammenlignes med rigtige sultende, hvorimod der er andre, der bliver mætte …
Så banalt og udifferentieret udtrykker fattigdomsforskerne det naturligvis ikke. De søger bare strengt videnskabeligt efter kriteriet for, hvornår man i det hele taget med rette har lov til at kalde nogle af disse almindelige levevilkår for ‘fattigdom’, og de når på den måde frem til de subtile differentieringer mellem på den ene side fattigdom og på den anden side de almindelige proletariske levevilkår, som man på ingen måde må forveksle med fattigdom. For lige så vanskeligt det måtte være at forsvare, så er den subjektivt vurderende fastlæggelse af et “fattigdomsbegreb” uundværlig. Der er jo nødvendigt med en målestok, som forskerne kan bruge til at slå den streg i data-materialet, der markerer skellet mellem fattige og ikke-fattige. Et uløseligt dilemma? Nej, heldigvis ikke! For det fjerde når forskerne frem til det resultat, at det alligevel er muligt at afgrænse fattigdommen, at måle den og subsumere en vis del af den nationale befolkning under den henholdsvis at definere en endnu større del af befolkningen, så den ikke falder ind under denne tilstand. ‘Fattigdom’ foreligger på den måde ret pålideligt, men så netop også kun, når mennesker falder ind under en fattigdomsdefinition, som måske heller ikke ligefrem er videnskabelig, men til gengæld med garanti ikke bare er subjektiv: nemlig under den definition, som er fastlagt på statens vegne. Disse fattigdomsforskere, som skal fortælle staten, hvad der er fattigdom og hvordan det står til med den, er så snedige, at de benytter sig af en grænsedragning, som politikerne har besluttet helt uden deres hjælp, og de bruger nu denne definition som deres eget ‘fattigdomsbegreb’: Det hedder 60 %. “I rapporten anvendes den definition, som er blevet aftalt mellem EU’s medlemsstater.” En herlig oplysning om, hvad der har gyldighed i videnskaben.
Fra fattigdommen til fattigdomsrisikoen: Når man ikke har nogen penge, risikerer man at bliver fattig!
I overensstemmelse med EU’s bestemmelser trækker forskerne så for det femte deres vilkårlige grænse i data-materialet – men det gør de til gengæld overordentligt nøjagtigt:
“Kvoten for fattigdomsrisiko er defineret som en andel af personer i husstande, hvis “behovsvægtede nettoækvivalensindkomst” udgør mindre end 60 % af alle personers middelværdi (median). Nettoækvivalensindkomsten fastsættes som vægtet indkomst per person, hvori nettohusstandsindkomsten er divideret med summen af personernes vægtede behov – afledt via den nye OECD-skala. I Tyskland udgør den således udregnede grænse for fattigdomsrisiko 938 euro.” (s. 6)
Men hører man så til de fattige, hvis man har mindre end 938 euro at leve for? Nej, fattigdomsdefintionsteoretikerne vil ikke engang lade definitionen gælde så definitivt: Man risikerer bare at blive fattig! Forskerne kommer i tanker om, hvor vilkårlig deres egen grænsedragning er, og de vil under ingen omstændigheder påstå for meget om den kaotiske empiri, hvor en masse ting er mulige. Det kunne jo være, at en sådan set fattig kunstner har en mæcen, hvis bidrag ikke figurerer i nettoækvivalensindkomsten, og det kunne være, at der er nogle, som ikke har særlig meget, men heller ikke har brug for meget … Fattigdomsforskerne vil ikke gå med til mere end, at man er i fare for at blive fattig, når man ikke har nogen penge. Dermed har de ydet endnu et bidrag til deres definitionskunst: Når denne videnskab betragter materielle mangler, alt det, der i det virkelige liv kaldes fattigdom, accepterer den dem kun som muligheden for fattigdom. Fattigdommen selv bliver på den måde mere og mere gådefuld.
Men dermed er fattigdomsforskerne endnu ikke færdige. De “udvider” nu for det sjette “fattigdomsbegrebet” i retning af en højere mening.
Fattigdom er en risiko, rigdom er en chance – for deltagelse og selvrealisering
“Indkomstfattigdom er dog kun et – omend ofte meget vigtigt – element i identifikationen af fattigdom. Derudover har også ikke-materielle ressourcer (som fx uddannelse, sundhed og sociale kompetencer) afgørende indflydelse på de individuelle realiseringschancer.” (s. 11)
“Den anden fattigdoms- og rigdomsrapport opfatter fattigdom og rigdom som de to poler i et spektrum af deltagelses- og realiseringschancer. Fattigdom er dermed ensbetydende med en mangel i realiseringschancer, rigdom med en meget høj grad af realiseringschancer.” (s. 9)
Dermed når begrebsdannelsen frem til sit antimaterialistiske mål. Fra nu af argumenteres der kun med, hvad der muligvis vil ske: Fattigdom i gængs betydning er en fare for egentlig fattigdom, virkelig rigdom er ikke andet end en mulighed for ægte rigdom – og den kommer åbenbart fra hjertet! Man bliver ikke lykkelig af penge! Der skal derimod ikke meget til for at blive glad, for der er hjerterum selv i den mindste hytte … Hvem har lyst til at bytte med en syg millionær eller med en filmstjerne med rod i følelseslivet? Den høje videnskab forkynder bedstemors leveråd! Man “opfatter” såvel adgangen til som udelukkelsen fra materiel rigdom som en vej til et naivt teenagerideal om lykke – og se bare! Der er i begge tilfælde kun tale om muligheder.
Som ligeværdige formler for det vellykkede liv nævnes selvrealisering og deltagelse: Ifølge disse er man ægte fattig og ikke kun muligvis fattig, når man er udelukket fra det samfundsmæssige liv, ikke mere har en rolle, som man kan udfylde og på den måde realisere sig selv. Det højere, humanistiske fattigdomsbegreb retter sig mod de – nu alligevel ikke så svære at erkende – arbejdsløse; men netop ikke ud fra betragtningen, at det, som de arbejdsløse mangler, er penge til at leve for, men derimod ud fra synspunktet, at de er udelukket fra at arbejde og deltage i samfundslivets fællesskab. Det er det endegyldige og sidste resultat af det kategoriale modelbyggeri: Hvis man har lov til at arbejde for de riges rigdom, som man ikke selv har noget ud af, så hører man ikke til de fattige, næsten uanset, hvor meget man tjener. Kun de, der ikke får mulighed for at arbejde i kapitalens og statens tjeneste og på den måde vise, hvilke potentialer de rummer, udelukkes fra det, som de har krav på:
“Det er jo samfundsmæssigt betingede chancer, der afgør, hvilke konsekvenser der rent faktisk bliver resultatet af de forskellige individuelle potentialer i sidste ende.”
Denne uret tør de værdifrie forskere så alligevel godt anklage uforblommet. Det er ikke underligt: Hjælp mod udgrænsningen, støtte til “at stå på egne ben”, mobilisering af dem, der allerede har opgivet selvrealiseringen – alt det passer godt sammen… Regeringsforskerne gør deres arbejdsgiver den tjeneste at definere fattigdom som lige præcis det, som staten bekæmper så overordentligt hårdt med sin “aktiverende socialpolitik”. Dermed er den kategoriale ramme færdig, som resten af de 300 siders tal og statistikker skal indordnes og fortolkes efter. Hvad tallene angår, forties eller bagatelliseres intet angående de ødelagte eksistenser og ødelagte liv, som hører med til vores samfund. Det gælder bare om at “forstå” dem rigtigt:
“Rapporten gør det tydeligt, at fattigdomsrisikoen i betydeligt omfang hænger samme med arbejdsløshed. Men hvis arbejdsløshed er hovedårsagen til fattigdom og social udgrænsning, så må en socialt retfærdig politik primært orientere sig mod at skabe arbejdspladser og få arbejdsløse integreret på arbejdsmarkedet. … Det peger på den centrale betydning af økonomisk vækst.” Og til det formål er det nødvendigt, at “lønomkostningerne incl. pensionbidrag etc. fortsat falder … osv.” (s. 194 ff)
– men det har vi allerede haft. Quod erat demonstrandum.
*
I øvrigt er fattigdomsforskningen selv det eneste område, hvor man rent faktisk kan afhjælpe en mangel ved hjælp af penge. For det første har den hænderne fulde med den fortsatte afklaring af det vanskeligt målelige og værdidomsbehæftede fattigdomsbegreb. Og for det andet er der endnu en uløst opgave, der ligger og venter: Når nu fattigdommen er sådan en ‘kompleks’ forskningsgenstand, hvordan står det så til med rigdommen …
Diagnosen: “For tiden kan en fuldstændig operationalisering af den meget komplekse ansats til deltagelses- og realiseringschancer endnu ikke lade sig gøre. Egnede måleinstrumenter må først udvikles yderligere.” Frem for alt “i forbindelse med den begrebsmæssige bestemmelse af rigdom kan der ikke på analog vis knyttes an til en etableret forskningsretning, konceptionelle forarbejder og empiriske arbejder ligesom ved fattigdomsspørgsmål.”
Kuren:
“I betragtning af den endnu i vid udstrækning diffuse begrebsmæssige bestemmelse af rigdom har Forbundsregeringen intensiveret forskningsaktiviteterne inden for rammerne af fattigdoms- og rigdomsrapporteringen især med hensyn til den øverste top af indkomst- og formuefordelingen.” (s. 11)
Her er der stadig brug for en masse projekter og ph.d.-afhandlinger – til gavn for de fattige!
Artiklen blev først bragt i tidsskriftet Gegenstandpunkt nr. 2, 2005. Den danske oversættelse bringes med tilladelse fra tidsskriftet Social Kritik, hvor den blev bragt første gang i nr. 102: Måling & Evidens:
http://www.socialkritik.dk/arkiv/forfatter.asp?forfatter=Karl+Held
Wednesday, February 16, 7-10 pm
at Solidaritetsbutikken, Griffenfeldsgade 41, Copenhagen.
The talk will be held by a representative of the
Young Left against Capital and Nation, London
(www.junge-linke.org/en).
Free admission. The talk and discussion will be held in English.
See also following article:
http://www.junge-linke.org/files/2010/06/kittens-01-web.pdf (s. 1-7)
The lecture and discussion of last Tuesday’s meeting has been made available online as an mp3 file.
]]>This talk aims to show that both sides are wrong. It explains the true role of consumption in capitalism, the purpose of advertising and the advertising industry, as well as the ideologies of “consumerism,” “anti-consumerism,” and the power of the consumer to undo the harm done by the capitalist system.
“Maschere” draws inspiration from Italy’s traditional Commedia dell’arte, a popular entertainment through the centuries where exaggerated versions of society’s classes and prominent figures were brought on stage by traveling companies. As it was often done for street theatre, costumes and accessories were used to reveal to the audience as much as possible about the character: not only their profession and status, but also their personality and temperament could be found out with a glance.
With time, clothing evolved to keep up with fashion trends and characters were often rewritten to reflect society’s changes, but the masks covering the face of the players remained always in place, becoming their defining symbol. In the same vein, the subjects of this series were asked to present their lockdown persona through self-designed costumes, symbolic objects and gestures, bringing into focus a facet of their self born during the months spent behind the mask.
The painted Knight
The lockdown easily overpowered me. The home I came to just for sleeping quickly became first a prison and then a hospital ward as thinking about what the uncertain future had in store took a toll on my mental health. This is my quarantine self revealed: dressed in white but surrounded by shadows closing in, with bionic arms and bejeweled masks that offered protection from the outside perils while at the same time limited my movements. I felt locked in a gilded trap that was slowly suffocating me, driving me insane. The only thing that helped me get through was makeup: brushes and palettes became the weapons that helped me fight the lockdown monsters. @LadyB
THE GARDENER
The lockdown didn’t bring radical changes to my life: being an introvert and working from home, I didn’t feel the need to go outside and connect with people in order to remain sane. However, as days passed they became infused with an unreal sense of calm and stillness, as if time flowed at a different, slower pace.
I spent hours tending the plants on my balcony, hoping that the work could ground me to a reality I felt slipping away. Ironically gardening had the opposite effect, transporting me into a fantasy where this idyllic state could go on forever. Getting back to reality has been difficult, but I came out of lockdown with beautiful plants. @Sara
THE FLAME
I love to travel, to be on a stage in a jam packed venue dancing the night away. I never had a chance to tone down my globetrotting lifestyle until quarantine happened… and then I discovered how much I needed that pause.I wanted to take advantage of the free time to create 100s of new props for my shows, but I discovered how home could be a gateway to other types of self expression. During lockdown I baked, I fried and I glazed -but first courses are where I excel! I also spent time with my partner and my dog, something that I never could do much in normal situations, recharging my batteries and getting ready to rise from the ashes like a phoenix, taking the world by storm once again! @Valentina
THE HOPEFUL MUSE
There is a famous Japanese piece of writing called ‘Winter always turns into spring’. There is always hope, if we remain true to ourselves we can manifest a life brimming with hope, happiness and realization.
This is what the mask I’m wearing reminds me of: cherry blossoms rising over a storm of chaos. I perceive my work as a vocation and I love every part of it. Having it taken away, not being able to express myself through my work has been incredibly hard. I used the lockdown working on myself, choosing not to let circumstances, fear or other people affect me and the life I worked so hard to create.
I tried to enjoy having time off, spending it with my beloved husband, encouraging friends and fellow artists not to lose hope, preparing in every way, mentally and physically for when the time was right. I knew that deep down I will be on a stage again, bringing sparkles into people’s lives through my art form, because that’s what I do and who I am. @Miss Jolie
MR DELIVERY
When I realized that the lockdown was going to last quite a while, I wasn’t stressed. Working from home? I seamlessly transitioned to living in my pajamas 24/7. And what better occasion to keep up my winter diet regime, maybe even to better myself and learn how to cook! Good intentions paved my way each time I tried going to the supermarket, but the never ending queues and the siren call of easy delivery brought my healthy plans to an abrupt halt. I became an expert in timing my orders to arrive exactly at one pm for my lunch break, navigating tough choices like “chicken nuggets or spicy wings?”. I was locked at home, while my food did all the travelling, bringing to my table international cuisines or Italian delicacies, whatever was my whim. My recipe for the lockdown? A finely tuned balance between sad canned tuna pasta and sophisticated restaurants, American fast food desserts paired with milanese double breaded cutlets. The results are guaranteed. @Zurbi
]]>Shot on white background with a beauty dish and then assembled in Photoshop, these were a far cry from my usual darker and dirtier style but it’s always a pleasure to experiment
Hair styling and colouring: Rella’s Eden
Make up: Chiara Brambilla
Models: Lais (blue), Valentina (orange), Alice (pink)
I assembled all the shots in double spread proportions, so click on them to make them bigger! You can find how they were integrated in the magazine layout on Dye Magazine 9.
]]>This post is a little peek into my thought process and editing method. Like most other dabblers in some form of art or another, I have developed through the years something that I feel is my personal style and have built a workflow that enables me to attain the results I want without going crazy or broke.
I had the pleasure of shooting again with lovely Tanya and she arrived bringing her boyfriend Seth, a couple of suitcases of stuff and, totally randomly, this bat hat. As she was getting her make up done, I started to test the light: while I normally use the model (i.e. if I need to check on how the clothing/makeup looks under the lights) we took a couple of portraits of Seth wearing the hat just to have a laugh and then moved on to serious business.
Here it is, static pose and “why me” expression typical of boyfriends worldwide.
Fast forward a couple of weeks later, I’m working on a completely different project and after a day spent editing wedding photos I decide to take a break and sort through my personal shoots: the first couple of photos that pop up from Lightroom are the bat hat ones and there was something in there that I didn’t see when we were taking them: maybe the fact that it was 2 am, but my first thought was “here’s a guy who’s having a really bad trip”, followed by “let’s make it even worse”… I just had to decide what was happening to my subject and why.
Setting the scene
Lately, I’ve been trying more and more to incorporate storytelling elements into my photographs and I found that finding an answer to the classic Five W of journalism is the best way to have a clear direction towards the final result. This method is easy to do on your own and it scales well in team projects because once the character and situation is decided, everyone involved has a clearer insight on what to do to obtain that particular result.
Workwise, I always start with Lightroom: in this case, I tweaked the RAW file colour balance to obtain a bluish tint, desaturating the skin in the process, then moved on to Photoshop for the real work.
The outside mirrors the inside
I wanted to show that the young man in the shot had been lost in his personal world for quite a while, detached from reality both in mind and in body, so using a couple of underground cavern shots I assembled a corridor made of jagged edges of a sickly blue and red palette enveloping him like an aura. The hat and gray shirt reminded me the costume worn by Max in the “Where the wild things are” book (and the fact that I have a row of figurines from WtWTA displayed next to my workstation only heightened the idea), so the editing had to make him look more vulnerable and childlike.
The eyes are always the focus of headshot portraits for me, so I am particularly picky on how I edit them. In this case, the eyes/sockets had to match the two colours of the background without being too over the top, so red puffy eyebags and sunken in bluish eyes were a natural choice.
Keeping content-coherent
I briefly toyed with the idea of giving him a badly torn ear: the colours, wavy lines and haunted stare started to remind me of the Van Gogh self portrait. I know I wanted something gorey and disturbing, so I started googling infected wounds and worms. The results were starting to look hideous (in a good way) but I found out that the ear was stealing the show as my eyes were constantly looking towards that portion of the shot, obscuring the face… that to me was a definite no, as the eyes were my focal point, so I scrapped the levels and went back to the whole ear.
The risk is getting lost in unnecessary details just because they look good rather than aid the storytelling: no matter how good it might have turned out, it would have resulted in a weaker portrait.
Never forget your beginnings
Before I close everything up and export it, I usually spend a couple of minutes away from the computer and then once back I cycle through all the levels and groups, looking one last time to see if the choices I made are coherent. That’s when I decided to add a blurriness to the edges of the shot to enhance the “woah, he’s tripping” effect as well as a slight vignette to (guess what?) steer the attention towards the eyes.
A fun not to close this rambling post: the original title I gave the photo was simply “Bad trip”. However, without having told him about my work process, Seth called it “Where the wild things are on a bad trip”… nerd telepathy or just having hit the mark with what I wanted to show? You decide!
]]>This year was no different, but it sure was easier to organise as I had the perfect spot right on my doorstep: the garden in my apartment complex has three huge Forsythia (always have to Google the spelling on that one!) bushes and they were just about to go in to full bloom… I just needed to find the perfect girl to fill the tangerine yellow wig lying around my house from another shoot and got lucky on day one of my search when Miss Sorry volunteered.
Obligatory plug: Miss Sorry is also a fab photographer, so if you like tongue in cheek photos of lovely ladies with lots of tattoes and not that many clothes, be sure to check her out!
I also took the time to finally test properly the Lens Baby Composer I got for Christmas -yes, I took my sweet time, I know! It’s a nice trick lens if you like the soft focus effect and the mad blurring, but it takes a hell of a time to get used to and to focus properly!
]]>These got picked up by Dye Magazine and are featured in their latest issue.
Model: Valentina Tafferini
Styling: Videnoire
A little bit of background on how I went about making the graphic/glitchy part of these images. As an 8bit aficionado, I am naturally drawn to all things pixely but I particularly enjoy glitch art as it’s the punk rock of computer art: it’s all about destroying/corroding a pristine file, repurposing it in order to send a different message from what it was intended to originally.
There are plenty of online resources (such as this one) where you can simply enter a file and watch as it gets randomly glitched, but I prefer to make mine from scratch by opening the image code in text edit and effing it up big time… tons of fun in what you can enter (do not simply cut and move bits around, you also enter text or glitch the image several times around!) and the random element of what actally comes out is always a fresh point of inspiration to me.
The resulting images were then used for sampling (along with a series of channel mixes) so that I could pick and choose what I liked -because “random” is such a nice word but it clashes with my obsessive “I want that red pixel cluster to be just THERE!” method of work.
The second creature of my triptych was actually the last one I shot chronologically… but I posted “Wraith” at a time when I was experiencing creative setbacks and was both mentally and physically drained, so I find it fitting to showcase “Goddess” when things are slowly beginning to look up again.
I was looking to portray a kind of beauty that was classical in movement and posture but had somewhat of a feral quality: lucky for me, I knew just the girl… I shot lovely Sara in the past and she was the perfect fit!
Another major inspiration for this is the work of Italian painter Saturno Buttò: I’ve always loved his use of dramatic light and rich colour palettes, but I find even more interesting how his paintings have always a time dichotomy, showcasing modern concepts/feelings in a baroque framework.
Model: Sara Briar Rose
Horns & headdress: Resplendor Atelier
This time, lovely Valentina was my partner in crime… I met her first on set for Ricette Rock and we clicked immediately so when I got my hands on some stud-heavy couture from Videnoir I immediately thought of her as the ideal model for a cheeky metal-friendly pin up shoot.
I think that metal girls are as a general rule shot oversexualized, like centerfolds in skin magazines, rather than portrayed in a more personal way. I didn’t want to go down that road so despite having a lot of goods on display (because first of all I wanted to do pin up and secondly, who doesn’t like clevage?) I wanted to showcase more of the bubbly personality of Valentina rather than just her good looks.
]]>It’s been a difficult, tiring period for me and the escapism that I usually seek elsewhere sneaked into my photography… an initial project of taking “just a couple of beauty shots” morphed along the way into something else entirely. When I finished editing, instead of cleancut glamour what was looking at me from the other side of the screen were three creatures from another time, more myths than women.
I am happy to start the new year with Wraith, the first instalment of the project born through the collaboration with make up artist Archa Make up as well as italian designers Videnoir and Resplendor Atelier.
Model: TanyaBat
Make-up: Archa Make up
Styling: Videnoir
I actually love shooting with natural light, but it’s incredibly difficult to have perfect weather the day of the shoot…. it seems it’s always raining on the weekend, and yet today is monday and there’s a lovely golden light. Murphy’s laws are harsh.
]]>Model: Cleo Viper
(with a special cameo of Sir Dante Balzac in the last photo)
Make up: Please Kill Anita